middelmådig ’hvorfor?’
3.0
Auto Focus er den autentiske historie om komikeren Bob Crane, der i 1978 blev fundet myrdet på et hotelværelse. Gerningsmanden blev aldrig fundet, men de mest plausible teorier udpegede John Carpenter, som Crane havde et specielt venskab med. Dette drama er instrueret af den prominente Paul Schrader, der nok mest er kendt for hans manuskripter til Scorsese-film som Raging Bull, Den Sidste Fristelse og ikke mindst Taxi Driver. Som instruktør har Schrader begået psykologisk interessante, men ikke videre mindeværdige film. Senest fik han skrottet hans udgave af Excorsisten: Begyndelsen af Warner Bros. studierne, der i stedet hyrede bulder-og-brag instruktøren Renny Harlin. Valget forekommer ganske stupidt, men jeg skal ikke kun bedømme, før jeg har set begge versioner.
Filmen er baseret på en bog af Robert Graysmith, som ikke er blevet bearbejdet af Schrader selv, der her kun indtager instruktørstolen. Og heri ligger filmens store problem måske. Bevares, Auto Focus er et elegant og sikker udført drama, der aldrig mister karaktertroværdighed, ikke mindst takket være skuespillerne. Den undervurderede Greg Kinnear er fremragende i hovedrollen som Crane, der indledningsvis fint demonstrerer hvorfor han er så vellidt en mand gennem hans varme og humoristiske fremtræden. Langsomt og taktfuld udvises hans indre lyster, hans umættelige seksuelle appetit og forfængelighed, der forargede det konservative samfund, selv efter sexfrigørelsen i ’70’erne. Kinnear spiller personen med en nærmest uskyldsren indfaldsvinkel, hvorved man aldrig dømmer Crane, kun misbilliger hans mange dårlige og ganske menneskenedværdigende valg. Crane er et offer for hans egen lyster, som Schrader aldrig definerer nærmere. William Dafoe er som altid velspillende som den ulækre Carpenter.
Filmens store problem ligger i de bagvedliggende intentioner, for hvad vil Schrader egentlig fortælle med filmen? Den mangler ligesom en dybere mening, og fraværet af denne gør Auto Focus både en smule tør og diffus. Den lettere kontroversielle handling til trods (set med datidens øjne), så tager Schrader ikke mange chance, og selvom filmen ikke er decideret kommerciel, så er den ganske konventionel og egentlig også monoton. Subteksten er spinkel, og især drømmesekvenserne er malplacerede og alt for håndgribelige. En mere talentfuld instruktør ville velsagtens have fundet en mere raffineret og subtil måde at levendegøre Cranes psykologiske problemer på (og det er ikke for at underminerer Schraders tidligere indflydelse på filmindustrien).
Som tidsbillede er Auto Focus gennemført og detaljerigt, understøttet af den gammeldags og uprangende fotografering, der abrupt skifter til håndholdt kamera, der ganske fint illustrerer det mentale forfald. Mordet på Crane er så afdæmpet og uhøjtideligt iscenesat, at det gør scenen ekstrem ulækker og på et eller andet plan også ubærlig. Uhøjtideligheden indikerer det manglende afsavn fra Cranes medmennesker og kære, et pessimistisk, men ganske modigt træk fra Schrader, der naturligvis ikke giver et entydigt svar på gerningsmanden, selvom hans egen betragtning er ganske klar.
Alle dens kvaliteter til trods, så formår Auto Focus aldrig rigtig at gribe publikum. Som sagt er menneskeskildringen rigtig god, men selve historien og filmens eksistensgrundlag er uklar. Associationer til James Cox’s mere visuelt fokuserede Wonderland fremkommer, da denne film også besad netop det problem.
Filmen er baseret på en bog af Robert Graysmith, som ikke er blevet bearbejdet af Schrader selv, der her kun indtager instruktørstolen. Og heri ligger filmens store problem måske. Bevares, Auto Focus er et elegant og sikker udført drama, der aldrig mister karaktertroværdighed, ikke mindst takket være skuespillerne. Den undervurderede Greg Kinnear er fremragende i hovedrollen som Crane, der indledningsvis fint demonstrerer hvorfor han er så vellidt en mand gennem hans varme og humoristiske fremtræden. Langsomt og taktfuld udvises hans indre lyster, hans umættelige seksuelle appetit og forfængelighed, der forargede det konservative samfund, selv efter sexfrigørelsen i ’70’erne. Kinnear spiller personen med en nærmest uskyldsren indfaldsvinkel, hvorved man aldrig dømmer Crane, kun misbilliger hans mange dårlige og ganske menneskenedværdigende valg. Crane er et offer for hans egen lyster, som Schrader aldrig definerer nærmere. William Dafoe er som altid velspillende som den ulækre Carpenter.
Filmens store problem ligger i de bagvedliggende intentioner, for hvad vil Schrader egentlig fortælle med filmen? Den mangler ligesom en dybere mening, og fraværet af denne gør Auto Focus både en smule tør og diffus. Den lettere kontroversielle handling til trods (set med datidens øjne), så tager Schrader ikke mange chance, og selvom filmen ikke er decideret kommerciel, så er den ganske konventionel og egentlig også monoton. Subteksten er spinkel, og især drømmesekvenserne er malplacerede og alt for håndgribelige. En mere talentfuld instruktør ville velsagtens have fundet en mere raffineret og subtil måde at levendegøre Cranes psykologiske problemer på (og det er ikke for at underminerer Schraders tidligere indflydelse på filmindustrien).
Som tidsbillede er Auto Focus gennemført og detaljerigt, understøttet af den gammeldags og uprangende fotografering, der abrupt skifter til håndholdt kamera, der ganske fint illustrerer det mentale forfald. Mordet på Crane er så afdæmpet og uhøjtideligt iscenesat, at det gør scenen ekstrem ulækker og på et eller andet plan også ubærlig. Uhøjtideligheden indikerer det manglende afsavn fra Cranes medmennesker og kære, et pessimistisk, men ganske modigt træk fra Schrader, der naturligvis ikke giver et entydigt svar på gerningsmanden, selvom hans egen betragtning er ganske klar.
Alle dens kvaliteter til trods, så formår Auto Focus aldrig rigtig at gribe publikum. Som sagt er menneskeskildringen rigtig god, men selve historien og filmens eksistensgrundlag er uklar. Associationer til James Cox’s mere visuelt fokuserede Wonderland fremkommer, da denne film også besad netop det problem.
20/01-2005
