endnu bedre anden gang
6.0
Da jeg i sin tid så The Village i biografen, havde jeg halvlunkne anmeldelser i baghovedet og var egentlig ret skeptisk omkring Shyamalans seneste værk. Det hjalp heller ikke på det, at Forceoffive (som også mente at Unbreakable er en fantastisk film) fandt filmen ganske middelmådig, og det var endda som Shyamalan-fan. Det viste sig dog, at The Village blev en af de mest fantastiske biografoplevelser siden Ringenes Herre Eventyret om Ringen, og efter et gensyn på dvd må jeg med glæde i sindet sige, at The Village er fuldt berettiget til topkarakter og er noget nær et mesterværk, selvom den ikke vil gå over i historien som en af de mest innovative film.
Jeg beundrer mange filminstruktører for deres kunnen og formåen indenfor mediet, men der er instruktører, som jeg finder absolut uvurderlige. Blandt de privilegerede ligger Tarantino (naturligvis) i toppen med så forskellige folk som Peter Jackson, Tim Burton, Soderbergh, Ridley Scott, Cameron Crowe, Zemeckis, og ikke mindst Shyamalan, tæt bag sig. Shyamalan distingverer sig, og det er helt umuligt for mig at bedømme hans film objektivt, da de for mig at se er mere end ’bare’ film. Med Shyamalans værker kan man se dem med en analytisk tilgang, men så sandelig også med hele hjertet! Gennem (på overfladen) paranormale hændelser og en overnaturlig handling viser Shyamalan en forståelse og afspejling af det menneskelige psyke, der er ganske unik (nøjagtig ligesom Sofia Coppola). På trods af filmenes mange lag, så er de ikke synderlig komplicerede, om end komplekse, men altid dybt fascinerende og besidder en form for oprigtig ærlighed.
The Village delte, ligesom Shyamalans forrige film Signs, vande hos både publikum og filmkritiker. Tvivlerne havde i forvejen erklæret, at Shyamalan bare fortsatte i samme stil, som nogle vil kalde søgt og kedeligt, mens jeg personligt ville mene, at hans film både er mesterlig udtænkt og ganske innoverende (indledningsvis i hvert fald). Plottwistet, som Shyamalan nærmest genintroducerede, forekommer nærmest som et obligatorisk element i The Village, og ikke nær så inkorporeret og signifikant som i Den Sjette Sans og Unbreakable (Signs besad ingen chokerende vendepunkter). De årvågne (som jeg ikke er iblandt) ville sagtens kunne gætte sammenhængen, i hvert fald med den første store plottwist i The Village. Jeg skal da også gerne sige, at jeg fandt det første twist en smule plat og ødelæggende, men i slutningen af filmen falder alle brikkerne på plads, og den gennemtænkte historie står tilbage som en stærk bedrift.
Præmissen til The Village er sublim og decideret original, men også en lille smule svagere struktureret, end vi er vant til fra Shyamalans side. Dermed ikke sagt, at udførelsen er svag, for Shyamalan har et uovertruffen talent til at lade historien udfolde sig tålmodigt (det langsommelige tempo er nærmest hans personlige signatur), men også perfektibelt. Vi er i instruktørens hule hånd, og når Shyamalan er så sikker og talentfuld i instruktionen, lader man sig virkelig medrive. Personetablering er omfattende, men uhøjtidelig og yderst troværdig. Vi befinder os i et velfungerende og selvstændigt samfund, afskåret fra omverdenen. Beboerne er egenrådige, og på overfladen er det ren idyl. Indledningen er i sin enkelhed ganske smuk, men afbrydes af to piger, der nærmest forfærdes over at se en rød blomst og straks graver den ned. Farvesymbolikken er altid til stede i Shyamalans film, men her mere signifikant end ellers. Farven rød tiltrækker efter sigende uhyrerne fra skoven, der gør, at beboerne ikke kan forlade byen, lige meget hvad. Dette ses allerede i begyndelsen, hvor en fra ældrerådet må begrave hans søn, der døde af sygdomme. På overfladen ligner the Village måske en ganske ordinær gyser, men som altid forholder det sig ikke sådan med Shyamalan.
