Tårevædende fantastisk
6.0
Ja, jeg synes den er fantastisk Musikken er fantastisk, kulisserne og kostumerne er fantastiske, Emmy Rossum har en større stemme end jeg nogensinde ville have troet og Gerard Butler....han er simpelthen det bedste af det hele.
Kun to anker. Det kan godt være Patrick Wilson (Raoul) synger virkelig godt, men han ligner en mannequin taget direkte fra vinduet i Vagn Larsen - og så skal jeg huske lommetørklæder når jeg skal i biografen og se filmen igen....for det skal jeg....mindst en gang til, gerne to (der er jo laaaaaang tid til den kommer på dvd og jeg kan tude bag hjemmets fire vægge).
Jeg har hørt nedsablingerne af filmen fra diverse kritikere og i særdeleshed fra hæren af Michael Crawford tilhængere. Men jeg synes altså værket gør dem til skamme. OK, det kan godt være filmen ligner et teaterstykke, men det kan jeg egentlig ikke se noget problem i. Det virker som det er. Det kan også godt være at Gerard Butler ikke kan synge som Michael Crawford....so what?
Vi skal da forhåbentlig ikke være kloner af hinanden også med hensyn til vores stemmer. Jeg har altid syntes at Crawford lød decideret kedelig som Spøgelset, og til dags dato, er min yndlingsudgave af temanummeret, den singleudgave med Sarah Brightman og Steve Harley, der blev udsendt før musicalen overhovedet havde fået premiere i London. Gerard Butler bringer - i mine ører - Steve Harleys udgave frem til nutiden. Han synger ikke "pænt",
"nydeligt" og operette-agtigt. Han synger med rå følelser, smerte, sorg, vrede. Man kan høre hvad han føler i hver eneste tone der kommer ud af
munden på ham. Af mangel på et bedre ord på dansk, vil jeg bruge det engelske ord gritty. Men samtidigt følsomt - når der er brug for det.
Ved ikke om det er en fordel eller en ulempe at jeg aldrig har set musicalen, hverken i London eller København da den var på plakaten her i
landet, jeg nærer bare en meget dyb kærlighed for Gaston Leroux's tragiske Spøgelse, som jeg altid har haft så frygtelig stor medlidenhed med. Efter filmen i dag må jeg da indrømme at den dybe kærlighed til Spøgelset bare er blevet større (og ja - jeg er vild med Gerard Butler - den mand er bare for lækker)
Og så kunne jeg da for resten høre at det ikke var alle, der havde set musicalen i teatret, der syntes filmversionen var ringe. Vi var så heldige
at være til premiere med stort set en sal fuld af mennesker der åbenbart havde været i teatret, mange mere end én gang, og jeg hørte ikke andet end positive tilkendegivelser på vej mod udgangen. Og jeg bed mest mærke i den
ros folk gav Gerard Butler, for det er trods alt ham der får de fleste hug, både af kritikere og fans over hele verden. Og det synes jeg altså ikke han har fortjent. I mine øjne er han det bedste Spøgelse jeg hidtil har set.
Kun to anker. Det kan godt være Patrick Wilson (Raoul) synger virkelig godt, men han ligner en mannequin taget direkte fra vinduet i Vagn Larsen - og så skal jeg huske lommetørklæder når jeg skal i biografen og se filmen igen....for det skal jeg....mindst en gang til, gerne to (der er jo laaaaaang tid til den kommer på dvd og jeg kan tude bag hjemmets fire vægge).
Jeg har hørt nedsablingerne af filmen fra diverse kritikere og i særdeleshed fra hæren af Michael Crawford tilhængere. Men jeg synes altså værket gør dem til skamme. OK, det kan godt være filmen ligner et teaterstykke, men det kan jeg egentlig ikke se noget problem i. Det virker som det er. Det kan også godt være at Gerard Butler ikke kan synge som Michael Crawford....so what?
Vi skal da forhåbentlig ikke være kloner af hinanden også med hensyn til vores stemmer. Jeg har altid syntes at Crawford lød decideret kedelig som Spøgelset, og til dags dato, er min yndlingsudgave af temanummeret, den singleudgave med Sarah Brightman og Steve Harley, der blev udsendt før musicalen overhovedet havde fået premiere i London. Gerard Butler bringer - i mine ører - Steve Harleys udgave frem til nutiden. Han synger ikke "pænt",
"nydeligt" og operette-agtigt. Han synger med rå følelser, smerte, sorg, vrede. Man kan høre hvad han føler i hver eneste tone der kommer ud af
munden på ham. Af mangel på et bedre ord på dansk, vil jeg bruge det engelske ord gritty. Men samtidigt følsomt - når der er brug for det.
Ved ikke om det er en fordel eller en ulempe at jeg aldrig har set musicalen, hverken i London eller København da den var på plakaten her i
landet, jeg nærer bare en meget dyb kærlighed for Gaston Leroux's tragiske Spøgelse, som jeg altid har haft så frygtelig stor medlidenhed med. Efter filmen i dag må jeg da indrømme at den dybe kærlighed til Spøgelset bare er blevet større (og ja - jeg er vild med Gerard Butler - den mand er bare for lækker)
Og så kunne jeg da for resten høre at det ikke var alle, der havde set musicalen i teatret, der syntes filmversionen var ringe. Vi var så heldige
at være til premiere med stort set en sal fuld af mennesker der åbenbart havde været i teatret, mange mere end én gang, og jeg hørte ikke andet end positive tilkendegivelser på vej mod udgangen. Og jeg bed mest mærke i den
ros folk gav Gerard Butler, for det er trods alt ham der får de fleste hug, både af kritikere og fans over hele verden. Og det synes jeg altså ikke han har fortjent. I mine øjne er han det bedste Spøgelse jeg hidtil har set.
16/01-2005
