det sunde samfund
4.0
Efter at have erfaret om to overvægtige amerikanske piger, der sagsøgte fastfoodkæden McDonald’s, besluttede Morgan Spurlock sig for at dokumentere hans ekstreme eksperiment, hvor han kun ville indtage tre måltider mad hver dag fra McDonald’s for at bevidne den effekt, det fede mad havde på ham. Dette har affødt en besynderlig dokumentarfilm, der i stil og virkemidler bringer mindelser om Michael Moores fremragende Bowling for Columbine (budskab serveret med en god portion befriende humor), og Super Size Me vandt også ganske fortjent publikumssucces og adskillige priser ved internationale filmfestivaler. Man kan naturligvis spørge, om denne film er så relevant for os danskere at se, men man må nok sige, at det omhandlende tema omkring sund kost altid vil være universalt og specielt i disse tider, hvor samfundskulturen bliver mere og mere amerikaniseret.
Spurlock er utvivlsomt en sympatisk mand, humorfyldt og med selvironi. Ligesom landsmanden Moore er han hverdagspersonen, der appellerer til sine medmennesker. Men hvor Moore med den overambitiøse, og ultimativt med forfejlet resultat med hensyn til intentionerne, Fahrenheit 9/11 var anmassende, insisterende og lettere manipulerende (man kan så diskutere om målet helliger midlet), er der noget behageligt uprætentiøst over Super Size Me. Spurlock har ingen radikal verdensændrende mål, han fremlægger ’bare’ de virkelige facts, og så er det op til publikum selv at bedømme. Personligt fik jeg kvalme allerede under den yderst effektive indledning, der sætter tonen an. Amerikanerne, henfør alle andre mennesker, er hykleriske, dobbeltmoralske og ansvarsfralæggende mennesker, der mere eller mindre frivilligt gang på gang trækkes ind i de kommercielle og pengefikserede fastfoodrestauranter. På trods af disse sandfærdige postulater, så besidder Super Size Me ikke pessimistisk samfundskritik, da Spurlock tydeligvis mener, at dette er en del af kulturen. Han er velargumenterende, men lader ligeså ofte også tingene tale for sig selv. Derved kommer han også langt omkring med mange seriøse problemstillinger, som vi alle sammen har bekendtskab med i hverdagen, men Spurlock formår at gøre det ekstra håndgribeligt, uden at være manipulerende. Der er måske noget drastisk over måden hvorpå han anklager McDonald’s kæden for at være decideret samfundsdestruerende (malerierne er lige i overkanten), men det er ligeså meget, hvad disse fastfoodrestauranter repræsenterer, der forarger ham, såvel som publikum. Derved er det egentlig et ganske smart træk fra Spurlocks side, at han slår ned på et specifikt punkt, der dækker så mange problematikker, da filmen ellers ville have været alt for bredtfavnende, nøjagtig ligesom Fahrenheit 9/11. Super Size Me står i stedet tilbage som en intelligent, medrivende og vigtig dokumentarfilm, der skildrer en del af den forunderlige verden, vi lever.
Der er flere genistreger i filmen. Ganske virkningsfuldt krydsklipper Spurlock ofte mellem akademiske udtalelser og civile meninger, der giver den forventede effekt med teoretiske facts og praktiske respons. Bedst er det dog i scenen, hvor en overforbruger af sodavand bliver opereret af dygtige kirurger, der helbreder hans fedme. Spurlock anvender ganske mesterligt kontrapunktisk musik, der giver den udpenslede scene adskillige lag og nøjagtig understreger det menneskelige hykleri. Kirurgerne udfører mirakler og redder menneskeliv, der er kommet i fare på grund af en selvforskyldt misbrug, eller måske ikke, for hvem er egentlig skylden i alt det fastfoodindtagelse? Selvophøjelsen og gratulationen erstattes med forundring og en stille og sørgelig hovedrysten.
