- Drømme fra helvede -
5.0
Stærk og uafrystelig film om narkoens grimme ansigt og det menneskelig forfald, der er forbundet med det.
En deprimerende fortælling der utrolig effektivt illustrerer det helvede, en stofmisbruger befinder sig i. Filmens mareridtsagtige stemning er på én gang fascinerende og frastødende, idet vi får lov til at opleve tingene indefra. En bitterlig kynisk og gudsforladt skildring, der fængsler sit publikum med alt sin grumhed.
Rent kamerateknisk er filmen en kæmpe bedrift, og instruktør Aronofsky viser sig som en sand pioner indenfor sit fag med et sanseligt kameraarbejde, der betager og samtidig giver seeren en unik mulighed for at leve sig ind i filmens miljø. En gribende intens visualisering af en ussel tilværelse.
Skuespillet er fremragende, og filmen vinder i den grad på det, da det skærper dens realisme, som i dette tilfælde er altafgørende. Bedst er Burstyn som den enlige mor, man kun have ondt af. Hun spiller så smerteligt ægte, at det gør ondt.
For ondt gør det, og det skal det også gøre, når der arbejdes med temaer som disse. Det ved filmen godt. ”Reqiuem For A Dream” er en tragisk og nådesløs film der efterlader sit publikum i smerte, men den slipper af sted med det, fordi den afleverer en sanseoplevelse, der vidner om en inderlighed, de færreste film besidder.
En deprimerende fortælling der utrolig effektivt illustrerer det helvede, en stofmisbruger befinder sig i. Filmens mareridtsagtige stemning er på én gang fascinerende og frastødende, idet vi får lov til at opleve tingene indefra. En bitterlig kynisk og gudsforladt skildring, der fængsler sit publikum med alt sin grumhed.
Rent kamerateknisk er filmen en kæmpe bedrift, og instruktør Aronofsky viser sig som en sand pioner indenfor sit fag med et sanseligt kameraarbejde, der betager og samtidig giver seeren en unik mulighed for at leve sig ind i filmens miljø. En gribende intens visualisering af en ussel tilværelse.
Skuespillet er fremragende, og filmen vinder i den grad på det, da det skærper dens realisme, som i dette tilfælde er altafgørende. Bedst er Burstyn som den enlige mor, man kun have ondt af. Hun spiller så smerteligt ægte, at det gør ondt.
For ondt gør det, og det skal det også gøre, når der arbejdes med temaer som disse. Det ved filmen godt. ”Reqiuem For A Dream” er en tragisk og nådesløs film der efterlader sit publikum i smerte, men den slipper af sted med det, fordi den afleverer en sanseoplevelse, der vidner om en inderlighed, de færreste film besidder.
13/01-2005