uprætentiøst underholdning
4.0
Traileren og ikke mindst filmens slogan (grab life by the balls) lagde op til noget i sandhed urkomisk og respektløs komedieunderholdning, og langt hen ad vejen leverer Dodgeball da også varen. Instruktørdebutanten Rawson Marshall Thurber (som også har skrevet manuskriptet, der måske havde potentiale til at være en endnu bedre komedie) har med den bizarre grundidé, med at servere en ’højtidelig’ sportsfilm omkring høvdingebold, begået lidt af en genistreg. Præmissen er simpelthen så langt ude og komplet åndssvag, at man er flad af grin allerede inden filmens begyndelse. De første tre kvarter af filmen er utvivlsomt de bedste. Tidligt tages der tykt pis på nutidens forstenede fokusering på det ydre, hvor en veloplagt og sjældent set bedre Ben Stiller introducerer hans gymnastikcenter i bedste tv-shop/propaganda stil. Satiren er evident og grovkornet, man vil nærmest sige vovet (i forhold til hovedbestanddelen af amerikanske mainstream-komedier), og her rammer Dodgeball plet! De subtilt leverede grin overdøver nærmest de yderst lattervækkende scener med en hårdtpumpet Stiller og de mange optagelser af bolde skud i hovedet og skridtet. Godtaget, det er primitivt og letkøbt, men hvor man dog morer sig.
Historien er som altid en tynd omgang sjask, der indeholder alle de velkendte og udbrændte klicheer, men det hele serveres med et kækt og yderst selvironisk glimt i øjet, og Dodgeball bliver til tider nærmest en parodi på alle de sportsfilm med alt lige fra David mod Goliat metaforen, svigtende holdkammerater der finder støtte fra uventede sider og slutopgøret mellem godt og ondt. Desværre svigter den selvironiske humor i filmens slutning, og det hele bliver en smule ordinært og grinene sporadiske. Den første time retfærdiggører dog filmens fulde fire stjerner. Stiller er som førnævnt ubetalelig som den selvoptagende stereotyp med det herlige navn White Goodman, hysterisk og overspillende, men alligevel helt perfekt. Den karismatiske Vince Vaughn er kun til stede og giver intet modspil til Stiller, men det har højst sandsynligt været hensigten, da Dodgeball åbenlyst er The Ben Show. Rip Torns birolle er fantastisk morsom, hans akavede oplæringsmetoder er komiske guldkorn (if you can dodge a car, you can dodge a ball). Christina Taylor (Stillers kone i virkeligheden) kan ikke undsige sig at være rigtig sød, mens Justin Long serverer nogle af filmens bedste grin. Topmålet af latter nås dog da man ser det tyske dodgeball-hold, der mentalt gejler hinanden op med et David Hasselhoff billede (som senere optræder i en kort cameo).
Thurber har efter sigende haft flere kontroverser med filmstudiet 20th Century Fox, hvor en mere uforløst slutning blandt andet skulle have været indsat. Om netop det er grunden til, at han ikke holder den sarkastiske og satiriske stil konsekvent i filmen, kan jeg ikke sige, men faktum er, at Dodgeball mister pusten (og grin) i den sidste halvdel, og det er virkelig en skam. Grinene er alligevel yderst mindeværdige, takket være de veloplagte skuespillere (enkelte ekskluderet) og det intelligente manuskript (ja!). Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at Thurber nok skal blive en renommeret komedieinstruktør, da han tydeligvis har øje for både det åbenlyst morsomme og mere subtilt satiriske. Som debutfilm er Dodgeball ganske fremragende, og en af de bedste og mest ustyrlig morsomme komedier, jeg længe har set, dens mangler til trods.
Historien er som altid en tynd omgang sjask, der indeholder alle de velkendte og udbrændte klicheer, men det hele serveres med et kækt og yderst selvironisk glimt i øjet, og Dodgeball bliver til tider nærmest en parodi på alle de sportsfilm med alt lige fra David mod Goliat metaforen, svigtende holdkammerater der finder støtte fra uventede sider og slutopgøret mellem godt og ondt. Desværre svigter den selvironiske humor i filmens slutning, og det hele bliver en smule ordinært og grinene sporadiske. Den første time retfærdiggører dog filmens fulde fire stjerner. Stiller er som førnævnt ubetalelig som den selvoptagende stereotyp med det herlige navn White Goodman, hysterisk og overspillende, men alligevel helt perfekt. Den karismatiske Vince Vaughn er kun til stede og giver intet modspil til Stiller, men det har højst sandsynligt været hensigten, da Dodgeball åbenlyst er The Ben Show. Rip Torns birolle er fantastisk morsom, hans akavede oplæringsmetoder er komiske guldkorn (if you can dodge a car, you can dodge a ball). Christina Taylor (Stillers kone i virkeligheden) kan ikke undsige sig at være rigtig sød, mens Justin Long serverer nogle af filmens bedste grin. Topmålet af latter nås dog da man ser det tyske dodgeball-hold, der mentalt gejler hinanden op med et David Hasselhoff billede (som senere optræder i en kort cameo).
Thurber har efter sigende haft flere kontroverser med filmstudiet 20th Century Fox, hvor en mere uforløst slutning blandt andet skulle have været indsat. Om netop det er grunden til, at han ikke holder den sarkastiske og satiriske stil konsekvent i filmen, kan jeg ikke sige, men faktum er, at Dodgeball mister pusten (og grin) i den sidste halvdel, og det er virkelig en skam. Grinene er alligevel yderst mindeværdige, takket være de veloplagte skuespillere (enkelte ekskluderet) og det intelligente manuskript (ja!). Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at Thurber nok skal blive en renommeret komedieinstruktør, da han tydeligvis har øje for både det åbenlyst morsomme og mere subtilt satiriske. Som debutfilm er Dodgeball ganske fremragende, og en af de bedste og mest ustyrlig morsomme komedier, jeg længe har set, dens mangler til trods.
16/01-2005
