heard it through the grapevine
1.0
Jeg så med skadefro forventning frem til at overvære makværket Catwoman, der som få andre film har fået filmkritiker enstemmigt til at råbe ’bundskraber’ i kor. Man skal i hvert fald lede længe efter så uskældt og nedsablet en film. Catwoman-karakteren udspringer fra Batman-universet, og Michelle Pfeiffer (en skuespillerinde som jeg ellers virkelig ikke kan lide) levendegjorde hende ganske uforglemmeligt i Tim Burtons semi-mesterværk Batman Returns. Karakteren var gennemført og psykologisk interessant, et perfekt modstykke til Bruce Waynes mere rendyrkede, om end psykisk plaget helt. Et element, som nok skal udforskes perfektibelt i Christopher Nolans kommende Batman Begins, som jeg allerede nu vil udråbe til en af år 2005’s største filmoplevelser. Intentionen med denne spin-off film har utvivlsomt ikke været at udforske den skizofrene og psykologiske side af Catwoman, men nærmere hurtige penge og uforpligtende underholdning. Og med den smækre Halle Berry i hovedrollen (skuespillervalget kan altså ikke forekomme andet end malplaceret), er der vist ikke nogen der kan fucke denne film op.
Og her introduceres så instruktøren med det underlige kunstnernavn Pitof og en 5-6 personer, der står bag det rodede og dilettantiske manuskript. Pitof er hentet fra den franske filmindustri, er tidligere effektmand og stod også bag den nogenlunde velfungerende Vidocq. Han har en meget energisk og insisterende visuel sans, der dog tit og ofte bliver ganske anstrengende og tung. Der er absolut intet subtilt over hans iscenesættelse, og det gør Catwoman til en overlæsset og ufrivillig komisk film. Bare se den måde hvorpå han prøver at opbygge en fascinerende mytologi ud fra katte! Man kan da ikke andet end le.
Jeg har altid ment, at Halle Berry er en overvurderet skuespiller, der kun har leveret en rigtig god præstation, og det var i Marc Fosters gribende og uafrystelige Monster’s Ball. En Oscarstatuette var endda berettiget. Derefter overlod Berry sig selv til de kommercielle roller igen, hun var ganske forfærdelig i Lee Tamahoris overgearede Die Another Day, men formår faktisk at spille værre i Catwoman. Ikke fordi hun har noget som helst at arbejde med, manuskriptet indlader ingen nuancer eller psykologisk dybde, og da slet ikke troværdighed, í karakteren. Den marginale karakterudvikling er forudsigelig og dybt klichefyldt, men Berry hjælper ikke på sagen med hendes evindelige kattelyde, der virkelig fik mig til at krumme tæer. Hun er dog tilpas afklædt så der alligevel er noget at hente for husarerne. Hun bakkes op (eller trækkes ned, se på det, som du vil) af en meget anonym Sharon Stone som divaagtig skurk, der har fået hærdet hud af, hæng fast, et hudprodukt, der gør folk afhængige! Hvilket omdrejningspunkt for en film. Benjamin Bratt gør hvad han kan, men skulle nok hellere have medvirket i en nyfortolkning af Superman (som den talentfulde Bryan Singer er i gang med). Det er i hvert fald overjordisk og ganske imponerende så hurtigt han kan komme fra en gade op til 5. sal, og længere henne i filmen ankomme til en villa 1 minut efter alarmens begyndelse.
Nuvel, dette er let underholdning, og man skal derfor ikke ligge for meget omtanke i hændelserne, men bare dømme den ud fra dens egne præmisser. Men der er nu alligevel en grænse for, hvor meget man vil sluge i underholdningens navn, og den grænse krydses i Catwoman med flere kilometer (cirka 32). Som sagt har Pitof intet talent for fængende historiefremdrift eller dramatisk spænding, så underholdningen skal findes i de mange (og ekstrem stiliserede) actionscener, der dog aldrig bliver blodige, for censuren skal holdes nede. Men er det egentlig ikke ret hyklerisk, at børn og unge sagtens må se Halle Berry i nærmest ikke-eksisterende læder med pisk, der fremfører sig selv som en narcissistisk pornomodel (takket være Pitofs fokus), men ikke må se en smule blod, brutale voldscener og høre bandeord? Filmen skal have den ros, at de fleste af slåskampene faktisk er ganske velkonstruerede og indbyder til en smule seværdighed. Desværre lader Pitof effektfolkene komme på overarbejde, og effekterne er tit og ofte let gennemskuelige, til tider endda direkte grimme. Det hele virker hæsblæsende, men også overdreven usammenhængende. For en visuel filmnyder som mig rammer Pitof alligevel flere gange plet, hans mange kameraturer uden klip (dem der ikke er computeranimerede) er ingenlunde ueffektive, men ganske beskrivende, dog uden at have en historisk eller dybereliggende signifikans. Klaus Badelt står for det irriterende musik, og man nægter nærmest at tro, at Badelt også komponerede det fantastiske og fængende score til Gore Verbinskis herlige Pirates of the Caribbiean. Badelt får dog også den utaknemlige opgave at inkorporere endnu et ’hit’ fra evig barnlige Britney Spears, der tankevækkende (og forstyrrende) nok er et idol for mange unge. Basketball kampen, der skal fremvise Berrys nyfundne evner, er pinlig nok i sig selv, men akkompagneret af Spears’ hæslige musik, bliver det nærmest uudholdeligt.
