Det er jo hele fire ting...
2.0
Michael Keaton spiller over for sig selv i ny computerskabt forvekslingskomedie.
Computereffekter i film er kommet for at blive
Derom er der ingen tvivl. Men siden det store gennembrud i film som "Dybet" (1989), "Terminator II" (1991) og "Jurassic Park" (1993), har effekternes karakter skilt sig i to. Der er film som "Twister" (1996), hvor effekterne træder så meget frem, at de bliver filmens største (og nogle gange eneste) aktiv, mere opreklamerede og dyrere end skuespillerne for ikke at tale om instruktørerne.
Disse film spiller på den gamle markedspladsimpuls "Se det seneste nye, du tror ikke dine egne øjne", og har sjældent nogen dyb handling eller nogle former for kunstneriske prætentioner. Men computereffekterne kan også bruges på en anden måde, hvor man i stedet for at lægge vægt på selve effekten, bruger den som et traditionelt filmsprogligt redskab. Et eksempel er "Forrest Gump", hvor man på computer gjorde "Lieutenant Dan" (Gary Sinise) benløs, fra knæene og nedefter, så overbevisende, at man som tilskuer ikke kunne se, at der overhovedet var tale om en effekt.
Harold Ramis nye film, "Fire i Én", bruger på samme måde (bortset fra, at man aldrig er i tvivl om, at der er tale om en form for effekt) de nye computermuligheder til at skabe en film, hvor en af personerne optræder op til fire gange i samme billede. Effekten er før set i "Tilbage til fremtiden III" (1993), men er her selve filmens grundlag.
Michael Keaton, som spiller hovedrollen, har via komliceret teknik, først og fremmest bluescreen og computerstyrede kameraer, fået muligheden for at spille mod sig selv. Og lad det være sagt med det samme - den tekniske side af sagen fungerer optimalt. Lynhurtigt glemmer man at se efter special effects, og oplever i stedet filmen, som om der virkelig var fire Michael Keaton'er.
Klassisk forvekslingskomedie
Historien er en klassisk forvekslingskomedie, og som Ramis forrige film, "En Ny Dag Truer" (1993 - om en mand der lever den samme dag om og om igen) baseret på en hvad-nu-hvis-situation.
Doug Kinney har både arbejde og kone, og mangler ordentlig tid til at passe begge dele. Han får lavet en kopi af sig selv hos en eksperimenterende videnskabsmand, så han kan være flere steder på samme tid. Snart laver både Kinney og kopien hver en kopi, så der i alt er fire af ham. Filmen gennemspiller ganske forudsigeligt en række scener, hvor de forskellige Doug Kinney'er forveksles og skifter roller, på arbejdet, på restaurant og i forholdet til konen. Desværre taber kopierne lidt af kvaliteten ved hver kopiering, så nr.2 bliver arbejdsnakoman, nr. 3 bliver lidt bøsse-agtig, mens nr. 4 er ren sinke.
Filmen kræver at man er fan af forvekslingskomedier og Michael Keaton, og jeg skal ærlig indrømme, at jeg personligt har det meget svært med begge dele. Det er selvfølgelig et forsøg på at skildre nutidens splittede mennesker, men tematikken bliver aldrig rigtig interessant. De oplagte muligheder i ideen udnyttes ikke efter fortjeneste, med en markant undtagelse: Filmen får det optimale ud af spillet mellem Keaton'erne og konen, spillet af Andie McDowell. Den oprindelige Doug Kinneys regel nr. 1 er, at han kun selv må gå i seng med hende, men det ender selvfølgelig med, at alle kopierne på en aften får bollet konen, og senere må krybe til korset og indrømme, at de er kommet til at bøje reglel nr. 1 en hel del.
Mæt af kameler
Man må sluge et par kameler undervejs i filmen. At kopi nr. 3 får bøssetræk, der dermed fremhæves som stadiet lige før total sinke, forekommer ikke særligt politisk korrekt. Og filmens slutning er temmelig småborgerlig - Kinney vinder sin kone tilbage ved at ombygge huset til et lettere rædselsfuldt forstads-middelklasse-paradis! Men jeg har på fornemmelsen, at folk der er til forvekslingskomedier og bastant farcekomedie a la "Mrs. Doubtfire" (1993), vil grine sig gennem filmen med stor fornøjelse. Personligt havde jeg klart foretrukket, at filmen tematisk havde taget skridtet fuldt ud, og udvisket grænsen mellem hvem der er originalen og hvem der er kopierne - så kunne der være kommet andre, mere alvorlige, boller på suppen.
