top shelf
5.0
Her på det seneste er jeg faktisk blevet lidt af en inkarneret Terry Gilliam fan, en af Amerikas mest særprægede og fantasifulde visionære, vis film besidder uendelig mange lag. Slutningen i mesterværket Brazil bragede igennem i en uhørt deprimerende grad, og Gilliam leflede tydeligvis ikke for publikums standardønske om (lykkelig) forløsning. Den samme form for kompromisløshed findes også i 12 Monkeys, en udefinerbar film, der kravler ind under huden på publikum og giver ikke slip. Som intellektuel tidsrejsefilm bærer den ikke præg og de sædvanlige floskler om aktion og reaktion, ikke engang muligheden omkring Willis’ som indirekte idémand udforskes, men tingene falder på plads i den endnu engang nådesløse slutning.
Bruce Willis spiller meget overbevisende hovedpersonen, der sendes tilbage til fortiden for at udforske en virus, så en kur kan findes. Fremtidssamfundet er kort, men trøstesløs beskrevet, og der findes ingen velkendte futuristiske elementer her. Den næsten udryddede menneskerace er tvunget under jorden, og dyrene hersker planeten. Gerningsmanden viser sig at være er en undercover forsker, der fordømmer menneskets overlegne selvophøjelse og manglende respekt, for hinanden og dyrene. Samfundskritikken er i fokus, men bliver aldrig dominerende og serveres endda ganske subtilt. Willis anses af samfundet som sindssyg, og langsomt må vi som publikum også stille spørgsmål ved hans realitetssans. Den gradvise fortvivlelse spændes sammen med Gilliams beskrivelse af menneskesamfundet, der konsekvent reducerer alt til noget håndgribeligt. Håbet er dog ikke ude, da en psykiater (interessant spillet Madeline Stowe) begynder at tro på Willis’ udtalelser, der selv må betvivle hans egen psyke. Rollerne er omvendt og ’sandhedsbærerne’ nedtrykkes. En insisterende reklame for en rejse til det solskinsstrålende Florida indikerer vores trang til eskapisme og selvvalgt glemsomhed, altså vores mangel på ansvarlighed.
Slutningen er decideret ond, men fungerer, da den føles så hudløst ærlig. Paradoksalt nok bliver Willis skudt ned af ordensmagterne øjeblikke inden, han bogstavelig talt kunne have reddet menneskeheden. Det sidste klip af et uskyldig barns øjne er nærmest hjemsøgende og uafrystelig. Lyden af et fly, hvori forskeren med dødsvirussen sidder, høres i baggrunden. En uvidende observatør uden mulighed for at gribe ind. Selvom øjnene er åbne ignorerer vi bevidst ondskaben. Og hvorledes kvitterer Gilliam denne nihilistiske følelse? Han serverer simpelthen Louis Armstrongs livsglade What a Wonderful World på lydsiden. Ubeskrivelig perfekt, hvis man har mod på et udfordrende filmbekendtskab.
12 Monkeys besidder naturligvis flere lag, og det er netop derfor, at man hele tiden vender tilbage til Gilliams film, da man opdager noget nyt hver gang. Nøjagtig som Willis pointerer, da de sidder i en biograf og ser en af Hitchcocks klassikere. Gilliam er utvivlsomt en af filmhistoriens mest signifikante og unikke instruktører, egenrådig, kompromisløs og næsten altid sublim. Scenografisk er 12 Monkeys langtfra prangende (som i eksempelvis Brazil), men nærmere naturalistisk. Den ret så sorte humor er naturligvis også til stede, mest manifesteret gennem Brad Pitts mageløse præstation som patient på et psykiatrisk hospital, hvis detaljerede menneskeobservationer er ganske rammende.
12 Monkeys er ikke Gilliams bedste film, den ære tilhører Brazil. Som en samfundskritisk og ubønhørlig kommentar til det moderne menneske er den intet mindre end et mesterværk. Og så er den jo også ulidelig spændende og medrivende!
Bruce Willis spiller meget overbevisende hovedpersonen, der sendes tilbage til fortiden for at udforske en virus, så en kur kan findes. Fremtidssamfundet er kort, men trøstesløs beskrevet, og der findes ingen velkendte futuristiske elementer her. Den næsten udryddede menneskerace er tvunget under jorden, og dyrene hersker planeten. Gerningsmanden viser sig at være er en undercover forsker, der fordømmer menneskets overlegne selvophøjelse og manglende respekt, for hinanden og dyrene. Samfundskritikken er i fokus, men bliver aldrig dominerende og serveres endda ganske subtilt. Willis anses af samfundet som sindssyg, og langsomt må vi som publikum også stille spørgsmål ved hans realitetssans. Den gradvise fortvivlelse spændes sammen med Gilliams beskrivelse af menneskesamfundet, der konsekvent reducerer alt til noget håndgribeligt. Håbet er dog ikke ude, da en psykiater (interessant spillet Madeline Stowe) begynder at tro på Willis’ udtalelser, der selv må betvivle hans egen psyke. Rollerne er omvendt og ’sandhedsbærerne’ nedtrykkes. En insisterende reklame for en rejse til det solskinsstrålende Florida indikerer vores trang til eskapisme og selvvalgt glemsomhed, altså vores mangel på ansvarlighed.
Slutningen er decideret ond, men fungerer, da den føles så hudløst ærlig. Paradoksalt nok bliver Willis skudt ned af ordensmagterne øjeblikke inden, han bogstavelig talt kunne have reddet menneskeheden. Det sidste klip af et uskyldig barns øjne er nærmest hjemsøgende og uafrystelig. Lyden af et fly, hvori forskeren med dødsvirussen sidder, høres i baggrunden. En uvidende observatør uden mulighed for at gribe ind. Selvom øjnene er åbne ignorerer vi bevidst ondskaben. Og hvorledes kvitterer Gilliam denne nihilistiske følelse? Han serverer simpelthen Louis Armstrongs livsglade What a Wonderful World på lydsiden. Ubeskrivelig perfekt, hvis man har mod på et udfordrende filmbekendtskab.
12 Monkeys besidder naturligvis flere lag, og det er netop derfor, at man hele tiden vender tilbage til Gilliams film, da man opdager noget nyt hver gang. Nøjagtig som Willis pointerer, da de sidder i en biograf og ser en af Hitchcocks klassikere. Gilliam er utvivlsomt en af filmhistoriens mest signifikante og unikke instruktører, egenrådig, kompromisløs og næsten altid sublim. Scenografisk er 12 Monkeys langtfra prangende (som i eksempelvis Brazil), men nærmere naturalistisk. Den ret så sorte humor er naturligvis også til stede, mest manifesteret gennem Brad Pitts mageløse præstation som patient på et psykiatrisk hospital, hvis detaljerede menneskeobservationer er ganske rammende.
12 Monkeys er ikke Gilliams bedste film, den ære tilhører Brazil. Som en samfundskritisk og ubønhørlig kommentar til det moderne menneske er den intet mindre end et mesterværk. Og så er den jo også ulidelig spændende og medrivende!
07/01-2005
