Eksotisme på den fede måde
4.0
Greenaway dyrker det eksotiske og det erotiske i en visuel pragt i denne film, der er inspireret af hofdamen Sei Shonagons pudebog fra Heian-periodens Japan.
I den oprindelige pudebog skrev Sei Shonagon om alle små og store ting i hendes verden. Små ting hun brød sig om. Små ting hun ikke brød sig om. For eksempel så skulle en munk være smuk at se på, så man kunne holde ud at høre på ham. Hun skrev også om udflugter i naturen, om en kat der besøgte paladset i Kyoto, og om et væddemål om hvornår sneen tøede.
Peter Greenaway bruger denne pudebog som inspirationskilde til at fortælle en historie om skrift. Pigen i hans film er ikke hofdamen Sei Shonagon fra det 10.århundredes Japan, men en pige kaldet Nagiko, der er datter af en kalligrafkunstner i nutidens Kyoto. Nagiko er spillet af den kinesiske Vivian Wu kendt fra "Den Sidste Kejser". Hver gang Nagiko fylder år, har det været tradition i familien at faren skriver på hendes krop. Det har udviklet sig til en fetish for den nu voksne Nagiko, der ønsker inderligt at få skrevet tegn på hendes nøgne krop. I Hongkong finder hun en Jerome, spillet af Ewan McGregor, der er villig til at opfylde hendes ønske. Han opfordrer hende til at bytte roller, og derefter vise hendes kunst for en forlægger. Men der opstår noget mellem forlæggeren og Jerome.
Filmen dyrker eksotisme og erotik i en sublim billedkunst. Alle billeder ulmer af pikant begær og delikat skønhed. Man kan ikke undgå at blive betaget af billeduniverset, og det er måske også billederne snarere end skuespillet, der bærer historien. Når der opstår noget tragisk i filmen, så hulker man ikke over karakterenes skæbne. I stedet så bjergtages man af den voldsomme og intense energi, der formidles via billederne.
Normalt føles det akavet eller komisk, når vestlige kunstnere dyrker østasiatisk eksotisme. Men i Greenaways billedunivers kan man tilgive det. Det er måske noget postmodernistisk stildyrkelse, men det er noget fantastisk flot stildyrkelse.
En ting jeg dog ikke helt begriber er castingen af Vivian Wu. Hun ser ikke videre japansk ud, og der er et hav af japanske skuespillerinder, der kunne have gjort det lige så godt, hvis ikke bedre. Men lad nu det ligge.
Se den for dine øjnes skyld.
I den oprindelige pudebog skrev Sei Shonagon om alle små og store ting i hendes verden. Små ting hun brød sig om. Små ting hun ikke brød sig om. For eksempel så skulle en munk være smuk at se på, så man kunne holde ud at høre på ham. Hun skrev også om udflugter i naturen, om en kat der besøgte paladset i Kyoto, og om et væddemål om hvornår sneen tøede.
Peter Greenaway bruger denne pudebog som inspirationskilde til at fortælle en historie om skrift. Pigen i hans film er ikke hofdamen Sei Shonagon fra det 10.århundredes Japan, men en pige kaldet Nagiko, der er datter af en kalligrafkunstner i nutidens Kyoto. Nagiko er spillet af den kinesiske Vivian Wu kendt fra "Den Sidste Kejser". Hver gang Nagiko fylder år, har det været tradition i familien at faren skriver på hendes krop. Det har udviklet sig til en fetish for den nu voksne Nagiko, der ønsker inderligt at få skrevet tegn på hendes nøgne krop. I Hongkong finder hun en Jerome, spillet af Ewan McGregor, der er villig til at opfylde hendes ønske. Han opfordrer hende til at bytte roller, og derefter vise hendes kunst for en forlægger. Men der opstår noget mellem forlæggeren og Jerome.
Filmen dyrker eksotisme og erotik i en sublim billedkunst. Alle billeder ulmer af pikant begær og delikat skønhed. Man kan ikke undgå at blive betaget af billeduniverset, og det er måske også billederne snarere end skuespillet, der bærer historien. Når der opstår noget tragisk i filmen, så hulker man ikke over karakterenes skæbne. I stedet så bjergtages man af den voldsomme og intense energi, der formidles via billederne.
Normalt føles det akavet eller komisk, når vestlige kunstnere dyrker østasiatisk eksotisme. Men i Greenaways billedunivers kan man tilgive det. Det er måske noget postmodernistisk stildyrkelse, men det er noget fantastisk flot stildyrkelse.
En ting jeg dog ikke helt begriber er castingen af Vivian Wu. Hun ser ikke videre japansk ud, og der er et hav af japanske skuespillerinder, der kunne have gjort det lige så godt, hvis ikke bedre. Men lad nu det ligge.
Se den for dine øjnes skyld.
10/01-2005