Fantastisk Titelmelodi

Efterfølger til forløberen “Der Schatz Im Silbersee”.

Korrupte folk ved jernbanen vil føre skinnerne ind igennem Apache territorium, så de kan spare på budgettet og putte pengene i deres egne lommer. En krig er under opsejling, men indianeren Winnetou (Brice) og den hvide Old Shatterhand (Barker) prøver at forhindre det.

Europæisk western, som mere er et herligt drengerøvs eventyr end det er en egentlig wildwestfilm (selv om drenge i dag næppe ville gide se den). Den minder ikke meget om de western vi har set fra Hollywood, og den minder slet ikke om de hårdkogte italienske western der begyndte at komme et par år efter. Filmen er et eventyr optaget i skøn (og tydelig europæisk) natur, med store flotte billeder og susende actionscener, og handler om ubrydelige venskaber og om det gode mod det onde.

Min bedømmelse på hele 5 stjerner er måske lidt i overkanten, indrømmet, det er sikkert meget af nostalgiske grunde at jeg giver den så højt (jeg så og elskede disse film som barn). Handlingen og iscenesættelsen kan virke lidt ujævn, og teknisk er filmen intet særligt, heller ikke i forhold til dens tid, selv om den ikke er dårligt lavet.

Filmen har dog en ting som må siges at være mesterlig, og det er musikken af Martin Böttcher. Særligt titelmelodien er fremragende og rammer en god blanding af sentimentalt patos og episk storhed, den burde genbruges, for den gøres næppe meget bedre, mine nakkehår rejser sig når jeg hører den.

Filmen, der er nummer to i rækken af film om “Winnetou”, fortæller historien om hvordan Winnetou og Shatterhand møder hinanden og bliver blodsbrødre, og må derfor betegnes som kapitel et.

Efterfølges af “Old Shatterhand”.