Elegant engelsk entertainment

Robert Altmans ensemblefilm om den engelske overklasse i 1930'erne er elegant og underholdende. De lækre detaljer springer i øjnene fra starten. Om end der er mange plot og dramaer, så er Kelly MacDonalds (”Trainspotting”) rolle som den nybegyndende tjenestepige den karakter, der kommer tættest på at være en hovedperson. Vi følger hende, da hun ledsager hendes frue til et jagtselskab. På vej til selskabet banker fruen på ruden til forsædet, og beder tjenestepigen stige ud af bilen i øsende regnvejr for at hjælpe hende med at åbne en termokande. Det centrale og sjove i filmen er netop, hvordan vi får overklasseverden at se igennem tjenestefolket. Butlere, kammertjenere, tjenestepiger og kokkepiger. Alle følger med i overklasseverdensfolkets problemer. Det viser sig faktisk, at alle har en rolle i overklassens problemer. Et af historiens centrale omdrejningspunkter er Sir William, der ejer godset, hvor selskabet holdes. Manden er en gammel horebuk, der har dyppet snablen i mere end en tjenestepige. Der er blandt andet også den amerikanske filminstruktør fra Hollywood, der er med i selskabet for senere at skyde en krimi, der foregår blandt den engelske overklasse. Præcis ligesom denne film. Den karakter er nærmest en ironisk distancetagen til hele filmen. Måske et alterego for Robert Altman. Men alligevel så er der så mange detaljer i skuespillet og i mimikken, at filmen hele tiden virker nærværende og spændende. Faktisk så lader verden blandt tjenestefolket til at være mere spændende end overklassens. Men en af filmens pointer er, at begge verdener hører sammen. Det hele hører sammen. Det er et stort kludetæppe, der er bundet sammen af herlig engelsk sarkasme, af en fascination og en dyrkelse af et unikt miljø, af en overvældende detaljerigdom og ikke mindst af en lang række flotte skuespilspræstationer. Det er helt utroligt, hvad disse skuespiller kan få ud af deres karakterer, der i bund og grund er stereotyper. Jeg nød specielt Kelly MacDonald (men det har nok mere at gøre med mine mandlige kønshormoner). Dog følte jeg ikke, at filmen virkede troværdig helt til slut. Filmen jonglerede med lidt for mange plots og karakterer til, at den kunne udvikle medrivende dramatisk energi i de sidste scener. Derfor ser jeg filmen som et stykke ganske god underholdning.