Tro, håb & kærlighed

5.0
Tom Tykwer er en sand livselsker. Ganske som i "Lola rennt", men med en bredere menneskelig appel, serverer Tykwer hovedpersoner ladet med håb og drømme for seeren.

Igen spiller det overordnede tema fra "Lola", nemlig spørgsmålet: "Hvad nu hvis tilfældighederne var faldet LIDT anderledes ud?" en stor rolle for hovedpersonernes tanker og personlige udvikling. Momentvis kom jeg endog til at tænke lidt på Jeunets film "Amélie".

Hvad enten man er parat til at lade sig rive med af Tykwers skæbne-ændrende fantasier eller ej, så er der under alle omstændigheder tale om en ekstraordinær filmoplevelse på det visuelle plan, hvor Tykwers fantasi øjensynligt har affødt adskillige sjove kameraperspektiver, som vender op og ned og veksler fra mikroperspektiv til fugleperspektiv, så det er et billedligt festmåltid.

I modsætning til andre af den romantisk anlagte Tykwers film, følte jeg udelukkende sympati for denne film, som må formodes at ramme et meget bredt publikum. Havde filmen været engelsksproget, havde den høstet adskillige Oscars. Det er den heldigvis ikke, selv om prisen dermed har været en langt mindre udbredelse, end man kunne ønske.

En fremragende film, der udnytter alle filmmediets muligheder.
Krigeren og kejserinden