Computereffekter i film er kommet for at blive
Derom er der ingen tvivl. Men siden det store gennembrud i film som "Dybet" (1989), "Terminator II" (1991) og "Jurassic Park" (1993), har effekternes karakter skilt sig i to. Der er film som "Twister" (1996), hvor effekterne træder så meget frem, at de bliver filmens største (og nogle gange eneste) aktiv, mere opreklamerede og dyrere end skuespillerne for ikke at tale om instruktørerne.
Disse film spiller på den gamle markedspladsimpuls "Se det seneste nye, du tror ikke dine egne øjne", og har sjældent nogen dyb handling eller nogle former for kunstneriske prætentioner. Men computereffekterne kan også bruges på en anden måde, hvor man i stedet for at lægge vægt på selve effekten, bruger den som et traditionelt filmsprogligt redskab. Et eksempel er "Forrest Gump", hvor man på computer gjorde "Lieutenant Dan" (Gary Sinise) benløs, fra knæene og nedefter, så overbevisende, at man som tilskuer ikke kunne se, at der overhovedet var tale om en effekt.
Harold Ramis nye film, "Fire i Én", bruger på samme måde (bortset fra, at man aldrig er i tvivl om, at der er tale om en form for effekt) de nye computermuligheder til at skabe en film, hvor en af personerne optræder op til fire gange i samme billede. Effekten er før set i "Tilbage til fremtiden III" (1993), men er her selve filmens grundlag.
Michael Keaton, som spiller hovedrollen, har via komliceret teknik, først og fremmest bluescreen og computerstyrede kameraer, fået muligheden for at spille mod sig selv. Og lad det være sagt med det samme - den tekniske side af sagen fungerer optimalt. Lynhurtigt glemmer man at se efter special effects, og oplever i stedet filmen, som om der virkelig var fire Michael Keaton'er.
Klassisk forvekslingskomedie
Historien er en klassisk forvekslingskomedie, og som Ramis forrige film, "En Ny Dag Truer" (1993 - om en mand der lever den samme dag om og om igen) baseret på en hvad-nu-hvis-situation.
Doug Kinney har både arbejde og kone, og mangler ordentlig tid til at passe begge dele. Han får lavet en kopi af sig selv hos en eksperimenterende videnskabsmand, så han kan være flere steder på samme tid. Snart laver både Kinney og kopien hver en kopi, så der i alt er fire af ham. Filmen gennemspiller ganske forudsigeligt en række scener, hvor de forskellige Doug Kinney'er forveksles og skifter roller, på arbejdet, på restaurant og i forholdet til konen. Desværre taber kopierne lidt af kvaliteten ved hver kopiering, så nr.2 bliver arbejdsnakoman, nr. 3 bliver lidt bøsse-agtig, mens nr. 4 er ren sinke.
Filmen kræver at man er fan af forvekslingskomedier og Michael Keaton, og jeg skal ærlig indrømme, at jeg personligt har det meget svært med begge dele. Det er selvfølgelig et forsøg på at skildre nutidens splittede mennesker, men tematikken bliver aldrig rigtig interessant. De oplagte muligheder i ideen udnyttes ikke efter fortjeneste, med en markant undtagelse: Filmen får det optimale ud af spillet mellem Keaton'erne og konen, spillet af Andie McDowell. Den oprindelige Doug Kinneys regel nr. 1 er, at han kun selv må gå i seng med hende, men det ender selvfølgelig med, at alle kopierne på en aften får bollet konen, og senere må krybe til korset og indrømme, at de er kommet til at bøje reglel nr. 1 en hel del.
Mæt af kameler
Man må sluge et par kameler undervejs i filmen. At kopi nr. 3 får bøssetræk, der dermed fremhæves som stadiet lige før total sinke, forekommer ikke særligt politisk korrekt. Og filmens slutning er temmelig småborgerlig - Kinney vinder sin kone tilbage ved at ombygge huset til et lettere rædselsfuldt forstads-middelklasse-paradis! Men jeg har på fornemmelsen, at folk der er til forvekslingskomedier og bastant farcekomedie a la "Mrs. Doubtfire" (1993), vil grine sig gennem filmen med stor fornøjelse. Personligt havde jeg klart foretrukket, at filmen tematisk havde taget skridtet fuldt ud, og udvisket grænsen mellem hvem der er originalen og hvem der er kopierne - så kunne der være kommet andre, mere alvorlige, boller på suppen.
19/11-2018
