Den Ensomme Kæmper
4.0
Agenten Curtis (Kilmer) sættes på en opgave om en kidnappet datter af en vigtig politisk person. Sagen er selvfølgelig mere end hvad den lige ser ud til.
David Mamet, der mest er kendt for sine fremragende manuskripter til forskellige succesfilm, men også selv har begået en efterhånden lang række film med ham som instruktør, har lavet sin nok bedste film siden ”The Spanish Prisoner”, med denne spændende og medrivende thriller.
Vi kastes hovedkulds ind i filmen, uden synderlige forklaringer, men i løbet af filmen begynder brikkerne at falde på plads, i hvert dem som Mamet mener skal falde på plads, for han har valgt at skære helt ind til benet og præsentere os for selve kernen i historien, uden at bruge noget tid på forklaringer, der kan give os et billede af personerne, de er hvad de gør og defineres af deres handlinger og det er et spændende træk.
Derfor indeholder filmen stort set heller ikke en overflødig scene (ikke mange i hvert fald), alt vi ser er med til at bidrage til den forsatte fremdrift af selve plottet og intet andet. Handlingen og det plot der udfolder sig for en, efterhånden som tiden går, er spændende nok, men indrømmet også en anelse forudsigeligt, hvis man kun kigger på selve det vi ser. Der ligger en del mellem linierne, om magtmisbrug, svigt af familien og andet i historien, uden at det skæres ud i pap, det er op til en selv om man gider ofre dette tanker. Men forudsigeligt eller ej, så er selve handlingen stadig værd at følge med i, hvis man ikke hører til dem, der skal have konstant bulder og brag for at se en agent-film.
Filmen er egentlig ukunstlet fotograferet, men alligevel meget smukt. Juan Ruiz Anchía stået for fotograferingen, men udtryksmåden har tydeligt instruktør Mamet’s fingeraftryk, hvor billederne er enkelt komponeret og holdt i ofte lidt udtryksløse nuancer, der alligevel udtrykker en masse og den er klippet på samme måde, som er svær at forklare.
Mamet’s stil er ofte meget enkel, men på en kompleks måde. Men det er også en stil som ikke alle vil kunne værdsætte, hans film er ofte bedst hvis man har en filmisk interesse eller i hvert fald forstår hvordan Mamet’s arbejde skal ses. Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at mange finder hans film kedelige, fordi de kan virke så ufuldstændige.
I hovedrollen gør Kilmer det overraskende godt, efter at jeg atter havde afskrevet hans evner, også selv om han burde være i bedre form til sådan en rolle her. I birollerne skal Macy naturligvis fremhæves, selv om hans rolle ikke byder på noget særligt.
Synd den ikke fik chancen i biograferne, når nu så meget andet og langt værre får premiere der. Men det beviser at ikke alt der kommer direkte ud på DVD er dårligt, vi ved jo at meget der kommer i biografen ikke er særligt godt.
David Mamet, der mest er kendt for sine fremragende manuskripter til forskellige succesfilm, men også selv har begået en efterhånden lang række film med ham som instruktør, har lavet sin nok bedste film siden ”The Spanish Prisoner”, med denne spændende og medrivende thriller.
Vi kastes hovedkulds ind i filmen, uden synderlige forklaringer, men i løbet af filmen begynder brikkerne at falde på plads, i hvert dem som Mamet mener skal falde på plads, for han har valgt at skære helt ind til benet og præsentere os for selve kernen i historien, uden at bruge noget tid på forklaringer, der kan give os et billede af personerne, de er hvad de gør og defineres af deres handlinger og det er et spændende træk.
Derfor indeholder filmen stort set heller ikke en overflødig scene (ikke mange i hvert fald), alt vi ser er med til at bidrage til den forsatte fremdrift af selve plottet og intet andet. Handlingen og det plot der udfolder sig for en, efterhånden som tiden går, er spændende nok, men indrømmet også en anelse forudsigeligt, hvis man kun kigger på selve det vi ser. Der ligger en del mellem linierne, om magtmisbrug, svigt af familien og andet i historien, uden at det skæres ud i pap, det er op til en selv om man gider ofre dette tanker. Men forudsigeligt eller ej, så er selve handlingen stadig værd at følge med i, hvis man ikke hører til dem, der skal have konstant bulder og brag for at se en agent-film.
Filmen er egentlig ukunstlet fotograferet, men alligevel meget smukt. Juan Ruiz Anchía stået for fotograferingen, men udtryksmåden har tydeligt instruktør Mamet’s fingeraftryk, hvor billederne er enkelt komponeret og holdt i ofte lidt udtryksløse nuancer, der alligevel udtrykker en masse og den er klippet på samme måde, som er svær at forklare.
Mamet’s stil er ofte meget enkel, men på en kompleks måde. Men det er også en stil som ikke alle vil kunne værdsætte, hans film er ofte bedst hvis man har en filmisk interesse eller i hvert fald forstår hvordan Mamet’s arbejde skal ses. Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at mange finder hans film kedelige, fordi de kan virke så ufuldstændige.
I hovedrollen gør Kilmer det overraskende godt, efter at jeg atter havde afskrevet hans evner, også selv om han burde være i bedre form til sådan en rolle her. I birollerne skal Macy naturligvis fremhæves, selv om hans rolle ikke byder på noget særligt.
Synd den ikke fik chancen i biograferne, når nu så meget andet og langt værre får premiere der. Men det beviser at ikke alt der kommer direkte ud på DVD er dårligt, vi ved jo at meget der kommer i biografen ikke er særligt godt.
13/01-2005
