Harmløs Underholdning
3.0
Skattejæger (Cage) er på jagt blandt mange af USA’s historiske monomenter, for at finde en mystisk og legendarisk skat, som næsten ingen tro på findes. En rivaliserende bande, der er knapt så fine i kanten, er ligeledes på sporet.
Med en producent som Jerry Bruckheimer, hvis film ofte er store, larmende og tomme, men indrømmet også indimellem underholdende, en instruktør som Turteltaub, der ikke har leveret noget særligt og med det familievenlige Disney i ryggen er det nok en god ide, ikke at have for høje forventninger til ”National Treasure”.
Har man ikke det, så bydes der på en fint underholdende og gammeldags skattejagt i en moderne verden, i en film der hører til den typiske metervare fra Hollywood, hvor det solide håndværk går hånd i hånd med et klichefyldt manuskript, overfladiske figurer og en forudsigelig historie.
Filmen er pænt fotograferet, anstændigt klippet, har solide actionscener og musikken, der intet særligt er ved, understøtter hvad den skal, men så heller ikke mere. Den har flere respektable skuespillere, der vel lige skal have fyldt lidt ekstra på kontoen, på rollelisten, uden at nogen hverken skiller sig ud som gode eller dårlige.
Men selv om filmen ikke hæver sig på et eneste punkt, så holder den et godt tempo, fortælles okay og selv om den aldrig bliver særligt spændende, så er den fuld af skæg og ballade nok i løbet af spilletiden, til at man aldrig for alvor når at kede sig. Indimellem er den ved at blive lige rørstrømsk nok og som i så mange andre Bruckheimer produktioner, skal man lige have proppet lidt patosfyldt amerikansk patriotisme ned i halsen, men scenerne er heldigvis så hurtigt overstået, at de ikke for alvor begynder at irritere en.
”National Treasure” er en af den slags film, det er svært at have noget imod, for den virker så harmløst underholdende, at man tilgiver den dens mange mangler og middelmådighed og man gider næsten ikke bruge tid på at fremhæve de mange mindre pæne ting man kunne sige om den.
Med en producent som Jerry Bruckheimer, hvis film ofte er store, larmende og tomme, men indrømmet også indimellem underholdende, en instruktør som Turteltaub, der ikke har leveret noget særligt og med det familievenlige Disney i ryggen er det nok en god ide, ikke at have for høje forventninger til ”National Treasure”.
Har man ikke det, så bydes der på en fint underholdende og gammeldags skattejagt i en moderne verden, i en film der hører til den typiske metervare fra Hollywood, hvor det solide håndværk går hånd i hånd med et klichefyldt manuskript, overfladiske figurer og en forudsigelig historie.
Filmen er pænt fotograferet, anstændigt klippet, har solide actionscener og musikken, der intet særligt er ved, understøtter hvad den skal, men så heller ikke mere. Den har flere respektable skuespillere, der vel lige skal have fyldt lidt ekstra på kontoen, på rollelisten, uden at nogen hverken skiller sig ud som gode eller dårlige.
Men selv om filmen ikke hæver sig på et eneste punkt, så holder den et godt tempo, fortælles okay og selv om den aldrig bliver særligt spændende, så er den fuld af skæg og ballade nok i løbet af spilletiden, til at man aldrig for alvor når at kede sig. Indimellem er den ved at blive lige rørstrømsk nok og som i så mange andre Bruckheimer produktioner, skal man lige have proppet lidt patosfyldt amerikansk patriotisme ned i halsen, men scenerne er heldigvis så hurtigt overstået, at de ikke for alvor begynder at irritere en.
”National Treasure” er en af den slags film, det er svært at have noget imod, for den virker så harmløst underholdende, at man tilgiver den dens mange mangler og middelmådighed og man gider næsten ikke bruge tid på at fremhæve de mange mindre pæne ting man kunne sige om den.
01/02-2005
