Kunsten og Krigen

Den jødiske pianist Szpilman (Brody) prøver at overleve i Polen under anden verdenskrig, mens tyskerne er i gang med deres vanvittige fortagende.

For den polskfødte legendariske instruktør Polanski, skulle ”The Pianist” være et meget personligt projekt, da hans familie selv har været forfulgt af nazisterne, og historien fortælles da også med nerve og glød, men uden at bringe så meget nyt på banen. Emnet har været behandlet utallige gange før på film, både bedre og værre og selv om det er en vigtig historie, så skal jeg gerne indrømme at jeg efterhånden sidder med følelsen af, at nu har jeg ligesom set det og fattet budskabet. Polanski kunne have valgt at bruge historien som et tema om kunsten, men ender næsten kun med at fokusere på selve jødernes overlevelses- og lidelseshistorie. Jeg havde forventet at Polanski havde koblet begreberne kunst og død tættere sammen.

Filmen åbner ellers rigtigt flot op, hvor man ser vores hovedperson sidde i et studie og spille, mens bomberne falder udenfor. Et smukt og også uhyggeligt eksempel på os menneskers trang til både at skabe og endnu mere at destruere. Men derefter koncentrerer Polanski sig mest om den traditionelle fortælling, hvor vi præsenteres for den ene mere gruopvækkende og fornedrende handling om det onde som mennesker gør. Dette gør han til gengæld så også godt, så man både fænges, væmmes og lever sig ind i vores hovedpersons forfærdelige historie, uden at man på noget tidspunkt slipper den eller ham. Kun få gange i løbet af resten af filmen, kobler Polanski atter det ambivalente i mennesket natur, hvor den skabende kunst står i modsætning til vores selvudslettende personligheder. Det er synd, da det ville have været en spændende og interessant tilgang til et ubehageligt og svært emne, og det er for lidt for en instruktør af Polanski’s kaliber. Filmen lever af den grund ikke op til dens egen titel.

I hovedrollen skal Brody fremhæves for en præstation ud over det sædvanlige. Det er sjældent at man ser en skuespiller forsvinde så langt ind i en rolle, at man ikke rigtigt længere tænker over det som godt spil, men næsten tror at det man ser, det er det han gennemgår. Dette er selvfølgelig også Polanski’s fortjeneste, da både hans valg af Brody og hans iscenesættelse af samme, må siges at være perfekt. Brody fik i øvrigt meget fortjent en Oscar for sin rolle (og holdte ved den lejlighed en af de bedste og mest menneskelige og rørende takketaler i mands minde). Også i filmens andre roller spilles der overbevisende, men ingen huskes for alvor bagefter på grund af Brody’s fortolkning af en meget ægte og menneskelig karakter, der fremstår spændende, uden at være noget særligt i forhold til andre mennesker. Han er blot et almindeligt menneske i en meget usædvanlige situation, dette er nemlig noget der kunne ske for hvem som helst. Karakteren er selvfølgelig hele tiden er i centrum, det er historien om en mand og verden set igennem hans øjne og hvad der sker omkring ham.

Musikken af den herhjemme sandsynligvis temmelig ukendte, men meget produktive polske Wojciech Kilar, understøtter både filmens triste og trøstesløse stemning, uden at virke for sentimental, og de mere dramatiske passager fint og han ved også hvornår musikken ikke skal være tilstede.

Filmen er smukt fotograferet af den ligeledes polske fotograf Pawel Edelman, der har en del film på sit cv. Han fanger fint de ødelagte gader og den sønderbombede by, så man føler man er midt i den. Alt i alt er det en gennemført produktion, der overbeviser på alle områder den bevæger sig ind på. At jeg så gerne havde set den bevæge sig mere ind på visse områder, så man ikke til slut sidder med følelsen af, at man ”blot” har set endnu en vedkommende og vigtig historie af den slags som aldrig må glemmes, men som gør at der er andre og mindst lige så vigtige historier vi ikke kommer til at se, det er en anden sag.