Slem skuffelse over Burton

Den 10. film jeg har set af Burton, og den første hvor jeg har følt mig rastløs i sædet.

Den er sikker gået hen over hovedet på mig, men det jeg oplevede var en to timers ustoppelig og uvedkommende vrøvlehistorie tilsyneladende løst spundet op over det moralske/amoralske ved at pynte på vore livshistorier/ikke at gøre det. Det sidste burde måske have været interessant, men jeg fandt indgangsvinklen ALT for sødladent kvalm. Alt sammen formidlet ved Burtons vanlige sans for dramatiske opsætninger, men denne gang faldt det helt til jorden for mig: jeg kedede mig simpelthen tænderskærende til tårer over størstedelen af filmen, selvom enkelte af lystfiskerhistorierne indrømmet fik mig til at trække på smilebåndet, på trods af den stigende irritation, efterhånden som 125 minutter slæbte sig vingeskudt afsted. *suk*