no strings attached
4.0
Den særegne instruktør Vincenzo Natali debuterede i 1999 med lowbudget sci-fi thrilleren Cube, der var en ambitiøs sag, men udformede sig til en særdeles fremragende film, der velfortjent blev prisbelønnet og hyldet for Natalis effektive og sikre iscenesættelse. På sublim vis udforskede Natali menneskets skyggesider under uhyrlig pres, her manifesteret gennem det menneskelige overlevelsesinstinkt og egoisme. Mine forventninger til hans efterfølgende film var derfor ekstrem høje, men blev kun indfriet til en vis grad.
I kølvandet på Wachowski-brødrenes originale mesterværk The Matrix, blev der produceret talrige film, der vendte menneskets selvskabte vidundere mod dem selv (Frankenstein-paradokset) i en mere techno-fikseret udgave. Cypher tilhører unægtelig denne gruppe, men distingverer alligevel sig selv ved Natalis unikke talent og sans for fængslende historiefortælling. Filmens handling er kompleks, men ikke uoverskuelig. Publikum fascineres fra første (intense) billede og følger ivrigt med under de mystificerede hændelser. Endnu engang lader Natali historien udfoldes sig ganske perfekt, hvor sandheden langsomt, men overlegen sikkert og effektivt afdækkes. Cypher er indiskutabelt en gennemtænkt film, mere karakterdreven, end vi normalvis er vidne til, og befriende fri for overfladisk effektjageri (som filmens budget nok også har begrænset). Desværre viser det sig, at det store forklaringsklimaks næsten udebliver, og selvom hele historien ikke tilnærmelsesvis har været en fis i en hornlygte, så er den heller ikke nær så udspekuleret og overraskende, som man måske kunne have forventet.
Jeremy Northam er udmærket som den delvist ufrivillige aktør med konstant hukommelsesslettelse og evig paranoia. Han er vores holdepunkt i filmen, og denne fastsættelse ved en enkelt person giver filmen den rette følelse af intensitet. Beskrivelsen af det futuristiske samfund er begrænset, men man mærker tydeligvis kulden og det upersonlige. En fiks detalje fra Natalis side er de skarpe farver, som vises i de ellers næsten farveløse billeder, når Northam rette identitet indikeres. Lucy Liu er velspillende som kvinden, der måske/måske ikke er til at stole på.
Cypher bliver for mit vedkommende aldrig nær så god som Cube af en specifik grund. Natali mangler simpelthen det nærmere blik på den menneskelige psyke, som han så enestående fremviste i førnævnte. Der gribes overfladisk ud efter omvendt familierolle (efter standardisere øjne), fascinationen ved at skabe egen personlig, den offentlige skal, selviscenesættelse og egen-eskapisme, så at sige. Dette har dog relativt lidt signifikans i forhold til filmens kerne, hvorved Cypher ikke kan hæve sig over de fire stjerner.
Hvis man bedømmer filmen ud fra dens egne præmisser om at levere tårnhøj spænding, så er den en rigtig god film. Man har bare på fornemmelsen, at den indeholder mere end som så, uden dog at den gør det. Dermed heller ikke sagt, at det er en forfejlet film, men en smule prætentiøs kan den ikke undsige sig at være. Dens point skal hentes hjem ved Natalis formidable historiehåndtering og stærke visionære sans, tangerende til det æstetiske. Bemærk især den måde hvorpå han skildrer en flyrejse. Det er så enkelt, men alligevel overrumplende lækkert, at man må beundre Natalis visuelle blik.
Alle Cyphers kvaliteter til trods, så er den i bund og grund en til tider ganske konventionel film, der ikke er nær så sindsoprivende og mindeværdig som Cube. For en mere kritisk og samfundsskildrerne fremtidsfilm kan jeg varmt anbefale Andrew Niccols mesterværk, Gattaca, der næsten overalt er blevet skamløst overset.
Til Thomas: Ikke så god som forventet, men heller ikke helt uden kvaliteter :-)
I kølvandet på Wachowski-brødrenes originale mesterværk The Matrix, blev der produceret talrige film, der vendte menneskets selvskabte vidundere mod dem selv (Frankenstein-paradokset) i en mere techno-fikseret udgave. Cypher tilhører unægtelig denne gruppe, men distingverer alligevel sig selv ved Natalis unikke talent og sans for fængslende historiefortælling. Filmens handling er kompleks, men ikke uoverskuelig. Publikum fascineres fra første (intense) billede og følger ivrigt med under de mystificerede hændelser. Endnu engang lader Natali historien udfoldes sig ganske perfekt, hvor sandheden langsomt, men overlegen sikkert og effektivt afdækkes. Cypher er indiskutabelt en gennemtænkt film, mere karakterdreven, end vi normalvis er vidne til, og befriende fri for overfladisk effektjageri (som filmens budget nok også har begrænset). Desværre viser det sig, at det store forklaringsklimaks næsten udebliver, og selvom hele historien ikke tilnærmelsesvis har været en fis i en hornlygte, så er den heller ikke nær så udspekuleret og overraskende, som man måske kunne have forventet.
Jeremy Northam er udmærket som den delvist ufrivillige aktør med konstant hukommelsesslettelse og evig paranoia. Han er vores holdepunkt i filmen, og denne fastsættelse ved en enkelt person giver filmen den rette følelse af intensitet. Beskrivelsen af det futuristiske samfund er begrænset, men man mærker tydeligvis kulden og det upersonlige. En fiks detalje fra Natalis side er de skarpe farver, som vises i de ellers næsten farveløse billeder, når Northam rette identitet indikeres. Lucy Liu er velspillende som kvinden, der måske/måske ikke er til at stole på.
Cypher bliver for mit vedkommende aldrig nær så god som Cube af en specifik grund. Natali mangler simpelthen det nærmere blik på den menneskelige psyke, som han så enestående fremviste i førnævnte. Der gribes overfladisk ud efter omvendt familierolle (efter standardisere øjne), fascinationen ved at skabe egen personlig, den offentlige skal, selviscenesættelse og egen-eskapisme, så at sige. Dette har dog relativt lidt signifikans i forhold til filmens kerne, hvorved Cypher ikke kan hæve sig over de fire stjerner.
Hvis man bedømmer filmen ud fra dens egne præmisser om at levere tårnhøj spænding, så er den en rigtig god film. Man har bare på fornemmelsen, at den indeholder mere end som så, uden dog at den gør det. Dermed heller ikke sagt, at det er en forfejlet film, men en smule prætentiøs kan den ikke undsige sig at være. Dens point skal hentes hjem ved Natalis formidable historiehåndtering og stærke visionære sans, tangerende til det æstetiske. Bemærk især den måde hvorpå han skildrer en flyrejse. Det er så enkelt, men alligevel overrumplende lækkert, at man må beundre Natalis visuelle blik.
Alle Cyphers kvaliteter til trods, så er den i bund og grund en til tider ganske konventionel film, der ikke er nær så sindsoprivende og mindeværdig som Cube. For en mere kritisk og samfundsskildrerne fremtidsfilm kan jeg varmt anbefale Andrew Niccols mesterværk, Gattaca, der næsten overalt er blevet skamløst overset.
Til Thomas: Ikke så god som forventet, men heller ikke helt uden kvaliteter :-)
18/01-2005
