Ambitiøs, men forfejlet debut
2.0
Så fik jeg endelig set den film, som filmfreaken fra Rules of Attraction så forargeligt proklamerer ikke er en gennemgående Tarantino-film, men kun er produceret af mesteren. Dette udsagn skyldes selvfølgelig, at Roger Avary står bag både Rules… og Killing Zoe, og selvom sidstnævnte har sin lidt offbeat charme, så burde det da være tydeligt for enhver, at dette ikke er en Tarantino-film, da den langtfra besidder samme exceptionelle og unikke flair for filmmediet, som Tarantino altid har budt os på.
Når Pulp Fiction lovprises, så mener jeg ikke, at Avary bliver krediteret retfærdigvis, da han jo trods alt var med til at skrive manuskriptet. Men da Pulp Fiction ifølge mig var Tarantinos svageste film, så er det ikke ligefrem noget, der kan irritere mig. Avarys debutfilm er en hårdkogt, men grundlæggende uforskammet simpel kupfilm, der indledningsvis stikker dybere end de fleste i denne genre. Det er virkelig behageligt, at Avary tager sig tid til at introducerer personerne, og endnu bedre, lader publikum få en fornemmelse af dem som mennesker. Derved bliver Eric Stoltz og Julie Delpy vores holdepunkter, mens resten af rollerne bare er uforståelig sadistiske og voldelige. Den første halve time er forbavsende menneskelig, hvor især krydsklipningen mellem en (ganske vist overflødig) sexscene og Murnaus klassiske Nosferatu er ganske blæret. Men så begynder det også at gå ned ad bakke. Den tynde historie sparker ind, hvor Avary unødvendigt trækker flere scener i langdrag, og som publikum begynder man hurtigt at kede sig. De fleste sekvenser virker bare som ren fyld, der skal trække filmen op på de 90 minutters spilletid.
Kuppet udvikler sig hurtigt til et regulært blodbad, men her er publikum for længst stået af og interesser sig kun for Stoltz og Delpys skæbner. Og så kommer det store spørgsmål; hvad vil Avary med filmen? Det virker ret underligt, hvis man er blevet trukket igennem 60 minutters ligegyldighed for at Avary postulerer, at kærlighed redder liv (en morale, der tydeligvis ikke var til stede i Rules…). Prisværdigt og sandt men også klichefyldt. Men dybere er filmen desværre ikke, og indledningen lagde kun op til noget godt uden at fuldføre det.
Et sted i løbet af filmen rammer Avary dog plet, og det er når den forbrændte vagt spørger hovedpersonen, om han ikke vil holde hans hånd, da han ikke vil dø alene. Her ses konsekvensen af deres handlinger, noget som filmen ellers holder sig behændigt fra. Killing Zoe er en af de slags film, som man glemmer øjeblikke efter slutningen og aldrig kunne finde på at se igen. Som opvarmning til fremtidig karrierer for Avary fungerer den ikke engang, men man kan da kun være glad for, at hans talent tydeligvis har udviklet sig i løbet af årene. Bid mærke i semi-mesterværket Rules of Attraction, og se så, at Tarantino ikke er den eneste enestående filmskaber fra videobiksen.
Når Pulp Fiction lovprises, så mener jeg ikke, at Avary bliver krediteret retfærdigvis, da han jo trods alt var med til at skrive manuskriptet. Men da Pulp Fiction ifølge mig var Tarantinos svageste film, så er det ikke ligefrem noget, der kan irritere mig. Avarys debutfilm er en hårdkogt, men grundlæggende uforskammet simpel kupfilm, der indledningsvis stikker dybere end de fleste i denne genre. Det er virkelig behageligt, at Avary tager sig tid til at introducerer personerne, og endnu bedre, lader publikum få en fornemmelse af dem som mennesker. Derved bliver Eric Stoltz og Julie Delpy vores holdepunkter, mens resten af rollerne bare er uforståelig sadistiske og voldelige. Den første halve time er forbavsende menneskelig, hvor især krydsklipningen mellem en (ganske vist overflødig) sexscene og Murnaus klassiske Nosferatu er ganske blæret. Men så begynder det også at gå ned ad bakke. Den tynde historie sparker ind, hvor Avary unødvendigt trækker flere scener i langdrag, og som publikum begynder man hurtigt at kede sig. De fleste sekvenser virker bare som ren fyld, der skal trække filmen op på de 90 minutters spilletid.
Kuppet udvikler sig hurtigt til et regulært blodbad, men her er publikum for længst stået af og interesser sig kun for Stoltz og Delpys skæbner. Og så kommer det store spørgsmål; hvad vil Avary med filmen? Det virker ret underligt, hvis man er blevet trukket igennem 60 minutters ligegyldighed for at Avary postulerer, at kærlighed redder liv (en morale, der tydeligvis ikke var til stede i Rules…). Prisværdigt og sandt men også klichefyldt. Men dybere er filmen desværre ikke, og indledningen lagde kun op til noget godt uden at fuldføre det.
Et sted i løbet af filmen rammer Avary dog plet, og det er når den forbrændte vagt spørger hovedpersonen, om han ikke vil holde hans hånd, da han ikke vil dø alene. Her ses konsekvensen af deres handlinger, noget som filmen ellers holder sig behændigt fra. Killing Zoe er en af de slags film, som man glemmer øjeblikke efter slutningen og aldrig kunne finde på at se igen. Som opvarmning til fremtidig karrierer for Avary fungerer den ikke engang, men man kan da kun være glad for, at hans talent tydeligvis har udviklet sig i løbet af årene. Bid mærke i semi-mesterværket Rules of Attraction, og se så, at Tarantino ikke er den eneste enestående filmskaber fra videobiksen.
07/01-2005
