Mens vi venter på Burton..

Lemony snickets er af mange blevet sammenlignet med den succesrige ’Harry Potter’.
Dette er ifølge min mening, helt ude i skoven, da de to film genremæssigt ligger utrolig langt fra hinanden.
Mens, Harry Potter er et univers fyldt med magi og grusomme væsner, er Lemony Snickets en dyster og mere virkelighedsført verden, som til forveksling ligner fabel-mesteren Tim Burtons ubeskrivelige film.
Scenarierne er gennemført ned til mindste detalje, og symbolikken spiller en stor rolle i filmen.
Fortællemæssigt er filmen et mesterstykke. De pauser der oftest er i film, fylder vores fortæller godt ud med fine pointer, morsomme indslag og næsten poetiske taler.
Dette kommer også til at betyde, at man underholdes konstant, og ikke vil slippe synet fra lærredet.

Filmen er bygget over en serie populære børnebøger, som er elsket verden over. Der har derfor været grund til store forventninger, og mange har bekymret sig om filmen lever op til bøgernes måde at bygge stemningen op på.
Jeg har ikke læst bøgerne og kan derfor ikke udtale mig, på dette punkt. Stemningen i filmen er hele tiden holdt i en mørk tone, som foruroliger og nogle gange skræmmer. Bøgerne skulle eftersigende gøre det samme. Jeg kan dog meddele at jeg er meget interesseret i at læse bogserien, efterfølgende.
Det kan hurtigt komme til at lyde som om at filmen er så dunkel, at den ikke er spor børnevenlig.
Sådan er det dog bestemt ikke. Humoren indtræffer ved indledningen, hvor en lystig lille kortfilm dukker op, hvorefter vores fortæller, undskylder den forkerte film.
Humoren fortsætter i form af Grev Olaf, der spilles med stor indlevelse af Jim Carrey.
Der spilles mest på grovkornet humor, af sprængfarlig kaliber.
Han har tydeligvis moret sig ligeså meget over rollen, som publikum gør.
I bund og grund er han filmens omdrejningspunkt, og han gør Olaf så karikeret, at man næsten føler en vis sympati for ham.
Endnu engang har Jim Carrey bevist, at han er Gummifjæsets mester.
Baudelairebørnene som er de egentlige hovedpersoner, spilles både med elegance og indlevelse.
Der er absolut intet overspil, heller ingen manuskriptoplæsningsproblemer.
Børnene udgør sammen en ugennemtrængelig trio, som imponerer og sætter nye krav indenfor børneskuespil.
En række spidsfindige og velspillede biroller findes også. Der er garvede skuespillere over hele linien.
Meryl streep, som den ultraneurotiske Josephine, er både humoristisk og samtidig troværdig.
Det samme er Dustin Hoffman, som følsom kritiker og Billy Connolly, som en eventyrtrængende og en smule excentrisk, slangenørd.
Det er en fornøjelse at overvære.

Historien kan på nogle virke lidt for forudsigelig, og nogle gange for konstrueret. Hvis det er tilfældet, kan man blot læne sig tilbage i sædet og nyde de fantastiske ’burton’ske’ dekorationer.
Fortjent er filmen nomineret til hele 4 oscars, for bl.a. bedste makeup. Jeg håber bestemt på at den rager nogle statuetter til sig, og at den får det store publikum, den burde have.
Hvis du er en stor burton’fan, som ikke kan vente, på hans næste film, kan du imidlertid lade dig rive med af denne fabelagtige lille perle, som forhåbentligt, får en fortsættelse.