Men Hvorfor Gjorde Han Det?
3.0
Fortællingen om den unge og homoseksuelle Jeffrey Dahmer (Renner), er bygget på den sande historie om seriemorderen, der ydede at bedøve, myrde og misbruge sine ofre seksuelt.
Filmen gør i starten selv opmærksom på, at visse ting er ændret og enkelte personer er fiktive (man ændrer jo stort set altid visse ting i film bygget på virkelige hændelser), men når man ser filmen bliver man hurtigt klar over, at de ændringer der er lavet, i hvert fald ikke er lavet for at gøre filmen mere sensationel eller spændende. Spænding er der faktisk næsten intet af, men det er heller ikke en decideret thriller, der dyrker seriemorderen som ren underholdning, selv om den selvfølgelig spiller på os menneskers sære og ambivalente fascination for disse og deres brutale handlinger, som andre film også gør.
Det er en rolig og langsommelig film, holdt i meget mørke og lidt dystre hverdagsbilleder, der aldrig prøver at lefle for publikum med visuelt lir, mange smarte klip og andet gejl, men giver sig tid til personen.
Desværre er historien også for fokuseret for Dahmer’s besættelse for ”sine” lig, uden at den prøver nok (næsten ikke) at komme bagom personen, eller vise ret mange andre sider af hans liv og den hænger for længe fast i sine scener, uden at bygge noget på dem. Det skal dog siges, at Renner spiller rollen så suverænt, at man alligevel føler man får et lille indblik i et forskruet og psykisk forstyrret sind, der myrder sine elskere for at få fuld kontrol med dem under akten.
Slutningen var jeg ikke så vild med, da jeg følte den ikke fulgte sin historie til dørs. På den anden side, så kan man vel ikke klandre filmens instruktør for netop at prøve at undgå den mere sensationspræget og medieliderlige del af denne uhyggelige fortælling om menneskets værste sider, når resten af filmen heller aldrig har jagtet chokket og de billige effekter.
Filmen gør i starten selv opmærksom på, at visse ting er ændret og enkelte personer er fiktive (man ændrer jo stort set altid visse ting i film bygget på virkelige hændelser), men når man ser filmen bliver man hurtigt klar over, at de ændringer der er lavet, i hvert fald ikke er lavet for at gøre filmen mere sensationel eller spændende. Spænding er der faktisk næsten intet af, men det er heller ikke en decideret thriller, der dyrker seriemorderen som ren underholdning, selv om den selvfølgelig spiller på os menneskers sære og ambivalente fascination for disse og deres brutale handlinger, som andre film også gør.
Det er en rolig og langsommelig film, holdt i meget mørke og lidt dystre hverdagsbilleder, der aldrig prøver at lefle for publikum med visuelt lir, mange smarte klip og andet gejl, men giver sig tid til personen.
Desværre er historien også for fokuseret for Dahmer’s besættelse for ”sine” lig, uden at den prøver nok (næsten ikke) at komme bagom personen, eller vise ret mange andre sider af hans liv og den hænger for længe fast i sine scener, uden at bygge noget på dem. Det skal dog siges, at Renner spiller rollen så suverænt, at man alligevel føler man får et lille indblik i et forskruet og psykisk forstyrret sind, der myrder sine elskere for at få fuld kontrol med dem under akten.
Slutningen var jeg ikke så vild med, da jeg følte den ikke fulgte sin historie til dørs. På den anden side, så kan man vel ikke klandre filmens instruktør for netop at prøve at undgå den mere sensationspræget og medieliderlige del af denne uhyggelige fortælling om menneskets værste sider, når resten af filmen heller aldrig har jagtet chokket og de billige effekter.
23/01-2005
