Uforfalsket, smukt

Filmen er en hybrid mellem et drama og en dokumentar. Instruktørerne havde en ide om historien, men det meste af filmen består af en familie den mongolske ørken i sin hverdag. Historien går ud på, at en kamelmor ikke vil kendes ved sin nyfødte, så familien henter en musiker, der kan bringe moderen i ro, mens ungen ammer. Denne enkle historie er dog sekundær i forhold til den stille skildring af familielivet i ørkenen. De fleste sekvenser består af legende børn, historiefortællende oldinge, gedekid, kameler og familieliv. Der er ingen store konflikter eller mysterier. Det hele er fotograferet så smukt, at det er til at tude over, og klipningen sætter filmen i et tilpas tempo, så man ikke keder sig ved at kigge ind i familiens stille hverdag. Der er også et afbræk i filmen, da de to sønner rider ind til byen for at finde musiklæreren. Det var lidt svært for mig at vænne mig til denne hybrid-form mellem drama og dokumentar. I bund og grund minder det om en dokumentar, men så mange billeder i filmen er så flot komponeret, at det virker umuligt, at det skulle være en dokumentar. På den anden side så var der så mange elementer i filmen, der måtte være ægte, så det lignede heller ikke fiktion. For eksempel fødselssekvenserne, eller scenerne med den lille pige og moderen eller kamelmorens tårer. Et stykke inde i filmen holdt jeg op med at tænke over denne hybridform, og jeg overgav mig til hyggen og varmen ved at være i selskab med den lille familie og deres kameler og geder. Og da den simple musik lød, kunne jeg ikke undgå at blive rørt. Rørt af noget der for en gangs skyld føltes ægte. Historien om den grædende kamel er en god og sjælden biografoplevelse.

Kan anbefales varmt.