Super Size Me føles på trods af den korte spilletid alligevel en smule langtrukken og få scener fungerer nærmest som overflødigt fyld. Dette forhindrer dog ikke filmen i at være en underholdende og humoristisk, men også tankevækkende sag, fyldt med alvorlige samfundsproblemer for os luksuslande. Man skammer en smule over latteren, da der grundlæggende ikke er noget at le af, men Spurlock understøtter ganske fremragende filmens alvorlige temaer med humoren, så mainstreampublikummet også hænger ved.
Spurlock er utvivlsomt en sympatisk mand, humorfyldt og med selvironi. Ligesom landsmanden Moore er han hverdagspersonen, der appellerer til sine medmennesker. Men hvor Moore med den overambitiøse, og ultimativt med forfejlet resultat med hensyn til intentionerne, Fahrenheit 9/11 var anmassende, insisterende og lettere manipulerende (man kan så diskutere om målet helliger midlet), er der noget behageligt uprætentiøst over Super Size Me. Spurlock har ingen radikal verdensændrende mål, han fremlægger ’bare’ de virkelige facts, og så er det op til publikum selv at bedømme. Personligt fik jeg kvalme allerede under den yderst effektive indledning, der sætter tonen an. Amerikanerne, henfør alle andre mennesker, er hykleriske, dobbeltmoralske og ansvarsfralæggende mennesker, der mere eller mindre frivilligt gang på gang trækkes ind i de kommercielle og pengefikserede fastfoodrestauranter. På trods af disse sandfærdige postulater, så besidder Super Size Me ikke pessimistisk samfundskritik, da Spurlock tydeligvis mener, at dette er en del af kulturen. Han er velargumenterende, men lader ligeså ofte også tingene tale for sig selv. Derved kommer han også langt omkring med mange seriøse problemstillinger, som vi alle sammen har bekendtskab med i hverdagen, men Spurlock formår at gøre det ekstra håndgribeligt, uden at være manipulerende. Der er måske noget drastisk over måden hvorpå han anklager McDonald’s kæden for at være decideret samfundsdestruerende (malerierne er lige i overkanten), men det er ligeså meget, hvad disse fastfoodrestauranter repræsenterer, der forarger ham, såvel som publikum. Derved er det egentlig et ganske smart træk fra Spurlocks side, at han slår ned på et specifikt punkt, der dækker så mange problematikker, da filmen ellers ville have været alt for bredtfavnende, nøjagtig ligesom Fahrenheit 9/11. Super Size Me står i stedet tilbage som en intelligent, medrivende og vigtig dokumentarfilm, der skildrer en del af den forunderlige verden, vi lever.
Der er flere genistreger i filmen. Ganske virkningsfuldt krydsklipper Spurlock ofte mellem akademiske udtalelser og civile meninger, der giver den forventede effekt med teoretiske facts og praktiske respons. Bedst er det dog i scenen, hvor en overforbruger af sodavand bliver opereret af dygtige kirurger, der helbreder hans fedme. Spurlock anvender ganske mesterligt kontrapunktisk musik, der giver den udpenslede scene adskillige lag og nøjagtig understreger det menneskelige hykleri. Kirurgerne udfører mirakler og redder menneskeliv, der er kommet i fare på grund af en selvforskyldt misbrug, eller måske ikke, for hvem er egentlig skylden i alt det fastfoodindtagelse? Selvophøjelsen og gratulationen erstattes med forundring og en stille og sørgelig hovedrysten.
Super Size Me føles på trods af den korte spilletid alligevel en smule langtrukken og få scener fungerer nærmest som overflødigt fyld. Dette forhindrer dog ikke filmen i at være en underholdende og humoristisk, men også tankevækkende sag, fyldt med alvorlige samfundsproblemer for os luksuslande. Man skammer en smule over latteren, da der grundlæggende ikke er noget at le af, men Spurlock understøtter ganske fremragende filmens alvorlige temaer med humoren, så mainstreampublikummet også hænger ved.
15/01-2005
