ambivalens
3.0
Open Water er lidt plat sagt en blanding mellem Dødens Gab og Blair Witch Project. Optaget på digitalt kamera for et skrabet budget har instruktøren Chris Kentis (med kun en spillefilm bag sig), i samarbejde med konen Laura Lau, begået en virkningsfuld og realistisk spændingsfilm, efter sigende baseret på faktuelle hændelser. Filmen er alligevel nødvendigvis næsten ren fiktion, da intet har dokumenteret de to efterladte dykkers skrækfulde oplevelser på det endeløse hav, andet end et fundet kamera i en hajs mave. Kentis har skullet overkomme det lave budget og stadig fænge publikum med filmens billige look, og han er da også talentfuld nok til at det næsten lykkedes. Gysene er troværdige, og Kentis skifter overlegent mellem det suggestive og mere håndgribelige. Spændingen og den afskyvækkende fascination udspringer af paranoiaen om ikke at vide, hvad der er under vores to hovedpersoner i det dybe hav. Desværre kommer man aldrig til at fordybe sig i deres situation, da personerne simpelthen er for endimensionale og skuespillerne ikke tilstrækkelig velspillende. Derfor føles filmen meget længere, end den egentlig er (forbilledlig 75 minutter).
Kentis får desværre ikke udnyttet præmissen optimalt. To hverdagsmennesker efterladt på det uudforsket åbne hav, fredsfyldt, men alligevel barbarisk, hvor naturens lov og orden styrer. Så enkelt og genialt, som det kan blive. Allerede inden filmen begynder, kan man føle skrækken og uhyggen. Men man kommer aldrig ind på personerne, der virker forbavsende sammenfattede og rolige, situationen taget i betragtning. Den langsomme desperation forekommer ikke helt plausibelt, men opvejes næsten ved fraværet af melodramatiske erklæringer.
For mig at se bliver Open Water aldrig rigtig god fordi Kentis ikke integrerer nogle ellers ret åbenlyse underliggende elementer. Eksempelvis menneskets underlegenhed og selverkendelsen af dette eller det basale overlevelsesinstinkt. Filmen er simpelthen for enkel og flad, men det er måske min egen skyld, da jeg havde forventet noget mere. Men helt ærligt, Harlins mainstreamfilm Deep Blue Sea er dybere end Open Water.
Når filmens handlingsmangler er nævnt, så må man sige, at Kentis ikke er en helt ueffen billedmager. Billederne er perfekt beskåret og undervandsscenerne er utrolig flotte og fascinerende at overvære. Her har brugen af digitalt kamera virkelig båret frugt af sig og følelsen af dokumentarfilm understøtter historien. Slutningen, hvor fiskere dissekerer en haj, er overraskende ironisk, hvor situationen er omvendt.
Open Water er et vellykket eksperiment, men som helstøbt film fungerer den ikke helt efter hensigten. De to hovedrolleindehavere fortjener dog respekt for deres offervilje og indsats, jeg ville ikke turde ligge ude på det åbne hav blandt hajer og andet godtfolk for alverdens penge.
Kentis får desværre ikke udnyttet præmissen optimalt. To hverdagsmennesker efterladt på det uudforsket åbne hav, fredsfyldt, men alligevel barbarisk, hvor naturens lov og orden styrer. Så enkelt og genialt, som det kan blive. Allerede inden filmen begynder, kan man føle skrækken og uhyggen. Men man kommer aldrig ind på personerne, der virker forbavsende sammenfattede og rolige, situationen taget i betragtning. Den langsomme desperation forekommer ikke helt plausibelt, men opvejes næsten ved fraværet af melodramatiske erklæringer.
For mig at se bliver Open Water aldrig rigtig god fordi Kentis ikke integrerer nogle ellers ret åbenlyse underliggende elementer. Eksempelvis menneskets underlegenhed og selverkendelsen af dette eller det basale overlevelsesinstinkt. Filmen er simpelthen for enkel og flad, men det er måske min egen skyld, da jeg havde forventet noget mere. Men helt ærligt, Harlins mainstreamfilm Deep Blue Sea er dybere end Open Water.
Når filmens handlingsmangler er nævnt, så må man sige, at Kentis ikke er en helt ueffen billedmager. Billederne er perfekt beskåret og undervandsscenerne er utrolig flotte og fascinerende at overvære. Her har brugen af digitalt kamera virkelig båret frugt af sig og følelsen af dokumentarfilm understøtter historien. Slutningen, hvor fiskere dissekerer en haj, er overraskende ironisk, hvor situationen er omvendt.
Open Water er et vellykket eksperiment, men som helstøbt film fungerer den ikke helt efter hensigten. De to hovedrolleindehavere fortjener dog respekt for deres offervilje og indsats, jeg ville ikke turde ligge ude på det åbne hav blandt hajer og andet godtfolk for alverdens penge.
16/01-2005
