En mand med et mål
2.0
"Desperate Measures" kan prale af to ting: Michael Keaton er suveræn som genial psykopat, og de store actionscener/-brag er professionelt lavet. Hvad den ikke kan prale af er et dårligt manuskript og meget utroværdig handling.
Debuterende Joseph Cross spiller Matthew Connor, politimanden Frank Connors 9-årige søn, der har leukæmi. Hans eneste håb om overlevelse er en knoglemarvstranspantation, og han er dermed afhængig af den eneste egnede knoglemarvsdonor, som tilfældigvis er den psykopatiske livstidsfange Peter McCabe. Han er en kold og samvittighedsløs morder, der kun siger ja til operationen pga. flugtmulighederne fra hospitalet. Meget snart er denne farlige mand på fri fod, hospitalet i San Francisco forvandles til en ren krigszone, og ligheden mellem Connor og McCabe bliver mere og mere tydelig. I hvert fald hvad angår antallet af døde mennesker omkring dem.
Længe leve skurken
Michael Keaton formår med stor succes at hive de mere dystre sider af den menneskelige psyke frem, og nyder tydeligvis at spille den onde skurk. Hidtil har han haft roller i film som "Batman", "En Fremmed Flytter Ind", "Beetlejuice" og "Jackie Brown" og spænder vidt i sit valg af filmgenrer. Skurkerollen er ikke ny, men den passer ham godt, og på trods af den meget ensidige fremstilling af McCabe, så lykkes det ham at spille overbevisende.
Død over helten
Andy Garcia har derimod ikke held til at give den grå og meget lidt karismatiske Frank Connor bare lidt saft og kraft. Han elsker sin søn desperat, og eftersom moderen blev dræbt i en trafikulykke, er han den eneste sønnen har tilbage (eller er det omvendt?). Måske kan en faders kærlighed til sin søn være så stærk og selvisk, at han er villig til at sætte andre menneskers liv på spil - hvad ved jeg? Men at han skulle kunne slippe afsted med det - selv i en amerikansk film - har jeg meget svært ved at tro på. Masser af (uskyldige) mennesker dør en meningsløs død for at hans søn (måske) kan overleve, og Conner viser ikke det mindste tegn på skyldfølelse. Hvad er dét for en moral at komme med??
Action uden grund
Instruktøren Barbet Schroeder er tidligere kendt for "Enlig hvid pige", "Dødens kys" og "Før og efter" og bidrager desværre ikke til filmhistoriens klassikere med sit nyeste værk. "Desperate Measures" er en af den slags film, der bruger en sukkersød, hjertegribende historie (om et uskyldigt barn) som undskyldning for at sprænge hele byer i luften og lade de mandlige hovedroller lege røvere og soldater.
Det er i princippet fint nok, men det falder til jorden med et brag (svarende til dem, der er i filmen) når grundlaget for handlingen er papirtyndt. Ikke alene det, men små hentydninger til film som "Ondskabens Øjne" og flere Hitchcockfilm virker stik mod hensigten. Hvad der skulle have været en hyldest til thrillergenren, bliver til et dumt plagiat, der med personernes lidet overbevisende motiver og stupide handlinger resulterer i en pinagtig stiløvelse. Den lovende indledning, gode eksplosioner og en anstændig biljagt kan ikke rette op på manuskriptets mangler.
Debuterende Joseph Cross spiller Matthew Connor, politimanden Frank Connors 9-årige søn, der har leukæmi. Hans eneste håb om overlevelse er en knoglemarvstranspantation, og han er dermed afhængig af den eneste egnede knoglemarvsdonor, som tilfældigvis er den psykopatiske livstidsfange Peter McCabe. Han er en kold og samvittighedsløs morder, der kun siger ja til operationen pga. flugtmulighederne fra hospitalet. Meget snart er denne farlige mand på fri fod, hospitalet i San Francisco forvandles til en ren krigszone, og ligheden mellem Connor og McCabe bliver mere og mere tydelig. I hvert fald hvad angår antallet af døde mennesker omkring dem.
Længe leve skurken
Michael Keaton formår med stor succes at hive de mere dystre sider af den menneskelige psyke frem, og nyder tydeligvis at spille den onde skurk. Hidtil har han haft roller i film som "Batman", "En Fremmed Flytter Ind", "Beetlejuice" og "Jackie Brown" og spænder vidt i sit valg af filmgenrer. Skurkerollen er ikke ny, men den passer ham godt, og på trods af den meget ensidige fremstilling af McCabe, så lykkes det ham at spille overbevisende.
Død over helten
Andy Garcia har derimod ikke held til at give den grå og meget lidt karismatiske Frank Connor bare lidt saft og kraft. Han elsker sin søn desperat, og eftersom moderen blev dræbt i en trafikulykke, er han den eneste sønnen har tilbage (eller er det omvendt?). Måske kan en faders kærlighed til sin søn være så stærk og selvisk, at han er villig til at sætte andre menneskers liv på spil - hvad ved jeg? Men at han skulle kunne slippe afsted med det - selv i en amerikansk film - har jeg meget svært ved at tro på. Masser af (uskyldige) mennesker dør en meningsløs død for at hans søn (måske) kan overleve, og Conner viser ikke det mindste tegn på skyldfølelse. Hvad er dét for en moral at komme med??
Action uden grund
Instruktøren Barbet Schroeder er tidligere kendt for "Enlig hvid pige", "Dødens kys" og "Før og efter" og bidrager desværre ikke til filmhistoriens klassikere med sit nyeste værk. "Desperate Measures" er en af den slags film, der bruger en sukkersød, hjertegribende historie (om et uskyldigt barn) som undskyldning for at sprænge hele byer i luften og lade de mandlige hovedroller lege røvere og soldater.
Det er i princippet fint nok, men det falder til jorden med et brag (svarende til dem, der er i filmen) når grundlaget for handlingen er papirtyndt. Ikke alene det, men små hentydninger til film som "Ondskabens Øjne" og flere Hitchcockfilm virker stik mod hensigten. Hvad der skulle have været en hyldest til thrillergenren, bliver til et dumt plagiat, der med personernes lidet overbevisende motiver og stupide handlinger resulterer i en pinagtig stiløvelse. Den lovende indledning, gode eksplosioner og en anstændig biljagt kan ikke rette op på manuskriptets mangler.
19/11-2018
