©Feel-good for alle pengene©
3.0
Vi er mest vant til at se "lette" komedier fra Tom Shadyac´s side og de har som regel haft Jim Carrey eller Eddie Murphy i hovedrollerne.
Her har han prøvet at krydse over i en mere alvorlig genre og selvom der selvfølgelig er humor involveret, hvilket jo næsten er uundgåeligt, når Williams er på plakaten, så må denne film mere anses for at være et forsøg på at lave drama fra Shadyac´s side.
Det er der kommet en middelgod film ud af, som kunne have været så meget bedre, hvis man havde været i stand til at overgive sig mere til filmen og bare havde taget alt hvad man så for gode varer.
Jeg kan sagtens leve med det, når folkene bag en gyser har stået og diskuteret, hvornår en chokeffekt skal indsættes for at opnå en effekt hos seeren eller folk på samme måde har drøftet, hvornår en komedie lige trængte til en morsomt indslag.
Jeg har bare et problem med det, når det kommer til film som denne og målet er, at få folk til at hive lommetørklædet frem. Det hænger nok sammen med, at jeg ved at der findes film som f.ek.s "Den engelske patient", "Shadowlands" og "Slingblade" hvor det er selve historien, som er det gribende moment og ikke bare momenter der er sat ind i historien for at vlrke gribende.
Det der alligevel får mig igennem denne film med et lille (men til tider skævt) smil på læben, er helt klart Robin Williams. Han har så meget karisma og virker som en så gennemført ærlig person, at han kan slippe afsted med næsten alt og få en historie til at virke mere troværdig.
Det har dog ikke været let i det her tilfælde, da Shadyac har valgt at smide samtlige klichéer i bogen ind i denne film og sikkert uden at skamme sig bagefter. Det er ligefra musikken til brugen af søde små børn til den traditionelle slutscene med det rørende klimaks, hvor hovedpersonen taler foran en stor forsamling. Hvorfor skal den scene bare altid være der i amerikanske feel-good drama og komedier?? Jeg kan komme i tanke om jeg ved ikke hvor mange af slagsen: "En duft af kvinde", "Finding Forrester", "JFK" og selv i så lette film som Adam Sandler´s: "Anger management" og "Mr. Deeds" er den at finde. Det er virkelig noget, som kan få mig til at krumme tæer, men man sidder altid bare og venter på sådan en scene i film af denne type. Især hvis hovedpersonen er blevet uretfærdigt behandlet igennem filmen. Så er forløsningen (eller terapien) åbenbart, at tale til en stor forsamling, for derefter (forhåbentlig) at komme ud på den anden side som et bedre og stærkere mennekse. Især hvis man får dem der har forudrettet en ned med nakken i købet. Det virker ihvertfald i amerikanske film.
Det kunne være morsomt (hvis man ikke havde andet at lave *GG*) at tælle sammen, hvor mange amerikanske film, som egentlig indeholder sådan en slutscene.
Så hvis man kan se igennem fingre med ovenstående, så er filmen bestemt et kig værd. For mig ender den dog som en acceptabel filmoplevelse med nogle gode momenter, mens nogle scener giver mig lyst til at gå til tandlægen og blive tjekket for huller pga. Shadyac´s sødsuppe måde at manipulere på.
Det kammer lige lidt over engang imellem og får mig til at tænke på scenen i "Snehvide", hvor hun danser med dværgene i deres hyggelige lille hytte i den hyggelige skov og alle dyrene kommer hen og kigger ind af vinduet.
Det bliver lidt for idyllisk og "det skal jo nok gå altsammen i sidste ende" agtigt, men den tendens så vi jo allerede i Shadyac´s "Fuld af løgn" med Jim Carrey.
De tre stjerner går til Robin Williams som sørger for at denne "baseret på en sand historie" omgang ikke bliver fuldstændig utroværdig og til Monica Potter ("Con air") for at være så naturligt charmerende.
Nu vil jeg sørge for snart at få genset Shadyac´s "Dragonfly", som jeg syntes var et positivt genreskift over til det mere mystiske for Shadyac. Dog erindrer jeg, at Thomas Nielsen beskyldte den for flere af de samme ting, som jeg her beskylder denne film for, så det skal blive interessant at se den igen.
