- Som ringe i vandet -
5.0
”Traffic” er en nådesløs beretning om det tunge narkoproblem, der hærger USA og Mexico. Den er nutidig og i den grad aktuel, da den tager fat på et alvorligt emne, der omfatter mennesker i alle ”størrelser”.
Det er også det, ”Traffic” arbejder med. Filmen er en kollektiv beretning, der med en række sidehistorier skildrer problemet lige fra slummet i det korruptionsramte Mexico til overklassen i det, i mere end én forstand, kolde USA. Og det er et mesterligt træk af instruktør Soderbergh. Det er fremragende sat sammen, og det er samtidig med til at efterlade et stærkt indtryk af problemets store omfang.
Filmen er i det hele taget spændende lavet, og Soderbergh forstår virkelig at gøre sig gældende rent billedkompositorisk. Hans brug af farver og lys er ligeledes et kapitel for sig, og billedsiden må uden tvivl siges at være en genistreg.
Men det er ikke kun, de skarpe billeder, der gør denne her til en helt speciel filmoplevelse. Den kan nemlig, som de færreste film, få os til at tro på det, vi ser. Kameraet er nærværende (af og til næsten dokumentarisk) men samtidig en flue på væggen, således vi næsten glemmer, at det er film, vi sidder og ser. Og det er i sandhed filmens største bedrift.
Naturligvis godt hjulpet på vej af det gode skuespil, hvor en række yngre og ældre navne, gør sig bemærket. Benicio Del Toro leverer en god præstation som den pinte strømer midt i korruptionens helvede, mens Michael Douglas er særdeles overbevisende som overklassemanden, der kæmper med at være et offentligt ansigt og en plaget familiefar på samme tid.
En barsk film der tager fat på et evigt aktuelt emne. Fingrene lægges ikke imellem på noget tidspunkt, og filmen er nøjagtig så voldsom som det tema, den omhandler. Dermed ikke sagt at den er brutal, for det er den ikke - blot ærlig. Udtrykket er koldt og kynisk, ja, men filmen har ikke et behov for at være det. Det ses i slutningen, hvor Soderbergh har overblik nok til at runde sin film af med en snert af optimisme. Præcis som det bør være.
Det er også det, ”Traffic” arbejder med. Filmen er en kollektiv beretning, der med en række sidehistorier skildrer problemet lige fra slummet i det korruptionsramte Mexico til overklassen i det, i mere end én forstand, kolde USA. Og det er et mesterligt træk af instruktør Soderbergh. Det er fremragende sat sammen, og det er samtidig med til at efterlade et stærkt indtryk af problemets store omfang.
Filmen er i det hele taget spændende lavet, og Soderbergh forstår virkelig at gøre sig gældende rent billedkompositorisk. Hans brug af farver og lys er ligeledes et kapitel for sig, og billedsiden må uden tvivl siges at være en genistreg.
Men det er ikke kun, de skarpe billeder, der gør denne her til en helt speciel filmoplevelse. Den kan nemlig, som de færreste film, få os til at tro på det, vi ser. Kameraet er nærværende (af og til næsten dokumentarisk) men samtidig en flue på væggen, således vi næsten glemmer, at det er film, vi sidder og ser. Og det er i sandhed filmens største bedrift.
Naturligvis godt hjulpet på vej af det gode skuespil, hvor en række yngre og ældre navne, gør sig bemærket. Benicio Del Toro leverer en god præstation som den pinte strømer midt i korruptionens helvede, mens Michael Douglas er særdeles overbevisende som overklassemanden, der kæmper med at være et offentligt ansigt og en plaget familiefar på samme tid.
En barsk film der tager fat på et evigt aktuelt emne. Fingrene lægges ikke imellem på noget tidspunkt, og filmen er nøjagtig så voldsom som det tema, den omhandler. Dermed ikke sagt at den er brutal, for det er den ikke - blot ærlig. Udtrykket er koldt og kynisk, ja, men filmen har ikke et behov for at være det. Det ses i slutningen, hvor Soderbergh har overblik nok til at runde sin film af med en snert af optimisme. Præcis som det bør være.
25/01-2005
