Skematisk og Forudsigelig
3.0
Voldsomt jordskælv rammer Los Angeles.
Tidstypisk katastrofefilm fra en tid i 70’erne hvor disse film var meget på mode, og hvor man har samlet et all-star cast af afdankede stjerner og småkendte stjernefrø til at agere i forskellige arketypiske roller for denne type film.
Handlingen er bygget dramaturgisk op efter den velkendte model, hvor vi i starten ser et panorama over byen, mens vi hører noget ildevarslende musik. Derefter introduceres vi til de forskellige personer som vi kommer til at følge når katastrofen rammer, og deres små eller store hverdags problemer, uden at det nogensinde bliver hverken dybt, ægte eller vedkommende. Så er der de typiske advarsler, som et par mennesker som ingen gider tage rigtigt alvorligt, kommer med. Jordskælvet rammer og vi følger så de forskellige hovedpersoners kamp for at overleve og hjælpe hinanden.
Der er på intet tidspunkt, med en enkelt undtagelse måske, at man overraskes eller at historien afviger fra sin formel. Modellen er brugt mange gange, og selv om filmen her er gammel, kan den ikke sige sig fri for at kaste en masse, eller samtlige klicheer i hovedet på publikum. Selv dengang har der intet nyt været over den.
Særligt spændende bliver det af den grund aldrig, men filmen lever på sin camp-værdi og virker næsten hyggeligt underholdende, på nær de (lige lovligt mange) scener hvor de redningsfolk der burde hjælpe, hele tiden brokker sig over alt det der ikke kan lade sig gøre for at redde menneskeliv, frem for at finde ud af hvordan de faktisk kan redde dem der har brug for det. Om det så er det rigtige udgangspunkt om noget så alvorligt, at filmen fungerer som hyggelig og nærmest harmløs underholdning, kan selvfølgelig diskuteres, men ikke desto mindre er det sandt.
Teknisk er den ganske flot lavet, trods det at den indimellem er lidt dateret at se på, selv om man aner at effekterne visse steder er modeller der ødelægges. Det er en Hollywood produktion på godt og ondt, men hvor man ikke kan beklage det solide håndværk der ligger i filmens tekniske del.
John Williams har leveret musikken og selv om den gør hvad den skal for at understøtte begivenhederne, så skuffer den, når man tænker på hvem der står bag. Den lyder meget som noget man kunne forstille sig at høre til en Tv-serie eller Tv-film fra dengang og lever slet ikke på til Williams normale niveau.
Skuespillerne leverer den vare de skal, hverken mere eller mindre, i papmache-roller, hvor vi fra starten ved hvem der kommer til at betyde hvad for historien.
Tidstypisk katastrofefilm fra en tid i 70’erne hvor disse film var meget på mode, og hvor man har samlet et all-star cast af afdankede stjerner og småkendte stjernefrø til at agere i forskellige arketypiske roller for denne type film.
Handlingen er bygget dramaturgisk op efter den velkendte model, hvor vi i starten ser et panorama over byen, mens vi hører noget ildevarslende musik. Derefter introduceres vi til de forskellige personer som vi kommer til at følge når katastrofen rammer, og deres små eller store hverdags problemer, uden at det nogensinde bliver hverken dybt, ægte eller vedkommende. Så er der de typiske advarsler, som et par mennesker som ingen gider tage rigtigt alvorligt, kommer med. Jordskælvet rammer og vi følger så de forskellige hovedpersoners kamp for at overleve og hjælpe hinanden.
Der er på intet tidspunkt, med en enkelt undtagelse måske, at man overraskes eller at historien afviger fra sin formel. Modellen er brugt mange gange, og selv om filmen her er gammel, kan den ikke sige sig fri for at kaste en masse, eller samtlige klicheer i hovedet på publikum. Selv dengang har der intet nyt været over den.
Særligt spændende bliver det af den grund aldrig, men filmen lever på sin camp-værdi og virker næsten hyggeligt underholdende, på nær de (lige lovligt mange) scener hvor de redningsfolk der burde hjælpe, hele tiden brokker sig over alt det der ikke kan lade sig gøre for at redde menneskeliv, frem for at finde ud af hvordan de faktisk kan redde dem der har brug for det. Om det så er det rigtige udgangspunkt om noget så alvorligt, at filmen fungerer som hyggelig og nærmest harmløs underholdning, kan selvfølgelig diskuteres, men ikke desto mindre er det sandt.
Teknisk er den ganske flot lavet, trods det at den indimellem er lidt dateret at se på, selv om man aner at effekterne visse steder er modeller der ødelægges. Det er en Hollywood produktion på godt og ondt, men hvor man ikke kan beklage det solide håndværk der ligger i filmens tekniske del.
John Williams har leveret musikken og selv om den gør hvad den skal for at understøtte begivenhederne, så skuffer den, når man tænker på hvem der står bag. Den lyder meget som noget man kunne forstille sig at høre til en Tv-serie eller Tv-film fra dengang og lever slet ikke på til Williams normale niveau.
Skuespillerne leverer den vare de skal, hverken mere eller mindre, i papmache-roller, hvor vi fra starten ved hvem der kommer til at betyde hvad for historien.
19/01-2005