Her har han prøvet at krydse over i en mere alvorlig genre og selvom der selvfølgelig er humor involveret, hvilket jo næsten er uundgåeligt, når Williams er på plakaten, så må denne film mere anses for at være et forsøg på at lave drama fra Shadyac´s side.
Det er der kommet en middelgod film ud af, som kunne have været så meget bedre, hvis man havde været i stand til at overgive sig mere til filmen og bare havde taget alt hvad man så for gode varer.
Jeg kan sagtens leve med det, når folkene bag en gyser har stået og diskuteret, hvornår en chokeffekt skal indsættes for at opnå en effekt hos seeren eller folk på samme måde har drøftet, hvornår en komedie lige trængte til en morsomt indslag.
Jeg har bare et problem med det, når det kommer til film som denne og målet er, at få folk til at hive lommetørklædet frem. Det hænger nok sammen med, at jeg ved at der findes film som f.ek.s "Den engelske patient", "Shadowlands" og "Slingblade" hvor det er selve historien, som er det gribende moment og ikke bare momenter der er sat ind i historien for at vlrke gribende.
Det der alligevel får mig igennem denne film med et lille (men til tider skævt) smil på læben, er helt klart Robin Williams. Han har så meget karisma og virker som en så gennemført ærlig person, at han kan slippe afsted med næsten alt og få en historie til at virke mere troværdig.
Det har dog ikke været let i det her tilfælde, da Shadyac har valgt at smide samtlige klichéer i bogen ind i denne film og sikkert uden at skamme sig bagefter. Det er ligefra musikken til brugen af søde små børn til den traditionelle slutscene med det rørende klimaks, hvor hovedpersonen taler foran en stor forsamling. Hvorfor skal den scene bare altid være der i amerikanske feel-good drama og komedier?? Jeg kan komme i tanke om jeg ved ikke hvor mange af slagsen: "En duft af kvinde", "Finding Forrester", "JFK" og selv i så lette film som Adam Sandler´s: "Anger management" og "Mr. Deeds" er den at finde. Det er virkelig noget, som kan få mig til at krumme tæer, men man sidder altid bare og venter på sådan en scene i film af denne type. Især hvis hovedpersonen er blevet uretfærdigt behandlet igennem filmen. Så er forløsningen (eller terapien) åbenbart, at tale til en stor forsamling, for derefter (forhåbentlig) at komme ud på den anden side som et bedre og stærkere mennekse. Især hvis man får dem der har forudrettet en ned med nakken i købet. Det virker ihvertfald i amerikanske film.
Det kunne være morsomt (hvis man ikke havde andet at lave *GG*) at tælle sammen, hvor mange amerikanske film, som egentlig indeholder sådan en slutscene.
Så hvis man kan se igennem fingre med ovenstående, så er filmen bestemt et kig værd. For mig ender den dog som en acceptabel filmoplevelse med nogle gode momenter, mens nogle scener giver mig lyst til at gå til tandlægen og blive tjekket for huller pga. Shadyac´s sødsuppe måde at manipulere på.
Det kammer lige lidt over engang imellem og får mig til at tænke på scenen i "Snehvide", hvor hun danser med dværgene i deres hyggelige lille hytte i den hyggelige skov og alle dyrene kommer hen og kigger ind af vinduet.
Det bliver lidt for idyllisk og "det skal jo nok gå altsammen i sidste ende" agtigt, men den tendens så vi jo allerede i Shadyac´s "Fuld af løgn" med Jim Carrey.
De tre stjerner går til Robin Williams som sørger for at denne "baseret på en sand historie" omgang ikke bliver fuldstændig utroværdig og til Monica Potter ("Con air") for at være så naturligt charmerende.
Nu vil jeg sørge for snart at få genset Shadyac´s "Dragonfly", som jeg syntes var et positivt genreskift over til det mere mystiske for Shadyac. Dog erindrer jeg, at Thomas Nielsen beskyldte den for flere af de samme ting, som jeg her beskylder denne film for, så det skal blive interessant at se den igen.
17/01-2005
