Vigtigste danske film til dato
5.0
Dette er ikke tænkt som en almindelig filmanmeldelse. Dertil betragter jeg nemlig dét emne, som filmen omhandler, som værende alt for samfundsrelevant. Retfærdigvis skal det siges, at filmen næppe var blevet til uden ex-"spin doctor" Niels Krause Kjærs boglige forlæg.
Men lad mig da kort sige, at den gode journalist Torp måske indledningsvis fremstår som en kende FOR naiv. Derudover fungerer filmen fortælleteknisk i det store hele glimrende, selv om nogle sikkert med rette vil indvende, at den visse steder er mere forklarende i sit udtryk, end elegant er.
Men det er emnet, som jeg finder forbasket relevant. For ud over at fortælle historien om politiske dolkestød, er det i høj grad fortællingen om nyhedsformidlingens føjelighed ift. de mere og mere professionelle politikere. "Yes, Minister" er (desværre) en saga blot.
Ved nærmere eftertanke er det forstemmende at konstatere, at såvel politik og journalistik er blevet professionaliseret, som tilfældet er. For hér er der nemlig ingen betydelig forskel på film og virkelighed. De Christiansborg-politikere, som så filmen, bekræftede i det store hele denne opfattelse. Alle ved det altså, men ingen med indflydelse gider gøre noget ved det.
I første omgang kan man (som bedrevidende moralist) derfor med en vis ret fastslå, at poltikere og journalister udgør en magtfuld konstellation, hvor ingen af parterne er deres moralske ansvar voksent: De styres af partidisciplin og "politiske strategier" samt hensynet til oplysningers salgbarhed - De har med andre ord spillet menneskeligt fallit.
Men i anden omgang kan med med samme forstemte attitude konkludere, at folket blot har de politikere, det fortjener. Deraf kan man så udlede, at vælgerne (i modsætning til den ofte fremførte påstand af de smarte poltikere) faktisk må være snot-hamrende dumme (eller bedøvende ligeglade)!
Det burde i al beskedenhed være forbudt at fravælge en film som denne, så længe den står så emnemæssigt alene i dansk fiktion.
Men endnu engang har politikerne vist deres snedighed ift. resten af befolkningen ved at idealisere begrebet "valgfrihed" som et altomsiggribende politisk mantra (paradigme om man vil). Thi i praksis vil "valgfrihed" jo først og fremmest blive forvaltet som "friheden til at vælge viden fra" - eksempelvis denne film, eller en stillingtagen til de spørgsmål, den nødvendigvis må rejse.
Så til slut dette forslag:
"Idealister (i alle lande): Forén jer og gør oprør mod dette, samfundsledelsens eklatante råddenskab!"
Men lad mig da kort sige, at den gode journalist Torp måske indledningsvis fremstår som en kende FOR naiv. Derudover fungerer filmen fortælleteknisk i det store hele glimrende, selv om nogle sikkert med rette vil indvende, at den visse steder er mere forklarende i sit udtryk, end elegant er.
Men det er emnet, som jeg finder forbasket relevant. For ud over at fortælle historien om politiske dolkestød, er det i høj grad fortællingen om nyhedsformidlingens føjelighed ift. de mere og mere professionelle politikere. "Yes, Minister" er (desværre) en saga blot.
Ved nærmere eftertanke er det forstemmende at konstatere, at såvel politik og journalistik er blevet professionaliseret, som tilfældet er. For hér er der nemlig ingen betydelig forskel på film og virkelighed. De Christiansborg-politikere, som så filmen, bekræftede i det store hele denne opfattelse. Alle ved det altså, men ingen med indflydelse gider gøre noget ved det.
I første omgang kan man (som bedrevidende moralist) derfor med en vis ret fastslå, at poltikere og journalister udgør en magtfuld konstellation, hvor ingen af parterne er deres moralske ansvar voksent: De styres af partidisciplin og "politiske strategier" samt hensynet til oplysningers salgbarhed - De har med andre ord spillet menneskeligt fallit.
Men i anden omgang kan med med samme forstemte attitude konkludere, at folket blot har de politikere, det fortjener. Deraf kan man så udlede, at vælgerne (i modsætning til den ofte fremførte påstand af de smarte poltikere) faktisk må være snot-hamrende dumme (eller bedøvende ligeglade)!
Det burde i al beskedenhed være forbudt at fravælge en film som denne, så længe den står så emnemæssigt alene i dansk fiktion.
Men endnu engang har politikerne vist deres snedighed ift. resten af befolkningen ved at idealisere begrebet "valgfrihed" som et altomsiggribende politisk mantra (paradigme om man vil). Thi i praksis vil "valgfrihed" jo først og fremmest blive forvaltet som "friheden til at vælge viden fra" - eksempelvis denne film, eller en stillingtagen til de spørgsmål, den nødvendigvis må rejse.
Så til slut dette forslag:
"Idealister (i alle lande): Forén jer og gør oprør mod dette, samfundsledelsens eklatante råddenskab!"
17/01-2005