Langsomt erfarer publikum, at beboernes isolation er bevidst, og det er netop her, at genialiteten ligger i The Village. Ældrerådet, anført af en tynget og velspillende William Hurt, består af en håndfuld mennesker, der oplevede mord på deres nærmeste i den virkelige verden (noget der ikke har forandret sig, Shyamalan viser det selv i slutningen, hvor både avisen og radioen bringer nyheder om mord, ulykker og forbrydelser), og derfor etablerede deres eget samfund, hvor de kunne leve i fred for menneskets ugerninger mod hinanden. Så simpelt, men alligevel uhyggelig menneskekritisk og ærligt. Pessimismen er tydelig (tangerende til misantropi), men Shyamalan er ikke ondskabsfuld. Lettere idealistisk faktisk, men også ganske forhåbningsfuld. Dette ses i filmens smukke sidehistorie, der stille og roligt overskygger uhyrer-elementet og overtager filmen (hvor kvalitetsniveauet i tilgift stiger). Joaquin Phoenix spiller afdæmpet og tilpas indfølt ’oprøreren’, der af god mening vil drage igennem skoven og hente livsreddende medicin. I stedet finder han kærlighed i en blind pige, spillet af Ron Howards datter, Bryce Dallas Howard, der nærmest er en åbenbaring som skuespiller. Jalousien indtræder hos den tilbagestående beboer, perfekt underspillet af en skræmmende god Adrien Brody. Byens uskyldighed nedbrydes, da Brody begår en af filmhistoriens mest ubehagelige mordforsøg på Phoenix. Scenen er originalt filmet, men det er simpliciteten og uhøjtideligheden i udførelsen, som virkelig ryster publikum og efterlade et mærke.
Med kærlighed som baggrund sendes Howard igennem skoven og ud til civilisationen med viden om, at det er ældrerådet selv, der af ren og skær nødvendighed har ageret uhyrer for at holde beboerne i det lille samfund. Shyamalan siger, at uskyldigheden og friheden kræver sit ofre, om det så er menneskeliv (Brendan Gleesons afdøde søn i begyndelsen, der ikke kunne få medicin) eller ren og skær manipulation. Hullet, som Howard falder ned i, symboliserer hele filmens omdrejningspunkt. Brody, der gennem sine handlinger repræsenterer synden og umenneskeligheden, falder i hullet efter han i uhyredragt har jagtet Howard. Blindheden viser det bevidste valg fra ældrerådet, der begraver fortiden. Derved kunne man godt forestille sig, at Shyamalan (forståeligt) bifalder ældrerådets handlinger og beslutninger om afskæring. Desuden besidder The Village en stor del Jesus-symbolik om død og genopstandelse.
Igennem Howards blindhed ser hun ikke de visuelle forbrydelser i virkelighedens verden, men det er gennem kærligheden og det oprigtige, at hun bevarer hendes uskyld og muligvis også samfundets anonymitet. Med så simpel en gestus som venlighed appellerer hun til godheden hos sikkerhedsvagten, der forbløffet opdager sandheden, men vælger også at skjule den. Det viser sig, at Shyamalan er en sand romantiker, men ikke af sentimental eller sødladen natur. Filmens kærlighedshistorie føles ægte, fængslende og ikke mindst rørende. Dette ses i en af filmens mest følelsesladede og uforglemmelige scener, hvor Phoenix tager med Howard ned i en kælder under et uhyres tilstedeværelse i byen. Akkompagneret af James Newton Howards hjerteskærende musik (han har sjældent leveret så smukt et score!) er scenen nærmest ophøjende. Ord kan ikke forklare den følelse, som scene fremkaldte i mig. Ligesom i Signs, hvor tre sekvenser på uforklarlig vis er nogle af de smukkeste i filmhistorien (for mig). Interaktionen mellem Gibson og Phoenix, hvor de diskuterer tro, middagsscenen, hvor Gibson visualiserer afmagt uafrysteligt, og de to steder, hvor Gibson fortæller hans børn omkring deres fødsel. Følelsesmæssigt enestående og ren filmmagi.
Efter mordforsøget på Phoenix forklares afskrækkelsen for farven rød, da Brody sidder med blod på hænderne og har katalyseret den langsomme samfundsdestruering. En absolut genial og uforglemmelig scene! Shyamalan indikerer, at menneskets ondskab udspringer blandt andet af den materialistiske besættelse og pengefikseringen, og det lille samfund kunne derved godt repræsenterer en del af verdenen, som ikke vil udsættes for globalisering, men fungerer gennem dens egne basale levemåde.
Shyamalan har allieret sig med fotografen Roger Deakins (en sand mester indenfor faget), og sammen har de komponeret nogle i sandhed smukke og mindeværdige billeder, detaljemættet og atmosfærefyldte. Sammen med James Newton Howards som førnævnt hjerteskærende musik oplever man flere gange ren filmmagi i The Village.
