rig på ynkelighed!

Swept Away blev sablet ned af kritikerne og publikum holdte sig ligeledes langt væk fra filmen, der blev noget af en økonomisk fiasko, og det er da ganske velfortjent. Nøjagtig som med Martin Brests Gigli med datids-parret Lopez og Affleck besluttede jeg mig for, for så vidt at glemme al den negative forhåndsomtale og udskæld og bedømme filmen ud fra dens egne præmisser. Gigli fandt jeg langtfra så forfærdelig som antaget, men lige meget hvordan man vender og drejer Swept Away, så er det en smagløs og komplet latterlig film, der ikke bare er et produkt af pessimistisk massehysteri.

Historiemæssigt har instruktøren Guy Ritchie aldrig været synderlig original. Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch bar i stor stil præg af post-Tarantino trenden med charmerende småforbryder i dilemma. Visuelt set er Ritchie dog en af de sidste mange års mest innovative auteurer, hvor billedsiden altid har været højenergisk og nærmest fabulerende. Akkompagneret af perfekt afstemt musik, hvor der aldrig er gået ren Mtv-stil i det, er de to førnævnte film guf for en sand filmnørd. Hvad der er gået galt for den talentfulde Ritchie med Swept Away, kan man kun gisne om. Filmens stil minder slet ikke om Ritchies tidligere arbejde, og det er skam ikke ment som en kompliment!

Handlingen i Swept Away er håbløs banal, men har alligevel stedvis tiltag til noget interessant. Kritik mod den kapitalistiske tankegang, skyggesiden ved storforbruget af kunstigt fremstillede kemikalier og menneskets utaknemlighed. Dette er dog marginale detaljer, som ikke ændre det overordnede indtryk, som filmen giver. Nemlig grænseløs irritation og følelsen af ekstremt tidsspilde. Madonna er gift med instruktøren, og det er nok også den eneste grund til, at hun har erhvervet sig rollen som snobbet diva, hvis overlegenhed vendes mod hende selv, da hun strander på en øde ø med en mand fra skibets besætning. Madonna spiller absolut forfærdelig og talentløs, men overgås næsten af Adrianno Giannini som maskulin fisker. Læg deroveni nogle af de mest karikerede og unuancerede personer set på film og interessen og troværdigheden er fuldstændig forsvundet. Ritchies beskrivelse af Madonnas langsomme selverkendelse og omvending gennem Gianninis karakter er faktisk ganske mandschauvinistisk og ondskabsfuld. Potentialet i omdrejningspunktet skimtes ikke engang, Madonna og især Giannini opfører sig både utroværdig uciviliseret og dumt, og uden den psykologiske dybde holder det slet ikke. Deres opståede kærlighed ankommer komplet umotiveret og passer overhovedet ikke ind i handlingsfremdriften.

Swept Away er ufrivillig komisk, men det gør den ikke seværdig. Det er en anstrengende film, dilettantisk instrueret og ligger sig faktisk under tv-film niveau. Det virker egentlig som om Ritchie nærmest bevidst er gået efter at kreere en ordentlig omgang filmlort, for det er det eneste, som han har præsteret med dette makværk. Én positiv kommentar skal filmen dog have, og det er omkring slutningen, der er atypisk nedslående og alt andet end sukkersød. Det godtgører dog ikke halvanden times elendighed. Heldigvis ser det ud til, at Ritchie vender stærkt tilbage med den signaturprægede Revolver med altid seværdige Jason Statham. Og lad så Swept Away være en engangsforestilling og enkelt skamplet i Ritchies karriere.