Guf for sanserne

Det her er virkelig en film for syns, høre og følesansen. Flotte kostumer, vidunderlig musik, (især Christines første sang, Think of me) og en bevægende kærlighedshistorie. (Min veninde græd næsten hele filmen igennem, og jeg klemte da også et par tårer til sidst) Der mangler måske en lille smule mere gys, og en enkelt sang eller to kunne godt ha været erstattet af dialog. Jeg er ellers ikke så meget til de der musicalfilm, og var næsten sikker på at jeg ville synes at Phantom var noget møg. Moulin Rouge gider jeg kun se for kostumernes skyld, og Chicago var hamrende kedelig, men phantomet var bare fantastisk, og den tog næsten luften fra en. Jeg nynnede musikken hele vejen hjem.

Og jeg er helt enig maria, bare Gerard beholder masken på, så ville det ikke gøre noget hvis det var det eneste han havde på *gg*