Shyamalans film er ikke bare det sædvanlige uforpligtende eskapisme fra Hollywood, som vi er vant til at se, men er tankevækkende og udfordrende oplevelser, der appeller til hjernen og hjertet. I kommercielle film ser man ikke særlig tit instruktørens egne holdninger så åbenlyst, og det er faktisk ganske modigt af Shyamalan, der så kvitterer publikum med meget personlige og fantastiske film. The Village er måske ikke nær så velstruktureret som Den Sjette Sans, original og overrumplende som Unbreakable eller følelsesmæssig enestående som Signs, men som en hybrid af disse er den ikke ueffen, men egentlig nogenlunde helstøbt.
Jeg beundrer mange filminstruktører for deres kunnen og formåen indenfor mediet, men der er instruktører, som jeg finder absolut uvurderlige. Blandt de privilegerede ligger Tarantino (naturligvis) i toppen med så forskellige folk som Peter Jackson, Tim Burton, Soderbergh, Ridley Scott, Cameron Crowe, Zemeckis, og ikke mindst Shyamalan, tæt bag sig. Shyamalan distingverer sig, og det er helt umuligt for mig at bedømme hans film objektivt, da de for mig at se er mere end ’bare’ film. Med Shyamalans værker kan man se dem med en analytisk tilgang, men så sandelig også med hele hjertet! Gennem (på overfladen) paranormale hændelser og en overnaturlig handling viser Shyamalan en forståelse og afspejling af det menneskelige psyke, der er ganske unik (nøjagtig ligesom Sofia Coppola). På trods af filmenes mange lag, så er de ikke synderlig komplicerede, om end komplekse, men altid dybt fascinerende og besidder en form for oprigtig ærlighed.
The Village delte, ligesom Shyamalans forrige film Signs, vande hos både publikum og filmkritiker. Tvivlerne havde i forvejen erklæret, at Shyamalan bare fortsatte i samme stil, som nogle vil kalde søgt og kedeligt, mens jeg personligt ville mene, at hans film både er mesterlig udtænkt og ganske innoverende (indledningsvis i hvert fald). Plottwistet, som Shyamalan nærmest genintroducerede, forekommer nærmest som et obligatorisk element i The Village, og ikke nær så inkorporeret og signifikant som i Den Sjette Sans og Unbreakable (Signs besad ingen chokerende vendepunkter). De årvågne (som jeg ikke er iblandt) ville sagtens kunne gætte sammenhængen, i hvert fald med den første store plottwist i The Village. Jeg skal da også gerne sige, at jeg fandt det første twist en smule plat og ødelæggende, men i slutningen af filmen falder alle brikkerne på plads, og den gennemtænkte historie står tilbage som en stærk bedrift.
Præmissen til The Village er sublim og decideret original, men også en lille smule svagere struktureret, end vi er vant til fra Shyamalans side. Dermed ikke sagt, at udførelsen er svag, for Shyamalan har et uovertruffen talent til at lade historien udfolde sig tålmodigt (det langsommelige tempo er nærmest hans personlige signatur), men også perfektibelt. Vi er i instruktørens hule hånd, og når Shyamalan er så sikker og talentfuld i instruktionen, lader man sig virkelig medrive. Personetablering er omfattende, men uhøjtidelig og yderst troværdig. Vi befinder os i et velfungerende og selvstændigt samfund, afskåret fra omverdenen. Beboerne er egenrådige, og på overfladen er det ren idyl. Indledningen er i sin enkelhed ganske smuk, men afbrydes af to piger, der nærmest forfærdes over at se en rød blomst og straks graver den ned. Farvesymbolikken er altid til stede i Shyamalans film, men her mere signifikant end ellers. Farven rød tiltrækker efter sigende uhyrerne fra skoven, der gør, at beboerne ikke kan forlade byen, lige meget hvad. Dette ses allerede i begyndelsen, hvor en fra ældrerådet må begrave hans søn, der døde af sygdomme. På overfladen ligner the Village måske en ganske ordinær gyser, men som altid forholder det sig ikke sådan med Shyamalan.
Langsomt erfarer publikum, at beboernes isolation er bevidst, og det er netop her, at genialiteten ligger i The Village. Ældrerådet, anført af en tynget og velspillende William Hurt, består af en håndfuld mennesker, der oplevede mord på deres nærmeste i den virkelige verden (noget der ikke har forandret sig, Shyamalan viser det selv i slutningen, hvor både avisen og radioen bringer nyheder om mord, ulykker og forbrydelser), og derfor etablerede deres eget samfund, hvor de kunne leve i fred for menneskets ugerninger mod hinanden. Så simpelt, men alligevel uhyggelig menneskekritisk og ærligt. Pessimismen er tydelig (tangerende til misantropi), men Shyamalan er ikke ondskabsfuld. Lettere idealistisk faktisk, men også ganske forhåbningsfuld. Dette ses i filmens smukke sidehistorie, der stille og roligt overskygger uhyrer-elementet og overtager filmen (hvor kvalitetsniveauet i tilgift stiger). Joaquin Phoenix spiller afdæmpet og tilpas indfølt ’oprøreren’, der af god mening vil drage igennem skoven og hente livsreddende medicin. I stedet finder han kærlighed i en blind pige, spillet af Ron Howards datter, Bryce Dallas Howard, der nærmest er en åbenbaring som skuespiller. Jalousien indtræder hos den tilbagestående beboer, perfekt underspillet af en skræmmende god Adrien Brody. Byens uskyldighed nedbrydes, da Brody begår en af filmhistoriens mest ubehagelige mordforsøg på Phoenix. Scenen er originalt filmet, men det er simpliciteten og uhøjtideligheden i udførelsen, som virkelig ryster publikum og efterlade et mærke.
