frygt ikke for kommercialisme

Nicolai Winding Refns debut- og gennembrudsfilm var den skræmmende realistiske Pusher fra 1996, som blev en markant del af den danske filmindustris kommercielle, og til tider også kunstneriske succesbølge. Den følgende Bleeder forargede med dens rå brutalitet, men fascinerede gennem de hudløse personskildringer og hårdtslående historie. Refn er uretfærdigt blevet beskyldt for voldsforherligelse og manglende morale, som så er så langt fra sandheden, som man nu kan komme. Med Fear X er han gået den diametrale modsatte vej fra Pusher og Bleeder, men hvor landsmanden Thomas Vinterberg ligeledes forsøgte, men fejlede med den kolde, prætentiøse og ulidelig fortænkte (men uforglemmelig smukke gennem de poetiske billeder, serveret af den uforlignelige Anthony Dod Mantle) sag med It’s All About Love (der skulle have været så meget, men blev så lidt), er Refns udfordring på andre territorier blevet langt mere vellykket og mindeværdig.

Fear X er en stilsikker film, tydeligvis Kubrick-inspireret, men helt sin egen. En atypisk psykologisk thriller, der er befriende klinisk renset for alle Hollywoods bovlamme klicheer, en trøstesløs filmoplevelse, som man enten må hade eller beundre. Desværre blev den en økonomisk fiasko af de større, hvorved Refn nok desværre ikke lader sig friste til at begå sig med de mere alternative film, taget i betragtning af, at han senere er gået efter ’de nemme’ succeser med hele to fortsættelser til Pusher.

Kunstnerisk er den international producerede Fear X fascinerende og sært dragende, så længe man ikke forventer en eksplosiv thriller med letgenkendelig dramaturgisk struktur, set-up og pay-off serveres subtilt og nærmest ubemærket. Den fantastiske skuespiller John Turturro giver endnu engang en stærk og uafrystelig præstation som storcentervagten, der er sygelig besat efter at finde den person, der myrdede hans kone, eller rettere sagt, dennes motiv. Turturros særprægede ansigt giver den rette følelse af paranoid sindssyge og psykisk hærgning efter det tragiske mord. Vi følger ham igennem hans opklaring, hvor man langsomt indser, at filmen mere handler om en forløsningsproces. Refn har skrevet manuskriptet sammen med den anerkendte forfattergeni Hubert Selby, Jr., der for nylig døde efter et langt sygdomsramt liv. Selby, Jr. har blandt andet skrevet bogen og adapteret denne til Aronofskys Requiem For a Dream, så man ved næsten, hvad man kan forvente af disse to kompromisløse herres samarbejde. Et studie i den menneskelige psykes plagede skyggesider, et sted, som meget få film levendegøre så betyngende uforglemmeligt og rammende som Fear X.

Den overfladiske præmis følger tesen om ’søg og du skal finde’, men dette gælder ikke i Refns nådesløse univers. Den spinkle handling opererer perfekt med filmens langsommelige tempo, der leder publikum hen mod Refns mål; at få os til at føle Turturros verdensopfattelse efter ulykken, hans forståelse af livet som et meningsløst sted uden ægte håb. De gradvise trin mod en opklaring og forløsning er selvindbildt fra Turturros side, der derved desperat klynger sig fast til et håb om forståelse. Mange vil sikkert netop kalde filmen meningsløs, da den grundlæggende ikke har nogen decideret udvikling, ’kun’ at Turturro indser verdenens gru og må bearbejde hans tragiske tab på konstruktiv vis med selvindsigt. I flere sekvenser ses han kun som et spejlbillede, der symboliserer hans tabte identitet. Hans fantasibilleder af konen er smertende, men det er de billeder, hvor Refn bogstaveligt talt fører publikum ind i Turturros sind, som nok skal hjemsøge mig i flere dage. Aldrig før er isolation og fangenskab i ensomhed blevet visualiseret så kort og præcist. Her viser Refn sig som en både visuel, men også psykologisk unik instruktør.

Som publikum får man langsomt færden af, at Turturro måske er mere psykisk ustabil end først antaget (de skiftende hotelværelsenumre 305 og 503 indikerer det åbenlyst), men man er alligevel ikke forberedt på den ubarmhjertige slutning. Fear X er utvivlsomt et kynisk menneskebillede, men ondskabsfuld er den ikke. Blot lettere opgivende. Turturro sendes alene videre af en politimand, der repræsenterer staten, den valgte styreorden, som ikke kan give svar på morderens handlinger. Turturro må lindre hans psykiske smerte alene, de stærke magter kan ikke hjælpe ham.

Fear X er yderst velproduceret, hvor især fotograferingen er absolut blændende! Atmosfærefyldt og naturalistisk detaljerig, men rolig sammenklippet følgende den tålmodigt udfoldende handling. Musikken er skræmmende underspillet og skal nok få nakkehårene til at rejse sig. Ambitionerne er høje fra Selby, Jr. og især Refns side, men de indfrier dem også med overlegen sikkerhed og elegance. I hænderne på enhver anden instruktør ville Fear X være en søgt og skamløst manipulerende film, men med Refns talent føles filmen uhåndgribelig ægte. Et bevis på filmmediets sande mulighed for den følelsesmæssige gennemslagskraft. Refn slipper aldrig publikum, og filmen skal nok blive hos dig i dagevis.