Catwoman var et storstilet projekt, men fallerede på alle punkter, ikke mindst den økonomiske fiasko var vederstyggelig. Grunden til det ligger mest i selve karakteren, der ingen eksistensgrundlag havde for at blive en selvstændig filmhelt. Catwoman var meget mere kompliceret, og desto mere interessant, i Burtons film, men falder helt til jorden i denne dybt overflødige produktion, der mest af alt kan beskrives som gumpetungt nonsens. Hvor tåbelig den end er, så underholder den dog moderat, selvom det ikke er af de rigtige grunde. Catwoman er simpelthen så dårlig, at det gør den seværdig. Filmen opnår i tilgift en ting; den får Mark Steven Johnsons Daredevil til at fremstå som et genredefinerende mesterværk.
Og her introduceres så instruktøren med det underlige kunstnernavn Pitof og en 5-6 personer, der står bag det rodede og dilettantiske manuskript. Pitof er hentet fra den franske filmindustri, er tidligere effektmand og stod også bag den nogenlunde velfungerende Vidocq. Han har en meget energisk og insisterende visuel sans, der dog tit og ofte bliver ganske anstrengende og tung. Der er absolut intet subtilt over hans iscenesættelse, og det gør Catwoman til en overlæsset og ufrivillig komisk film. Bare se den måde hvorpå han prøver at opbygge en fascinerende mytologi ud fra katte! Man kan da ikke andet end le.
Jeg har altid ment, at Halle Berry er en overvurderet skuespiller, der kun har leveret en rigtig god præstation, og det var i Marc Fosters gribende og uafrystelige Monster’s Ball. En Oscarstatuette var endda berettiget. Derefter overlod Berry sig selv til de kommercielle roller igen, hun var ganske forfærdelig i Lee Tamahoris overgearede Die Another Day, men formår faktisk at spille værre i Catwoman. Ikke fordi hun har noget som helst at arbejde med, manuskriptet indlader ingen nuancer eller psykologisk dybde, og da slet ikke troværdighed, í karakteren. Den marginale karakterudvikling er forudsigelig og dybt klichefyldt, men Berry hjælper ikke på sagen med hendes evindelige kattelyde, der virkelig fik mig til at krumme tæer. Hun er dog tilpas afklædt så der alligevel er noget at hente for husarerne. Hun bakkes op (eller trækkes ned, se på det, som du vil) af en meget anonym Sharon Stone som divaagtig skurk, der har fået hærdet hud af, hæng fast, et hudprodukt, der gør folk afhængige! Hvilket omdrejningspunkt for en film. Benjamin Bratt gør hvad han kan, men skulle nok hellere have medvirket i en nyfortolkning af Superman (som den talentfulde Bryan Singer er i gang med). Det er i hvert fald overjordisk og ganske imponerende så hurtigt han kan komme fra en gade op til 5. sal, og længere henne i filmen ankomme til en villa 1 minut efter alarmens begyndelse.
Nuvel, dette er let underholdning, og man skal derfor ikke ligge for meget omtanke i hændelserne, men bare dømme den ud fra dens egne præmisser. Men der er nu alligevel en grænse for, hvor meget man vil sluge i underholdningens navn, og den grænse krydses i Catwoman med flere kilometer (cirka 32). Som sagt har Pitof intet talent for fængende historiefremdrift eller dramatisk spænding, så underholdningen skal findes i de mange (og ekstrem stiliserede) actionscener, der dog aldrig bliver blodige, for censuren skal holdes nede. Men er det egentlig ikke ret hyklerisk, at børn og unge sagtens må se Halle Berry i nærmest ikke-eksisterende læder med pisk, der fremfører sig selv som en narcissistisk pornomodel (takket være Pitofs fokus), men ikke må se en smule blod, brutale voldscener og høre bandeord? Filmen skal have den ros, at de fleste af slåskampene faktisk er ganske velkonstruerede og indbyder til en smule seværdighed. Desværre lader Pitof effektfolkene komme på overarbejde, og effekterne er tit og ofte let gennemskuelige, til tider endda direkte grimme. Det hele virker hæsblæsende, men også overdreven usammenhængende. For en visuel filmnyder som mig rammer Pitof alligevel flere gange plet, hans mange kameraturer uden klip (dem der ikke er computeranimerede) er ingenlunde ueffektive, men ganske beskrivende, dog uden at have en historisk eller dybereliggende signifikans. Klaus Badelt står for det irriterende musik, og man nægter nærmest at tro, at Badelt også komponerede det fantastiske og fængende score til Gore Verbinskis herlige Pirates of the Caribbiean. Badelt får dog også den utaknemlige opgave at inkorporere endnu et ’hit’ fra evig barnlige Britney Spears, der tankevækkende (og forstyrrende) nok er et idol for mange unge. Basketball kampen, der skal fremvise Berrys nyfundne evner, er pinlig nok i sig selv, men akkompagneret af Spears’ hæslige musik, bliver det nærmest uudholdeligt.
Catwoman var et storstilet projekt, men fallerede på alle punkter, ikke mindst den økonomiske fiasko var vederstyggelig. Grunden til det ligger mest i selve karakteren, der ingen eksistensgrundlag havde for at blive en selvstændig filmhelt. Catwoman var meget mere kompliceret, og desto mere interessant, i Burtons film, men falder helt til jorden i denne dybt overflødige produktion, der mest af alt kan beskrives som gumpetungt nonsens. Hvor tåbelig den end er, så underholder den dog moderat, selvom det ikke er af de rigtige grunde. Catwoman er simpelthen så dårlig, at det gør den seværdig. Filmen opnår i tilgift en ting; den får Mark Steven Johnsons Daredevil til at fremstå som et genredefinerende mesterværk.
25/01-2005
