brækfremkaldende

Indledningsvis skal der siges, at det er over et år siden, at jeg så Romper Stomper, hvorved mit indlæg højst sandsynligt hverken er særlig kvalitativ eller relevant. Grunden til at jeg alligevel skriver om filmen er at den, som få andre film har gjort, efterlod mig i arrigskab og nærmest frustration. Ikke på grund af det kontroversielle emne (som ellers burde have været instruktørens hensigt), men nærmere på grund af selve filmen og udførelsen. Personligt mener jeg, at man skal lede længe efter en så voldsforherligende og umoralsk film. Instruktøren har villet lave en objektiv virkelighedsskildring og respekt for det, men når Geoffrey Wright ikke engang indlægger advarsler eller budskaber i filmen, står jeg af. Af en realistisk film at være er Romper Stomper håbløs banal og nærmest utilgivelig dårlig i historieudførslen. Nynazisterne, med en brutal Russell Crowe i hovedrollen, tæsker, horer og fester i filmens første halvdel. Wright er tydeligvis fan af Kubricks mesterværk A Clockwork Orange, især indledningen tangerer til ren rip-off. Også i Romper Stomper kommer der en menneskelig karakteromvendelse, personificeret af Daniel Pollock (der tages forbehold for fejltagelse). Igennem kærlighed erkender han gruppens brutalitet og meningsløshed og frastøder sig selv mod deres handlinger. Og der er så den spinkle morale fra Wrights side. Nazisme er noget lort, bliv væk. Hvor ærbødigt af ham at bruge halvanden time på at fortælle noget, som ethvert menneske ved, og her knækker filmen virkelig.

Personerne er forbavsende endimensionale og utroværdige. Crowe er påtaget hård, og kun på et eneste tidspunkt føler man som publikum, at der er noget dybde i karakteren og hans grundlag for at lede gruppen. Både The Believer og især den fremragende American History X distingverer sig selv ved at fokusere på den gennemførte hovedperson og dennes udvikling. Man blev grebet i en uhørt grad af Edward Nortons og Ryan Goslings karakter (takket være deres fantastiske præstationer!) og filmene udfoldede sig herfra. Det psykologiske aspekt i Romper Stomper er fuldstændig udeladt, Wright har sat materialet i første række og personerne nederst på listen. Alt volden i filmen er naturligvis afskrækkende, men scenerne virker ugennemtænkte og fragmentariske, som om det hele blev delvist improviseret hen ad vejen. Wrights magtstatus som instruktør negligeres skamløst, og det er nødvendigheden, eller mangel på denne, i aktion og reaktion, der gør denne film så absolut forfærdelig og afskyelig for mig. Jeg kan ikke rigtig forklare det på andre måder, selvom jeg godt ved, at min kritik derved måske ikke er synderlig konstruktiv.

Romper Stomper er en irriterende film, ugennemtænkt og provokerende for provokationens skyld. Wright skyder sig selv i benet med intentionen om en realistisk film. Hvis meningsløsheden og misantropien var konsekvent havde den måske givet et andet indtryk, men da filmen i midten skifter til en triviel og utroværdig handling, kan jeg ikke andet end at hade den. Virker egentlig mest som om Wright manglede et springbræt til større produktioner og bare tog et kontroversielt emne for at vække opsigt på den mest frastødende måde.

Lad venligst være med at slagte mig, Force ;-) Det er længe siden vi sidst har været så uenige om en film, men let bygones be bygones :-)