identisk fortsættelse
2.0
Tør, forudsigelig og ekstrem klichefyldt amerikansk thriller af den slags, som Hollywood nærmest insisterer på stadig at producere. Edderkoppens Spind er en fortsættelse til Gary Fleders nogenlunde virkningsfulde Kiss the Girls. Instruktørtjansen har Lee Tamahori i stedet overtaget, manden der også stod bag den mindeværdige new zealandske Once Were Warriors og straks blev hentet til Hollywoods (penge)studier. Her har han ikke bidraget med andet end skabelonskrået underholdning af den mest forudsigelige skuffe. The Edge var den eneste film med bare en smule kant. Med denne film har Tamahori begået endnu et skamløst Seven-plagiat, der, naturligvis, er velproduceret, men også håbløst uinspirerende.
Filmen indledes, som kutymen prædikere, med vores hovedperson, der igennem et usandsynlig overdreven biluheld traumatiseres og mentalt rammer bunden. Morgan Freeman er altid sikker og seværdig, men her gentager han bare den yderst velkendte rolle som efterforsker og kender af det menneskelige sind. Der er desværre ingen karakterudvikling, fortidens uheld bringes kun frem under de mest belejlige situationer, og det er kun takket være Freeman (der måske er det eneste formidlende faktor ved denne film), at interessen alligevel bibeholdes. Til gengæld mangler alle biroller psykologisk troværdighed og dybde, og især spiller Michael Wincott skurken med uhyggelig manglende indlevelse. Den hektisk afviklede handling giver heller intet pusterum for skuespillerne, men går bare fra den ene søgte plottwist til det andet.
Edderkoppens Spind kan ikke undsige sig at indeholde et moderat spændingsniveau, men fænger desværre ikke publikum (eller i hvert fald ikke mig) på noget tidspunkt. Måske er jeg bare ved at blive immun overfor disse flot indpakkede, men indholdsløse standardthrillers.
Filmen indledes, som kutymen prædikere, med vores hovedperson, der igennem et usandsynlig overdreven biluheld traumatiseres og mentalt rammer bunden. Morgan Freeman er altid sikker og seværdig, men her gentager han bare den yderst velkendte rolle som efterforsker og kender af det menneskelige sind. Der er desværre ingen karakterudvikling, fortidens uheld bringes kun frem under de mest belejlige situationer, og det er kun takket være Freeman (der måske er det eneste formidlende faktor ved denne film), at interessen alligevel bibeholdes. Til gengæld mangler alle biroller psykologisk troværdighed og dybde, og især spiller Michael Wincott skurken med uhyggelig manglende indlevelse. Den hektisk afviklede handling giver heller intet pusterum for skuespillerne, men går bare fra den ene søgte plottwist til det andet.
Edderkoppens Spind kan ikke undsige sig at indeholde et moderat spændingsniveau, men fænger desværre ikke publikum (eller i hvert fald ikke mig) på noget tidspunkt. Måske er jeg bare ved at blive immun overfor disse flot indpakkede, men indholdsløse standardthrillers.
18/01-2005