Med kærlighed som baggrund sendes Howard igennem skoven og ud til civilisationen med viden om, at det er ældrerådet selv, der af ren og skær nødvendighed har ageret uhyrer for at holde beboerne i det lille samfund. Shyamalan siger, at uskyldigheden og friheden kræver sit ofre, om det så er menneskeliv (Brendan Gleesons afdøde søn i begyndelsen, der ikke kunne få medicin) eller ren og skær manipulation. Hullet, som Howard falder ned i, symboliserer hele filmens omdrejningspunkt. Brody, der gennem sine handlinger repræsenterer synden og umenneskeligheden, falder i hullet efter han i uhyredragt har jagtet Howard. Blindheden viser det bevidste valg fra ældrerådet, der begraver fortiden. Derved kunne man godt forestille sig, at Shyamalan (forståeligt) bifalder ældrerådets handlinger og beslutninger om afskæring. Desuden besidder The Village en stor del Jesus-symbolik om død og genopstandelse.
Igennem Howards blindhed ser hun ikke de visuelle forbrydelser i virkelighedens verden, men det er gennem kærligheden og det oprigtige, at hun bevarer hendes uskyld og muligvis også samfundets anonymitet. Med så simpel en gestus som venlighed appellerer hun til godheden hos sikkerhedsvagten, der forbløffet opdager sandheden, men vælger også at skjule den. Det viser sig, at Shyamalan er en sand romantiker, men ikke af sentimental eller sødladen natur. Filmens kærlighedshistorie føles ægte, fængslende og ikke mindst rørende. Dette ses i en af filmens mest følelsesladede og uforglemmelige scener, hvor Phoenix tager med Howard ned i en kælder under et uhyres tilstedeværelse i byen. Akkompagneret af James Newton Howards hjerteskærende musik (han har sjældent leveret så smukt et score!) er scenen nærmest ophøjende. Ord kan ikke forklare den følelse, som scene fremkaldte i mig. Ligesom i Signs, hvor tre sekvenser på uforklarlig vis er nogle af de smukkeste i filmhistorien (for mig). Interaktionen mellem Gibson og Phoenix, hvor de diskuterer tro, middagsscenen, hvor Gibson visualiserer afmagt uafrysteligt, og de to steder, hvor Gibson fortæller hans børn omkring deres fødsel. Følelsesmæssigt enestående og ren filmmagi.
Efter mordforsøget på Phoenix forklares afskrækkelsen for farven rød, da Brody sidder med blod på hænderne og har katalyseret den langsomme samfundsdestruering. En absolut genial og uforglemmelig scene! Shyamalan indikerer, at menneskets ondskab udspringer blandt andet af den materialistiske besættelse og pengefikseringen, og det lille samfund kunne derved godt repræsenterer en del af verdenen, som ikke vil udsættes for globalisering, men fungerer gennem dens egne basale levemåde.
Shyamalan har allieret sig med fotografen Roger Deakins (en sand mester indenfor faget), og sammen har de komponeret nogle i sandhed smukke og mindeværdige billeder, detaljemættet og atmosfærefyldte. Sammen med James Newton Howards som førnævnt hjerteskærende musik oplever man flere gange ren filmmagi i The Village.
Shyamalans film er ikke bare det sædvanlige uforpligtende eskapisme fra Hollywood, som vi er vant til at se, men er tankevækkende og udfordrende oplevelser, der appeller til hjernen og hjertet. I kommercielle film ser man ikke særlig tit instruktørens egne holdninger så åbenlyst, og det er faktisk ganske modigt af Shyamalan, der så kvitterer publikum med meget personlige og fantastiske film. The Village er måske ikke nær så velstruktureret som Den Sjette Sans, original og overrumplende som Unbreakable eller følelsesmæssig enestående som Signs, men som en hybrid af disse er den ikke ueffen, men egentlig nogenlunde helstøbt.
30/01-2005