What's New Pussycat
1.0
Da Garfield’s (Murray) ejer Jon (Meyer) får hunden Odie, bliver den fede kat naturligvis misundelig. Men da hunden en dag er forsvundet, drager Garfield alligevel ud på en farlig redningsaktion.
Man kunne frygte det værste af en computerskabt Garfield i en live-action-spillefilm, men så slemt bliver det ikke. Selv om effekten ikke er nogen åbenbaring, så kan den gå an og bliver ikke lige så pinlig som man kunne frygte (som f.eks. hunden Scooby Doo i de to rædsler af biograffilm af samme navn). Desværre er mere eller mindre alt godt så også sagt her.
Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvorfor man vælger at filmatisere tegneseriestriben om den fede og dovne kat, der er et satirisk symbol på os menneskers selv, når man alligevel fører filmen her så langt væk fra hjertet og ånden af kilden, at de ikke længere har noget som helst med hinanden at gøre, uden navnet (medmindre at Jim Davis har ændret sin tegneserie så meget de sidste 10 år?).
I rollen som den fjogede Jon er Meyer ikke det mindste ja fjoget, blot irriterende nuttet og lige en anelse kejtet (så pigerne kan sige, nåååhr hvor er han sød). Som den kvindelige dyrlæge Jon altid desperat prøver at score, er Hewitt (babe eller ej) ikke skarp og kynisk, blot sød, frisk og vild med Jon (?). Odie ligner overhovedet slet ikke Odie og det er da en stor, stor fejl at de har valgt at bruge en ægte hund her, da både samspillet med Garfield nu ikke gnister og vi går glip af en del af den indrømmet, minimale mimik der er i tegneserien, men som er så vigtig. Hunden er da sød, vor herre bevares da, men Odie har altid set lalleglad ud og det mangler man.
Også Garfield’s persona skuffer fælt, alt for sød og konservativ, selv om der er en anelse kant, der sjovt nok slet ikke virker, timingen stemmer som oftest ikke. Det kan umiddelbart virke som et godt valg, med en komiker af Murray’s format til at lægge stemme til katten, men om det så bare er fordi at jeg personligt aldrig har forstillet mig Garfield snakke som gamle Bill, eller om han fejler ved jeg ikke helt. Virker gør det i hvert fald ikke, der er ikke meget bid i dialogen og Murray virkede uinspirerende fandt jeg.
Garfield er normalt små sjove striber, så selvfølgelig må der ske noget når man laver en spillefilm, for der skal man udfylde tiden med en handling (hvad man her næsten har glemt alligevel). Derfor kan man diskutere om dette stof i det hele taget egner sig til biografen. Jeg synes det ikke, for der ryger essensen og nerven af hvad Garfield er (eller var?), og når det bliver så skamløst kommercielt konservativt, familiefilmbræk som dette her er blevet til, så er det til at tude over. Der blev engang lavet nogle korte tegnefilm om Garfield og selv om de ved min gud ikke var nogen åbenbaring, så lignede de mesterværker ved siden af disse.
Er man Garfield-fan, skal man holde sig langt væk fra dette makværk, eller i hvert fald glemme alt om kilden og blot se filmen isoleret. At den der så også er en ligegyldig boble i et boblebad er en anden snak.
Man kunne frygte det værste af en computerskabt Garfield i en live-action-spillefilm, men så slemt bliver det ikke. Selv om effekten ikke er nogen åbenbaring, så kan den gå an og bliver ikke lige så pinlig som man kunne frygte (som f.eks. hunden Scooby Doo i de to rædsler af biograffilm af samme navn). Desværre er mere eller mindre alt godt så også sagt her.
Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvorfor man vælger at filmatisere tegneseriestriben om den fede og dovne kat, der er et satirisk symbol på os menneskers selv, når man alligevel fører filmen her så langt væk fra hjertet og ånden af kilden, at de ikke længere har noget som helst med hinanden at gøre, uden navnet (medmindre at Jim Davis har ændret sin tegneserie så meget de sidste 10 år?).
I rollen som den fjogede Jon er Meyer ikke det mindste ja fjoget, blot irriterende nuttet og lige en anelse kejtet (så pigerne kan sige, nåååhr hvor er han sød). Som den kvindelige dyrlæge Jon altid desperat prøver at score, er Hewitt (babe eller ej) ikke skarp og kynisk, blot sød, frisk og vild med Jon (?). Odie ligner overhovedet slet ikke Odie og det er da en stor, stor fejl at de har valgt at bruge en ægte hund her, da både samspillet med Garfield nu ikke gnister og vi går glip af en del af den indrømmet, minimale mimik der er i tegneserien, men som er så vigtig. Hunden er da sød, vor herre bevares da, men Odie har altid set lalleglad ud og det mangler man.
Også Garfield’s persona skuffer fælt, alt for sød og konservativ, selv om der er en anelse kant, der sjovt nok slet ikke virker, timingen stemmer som oftest ikke. Det kan umiddelbart virke som et godt valg, med en komiker af Murray’s format til at lægge stemme til katten, men om det så bare er fordi at jeg personligt aldrig har forstillet mig Garfield snakke som gamle Bill, eller om han fejler ved jeg ikke helt. Virker gør det i hvert fald ikke, der er ikke meget bid i dialogen og Murray virkede uinspirerende fandt jeg.
Garfield er normalt små sjove striber, så selvfølgelig må der ske noget når man laver en spillefilm, for der skal man udfylde tiden med en handling (hvad man her næsten har glemt alligevel). Derfor kan man diskutere om dette stof i det hele taget egner sig til biografen. Jeg synes det ikke, for der ryger essensen og nerven af hvad Garfield er (eller var?), og når det bliver så skamløst kommercielt konservativt, familiefilmbræk som dette her er blevet til, så er det til at tude over. Der blev engang lavet nogle korte tegnefilm om Garfield og selv om de ved min gud ikke var nogen åbenbaring, så lignede de mesterværker ved siden af disse.
Er man Garfield-fan, skal man holde sig langt væk fra dette makværk, eller i hvert fald glemme alt om kilden og blot se filmen isoleret. At den der så også er en ligegyldig boble i et boblebad er en anden snak.
10/01-2005
