For Familien's Skyld
4.0
Kvinden Maggie (Blanchett) må have hjælp af sin far (Jones), som hun ellers intet gider have med at gøre fordi han forlod familien, da hun var barn, for at leve blandt indianere, da hendes ene datter (Wood) er blevet kidnappet af en bande af indianere og hvide, der har slået sig på handel med kvinder.
Instruktør Howard, der har lavet en lang række flotte, men indimellem næsten for publikumsvenlige film, må siges at være en alsidig herre efterhånden, med mange forskellige produktioner bag sig. Denne gang har han kastet sig over western-genren, men på en overraskende dyster måde, der bevæger sig væk fra både den mere traditionelle amerikanske western og de mere brutale ”spagetti-westerns” (og enkelte ”nyere” amerikanske), selv om Howard ikke kan sige sig fri for visse politisk korrekte tiltag (banden består af både indianere og hvide, nul voldtægt af kvinderne med begrundelse af at de skal være uberørte, den køber jeg altså ikke, og enkelte andre ting).
Historien er bygget på en bogen ”The Last Ride” af Thomas Edison, der har visse ligheder i den primære handling med John Ford mesterværket ”The Searchers” (på IMD’s database står den opført som et remake af selv samme, men det mener jeg ikke er helt rigtigt).
Handlingen her er der intet nyt eller særligt over, men den indimellem mørke og ofte realistiske og til dels hårdkogte stil, kombineret med en blanding af overtro og en anelse gys og thriller, er ikke noget der har været brugt mange gange indenfor denne her genre og på den måde udmærker Howard’s film sig, hvis man ikke hører til de mere konservative, der ikke kan tåle der pilles for meget ved western-mytologien. Kan man det, bydes der både på solid spænding og fine actionscener i en velfortalt og medrivende historie, der dog kan virke en anelse forudsigelig, hvor det at genfinde betydningen af familie og ofte sig for den, eller de ofre man må bringe og det ansvar man må påtage sig hvis man vil have en sådan, er en vigtig del.
Til de to bærende roller, er både Jones og Blanchett velvalgte og spiller med store overbevisning. Særligt Jones viser noget af det bedste vi har set fra ham længe. Også unge Wood, der spiller den kidnappet datter, gør de overbevisende, selv om jeg finder hendes rolle lige lovlig handlekraftig (hvad der selvfølgelig ikke nødvendigvis er urealistisk). Kilmer i en rolle som arrogant officer, var jeg derimod ikke så vild med. Her spiller han igen så man irriteres, ikke over rollen, men over ham.
Billedsiden af fotograf Salvatore Totino, for hvem det kun er 3 film (de to forrige var Oliver Stone’s ”Any Given Sunday” og dramathrilleren ”Changing Lanes”), er smukke og stilige. I starten er de kolde og depressive, men efterhånden som Jones og Blanchett begynder at genfinde hinanden, kommer der en anelse mere varme og sol ind. Naturen bruges ligeledes flot som baggrund for fortællingen og som symbol på kulden og varmen mellem filmens to hovedpersoner. Musikken af hvad man engang kunne kalde John Williams wanne-be, James Horner er effektiv, men desværre ikke noget man rigtigt husker, men den understøtter fortællingen, selv om den i perioder er lige ”western-agtig” nok i forhold til hvor ”lidt” western der er over denne her produktion.
For mig var ”The Missing” er god overraskelse, den er klart bedre end det rygte som anmelderne har givet den og hæver sig over middelmådigheden. Så selv om jeg har set bedre film og der er visse aspekter man kan kritisere, så fungerer filmen i det store hele flot.
Instruktør Howard, der har lavet en lang række flotte, men indimellem næsten for publikumsvenlige film, må siges at være en alsidig herre efterhånden, med mange forskellige produktioner bag sig. Denne gang har han kastet sig over western-genren, men på en overraskende dyster måde, der bevæger sig væk fra både den mere traditionelle amerikanske western og de mere brutale ”spagetti-westerns” (og enkelte ”nyere” amerikanske), selv om Howard ikke kan sige sig fri for visse politisk korrekte tiltag (banden består af både indianere og hvide, nul voldtægt af kvinderne med begrundelse af at de skal være uberørte, den køber jeg altså ikke, og enkelte andre ting).
Historien er bygget på en bogen ”The Last Ride” af Thomas Edison, der har visse ligheder i den primære handling med John Ford mesterværket ”The Searchers” (på IMD’s database står den opført som et remake af selv samme, men det mener jeg ikke er helt rigtigt).
Handlingen her er der intet nyt eller særligt over, men den indimellem mørke og ofte realistiske og til dels hårdkogte stil, kombineret med en blanding af overtro og en anelse gys og thriller, er ikke noget der har været brugt mange gange indenfor denne her genre og på den måde udmærker Howard’s film sig, hvis man ikke hører til de mere konservative, der ikke kan tåle der pilles for meget ved western-mytologien. Kan man det, bydes der både på solid spænding og fine actionscener i en velfortalt og medrivende historie, der dog kan virke en anelse forudsigelig, hvor det at genfinde betydningen af familie og ofte sig for den, eller de ofre man må bringe og det ansvar man må påtage sig hvis man vil have en sådan, er en vigtig del.
Til de to bærende roller, er både Jones og Blanchett velvalgte og spiller med store overbevisning. Særligt Jones viser noget af det bedste vi har set fra ham længe. Også unge Wood, der spiller den kidnappet datter, gør de overbevisende, selv om jeg finder hendes rolle lige lovlig handlekraftig (hvad der selvfølgelig ikke nødvendigvis er urealistisk). Kilmer i en rolle som arrogant officer, var jeg derimod ikke så vild med. Her spiller han igen så man irriteres, ikke over rollen, men over ham.
Billedsiden af fotograf Salvatore Totino, for hvem det kun er 3 film (de to forrige var Oliver Stone’s ”Any Given Sunday” og dramathrilleren ”Changing Lanes”), er smukke og stilige. I starten er de kolde og depressive, men efterhånden som Jones og Blanchett begynder at genfinde hinanden, kommer der en anelse mere varme og sol ind. Naturen bruges ligeledes flot som baggrund for fortællingen og som symbol på kulden og varmen mellem filmens to hovedpersoner. Musikken af hvad man engang kunne kalde John Williams wanne-be, James Horner er effektiv, men desværre ikke noget man rigtigt husker, men den understøtter fortællingen, selv om den i perioder er lige ”western-agtig” nok i forhold til hvor ”lidt” western der er over denne her produktion.
For mig var ”The Missing” er god overraskelse, den er klart bedre end det rygte som anmelderne har givet den og hæver sig over middelmådigheden. Så selv om jeg har set bedre film og der er visse aspekter man kan kritisere, så fungerer filmen i det store hele flot.
20/01-2005
