Når Hævnen Bliver Livet

Da politimanden Frank Castle’s (Jane) kone og barn, plus resten af hans familie, dræbes af mafiaen, vælger Frank et liv som hævner over de forbrydere der ødelagde hans liv.

”The Punisher” er endnu en filmatisering af en af Marvel comics (dem med ”Spiderman”) superhelte-tegneserier, men her en af de mere jordnære, dystre og voldelige. Den side afspejler den forholdsvis billigt produceret film (”kun” ca. 33 millioner dollars) egentlig ret godt, for som actionfilm set er den ikke særlig spektakulær, men den er dyster og enormt voldelig (jeg blev overrasket over hvor udpenslet og politisk ukorrekt volden blev præsenteret set i forhold til mange nyere superhelte- og actionfilm).

Desværre virker den simple historie haltende, den er ikke fortalt ret godt og handlingen forekommer ikke specielt flydende. Historien bevæger derudad i et ikke altid lige hurtigt tempo, uden at den for alvor indfanger sit publikum.

Teknisk er det heller ikke en imponerende film. Den gammeldags action virker ofte lidt sløv og gumpetung, men reddes lidt af at den ikke lefler for at få en rating, så aldersgrænsen sættes lavt. Filmen er i perioder direkte grimt fotograferet (i andre helt okay) og visuelt henter den ikke meget, selv om den i nogle scener har en pæn scenografi.

På actionsiden må man også beklage, at der ikke sker ret meget i løbet af spilletiden, der er kun få scener der byder på en i øvrigt gammeldags ramasjang, der er set bedre i mange andre film, men uden at den er dårlig. Havde handlingen, filmens personer og historiens spænding fungeret bedre, havde man nok kunne tilgive den dette, men når disse ting ikke er optimale, faktisk langt fra, så kan filmen i bedste fald blive middelmådig.

Den sympatiske Thomas Jane, der aldrig har fået det store gennembrud, gør ellers et ihærdigt forsøg i hovedrollen på at tilføre sin karakter nogle menneskelige træk, næsten for meget til filmens egent univers, og han er klart med at til hæve hele produktionen. For selv om han må kæmpe med en dårligt skrevet rolle, så formår han med få midler at få Castle til at virke dybere end man rent faktisk føler han er beskrevet i manuskriptet, og også at få en bare lidt til at tro på at her er et menneske der desperat prøver at udslette sin sidste rest af menneskelighed, for koldt og kynisk at kunne udrydde de forbrydere han møder på sin vej, da minderne om livet er blevet for hårdt. Jeg fandt han var et godt valg, der løfter en ellers anonym anti-helts meritter.

Romijn-Stamos har jeg aldrig været vild med som skuespillerinde, hun har ikke meget talent. Men på en eller anden måde føler jeg at hun egentlig passer ganske godt til sin rolle her, hvor hun spiller en af den slags psykisk ustabile kvinder der altid falder for den forkerte mand (de voldelige), i den tro at hun kan redde ham med sin kærlighed. ”Strafferen” Castle må da også redde hende for en af slagsen, hvad der selvfølgelig får hende til at falde for ham, i den tro at hun kan nå ind til den sidste rest af hvad der er tilbage af den rigtige Castle, hun opnår da også at røre lidt i ham. Hvis man som publikum nu tror, at hun endelig har fundet kærligheden, så nej. Castle er lige så fucked-up som alle de tidligere bekendtskaber hun har haft, bortset fra at han ikke er voldelig overfor hende (måske hvis de havde indledt et rigtigt forhold?) og hendes fascination skyldes ikke andet end at han hjælper hende, da han banker hendes tidligere kæreste og at hun i sin naivitet atter forveksler kærlighed med trang til at ”redde” et andet menneske fra dem selv og i sidste ende redde sig selv og rette op på ting, som hun sikkert slæber rundt på og som er en del af hendes habitus. Desværre får vi aldrig uddybet denne psykologiske del af hende og karakteren ender lige så flad som alle andre i filmen. Romijn-Stamos gør ikke det store væsen af sin rolle, men hun passer bare bedre til den end mange tidligere roller hun har haft.

Som skurken Howard Saint giver Travolta en af sine sædvanlige præstationer og det er godt nok. Jeg kan indrømmet ikke se at han skulle være hverken værre eller bedre end så mange gange før. Ikke at dette er positivt, han er sjældent særligt nuanceret, men han har udstråling nok til at udfylde sådanne roller. Men fordi han er et kendt navn, så rettes der enormt meget fokus på rollen og mere end godt er, han bedømmes enormt hårdt, selvfølgelig fordi folk mener at have set ham gøre det fantastisk i film som ”Pulp Fiction”, men han er altså bare for det meste ikke bedre og spiller vel netop sådanne roller her af selv samme grund.

”The Punisher” er ikke en stor eller medrivende actionfilm, den er heller ikke særligt dyb eller rummer spændende temaer om hævn og mennesket psyke, men den har nu et eller andet der gør at man ikke keder sig. Hensleigh, der har skrevet manuskript til et par gode underholdningsfilm som ”Die Hard With A Vengeance” og ”Armageddon”, har for første gang sat sig selv i instruktørstolen og måske har han ikke talentet til dette job, men trods min hårde kritik og det at filmen generelt er meget let at kritisere og rakke ned på, så begynder man aldrig helt at kede sig. Thomas Jane redder som sagt en del, men det er som om at Hensleigh også på en eller anden måde har formået at gøre den tynde historie spændende nok, måske fordi han har gjort den så kontant og hårdkogt, noget man ikke ser ofte i vore dage, at man ikke står af. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

Tegneserien blev også filmatiseret tilbage i 1989 med Dolph Lundgren i hovedrollen, i en udgave som ikke var noget at skrive hjem om.