knastør produktion
3.0
Enemy at the Gates er en af de dyreste europæiske film nogensinde, et storstilet og ambitiøst projekt, der desværre ultimativt er endt overprætentiøs og delvist forfejlet. Jean-Jacques Annaud er en interessant instruktør at følge, hvor tidligere film blandt andet tæller den fascinerende Bjørnen og den spændende I Rosens Navn. I Syv År i Tibet viste han desværre også hang til overlang spilletid og manglende fokus på det essentielle, og det går igen med denne film.
Handlingen er efter sigende baseret på en virkelig person, her godt portrætteret af den talentfulde Jude Law før han blev en mere kommerciel stjerne. Filmen indledes med en skræmmende realistisk og brutal krigsscene, der vækker afsky hos publikum over de umenneskelige handlinger. Ikke overraskende (faktisk åbenlyst) besidder Enemy at the Gates det distingverende europæiske præg, hvor det hele virker en lille smule mere kompromisløs og brutalt, end i de amerikanske film, og hvor hovedpersonerne ikke bare unuancerede helte, men har deres egne dæmoner at kæmpe med. Realismen og store dele af troværdigheden falder dog drastisk når Annaud vælger at indskrænke fokusen til en tynd og banal kærligheds- og trekantsdrama. Selvom personerne ikke er endimensionale, så har skuespillerne ikke særlig meget at arbejde med, da deres roller er rene karikaturer. Rachel Weisz er dog som altid underskøn og velspillende, mens Joseph Fiennes (hvis skuespillerevner jeg har mistet alt respekt for efter at have overværet det dilettantiske makværk Killing Me Softly af Chen Kaige) tramper forvirret rundt, ambivalent i forhold til venskabet og den misundelig kærlighed til Weisz. Ron Pearlman lyser som altid op i en birolle. Pissegrim, men som sædvanlig seværdig.
Annaud fanger i øjeblikke den desperate nihilisme og meningsløshed i krigen, men mangler den mere dyberegående refleksion for at hans film kan adskille sig fra andre krigsfilm. Der er simpelthen ikke meget nyt at finde i Enemy at the Gates, ikke andet end Annauds æstetiske sans, der så til gengæld er hamrende flot! Filmen er yderst velproduceret, og man føler virkelig den til tider klaustrofobiske og fortættede stemning. Fra at være indledningsvis en krigsfilm, trækker Annaud filmen over i den mere rendyrkede spændingsgenre, hvor det psykologiske og livsfarlige spil mellem Law og en uhyggelig kold Ed Harris sættes i fokus. Manglen på en konsekvent stil gør, at man som publikum aldrig rigtig kommer til at engagere sig i filmen, og det fragmentariske spændingsniveau (alt lige fra neglebidende sekvenser til søvndyssende og nærmest pinlige karakterpræget scener) er egentlig det eneste, som holder interessen kørende. Slutopgøret mellem Law og Harris føles måske som lidt af et antiklimaks, som jeg så alligevel fandt ganske velplaceret, da den egentlig er en ganske god virkelighedsskildring. Law skyder Harris med en uhøjtidelig mine, vi ved ej om han fandt den forløsning, som han håbede på, for han ved det ikke selv.
Enemy at the Gates er en flot, men også ganske ordinær og stedvis kedelig krigsfilm, der viser Annauds værd som billedmager, men også hans mangler som historiefortæller.
Handlingen er efter sigende baseret på en virkelig person, her godt portrætteret af den talentfulde Jude Law før han blev en mere kommerciel stjerne. Filmen indledes med en skræmmende realistisk og brutal krigsscene, der vækker afsky hos publikum over de umenneskelige handlinger. Ikke overraskende (faktisk åbenlyst) besidder Enemy at the Gates det distingverende europæiske præg, hvor det hele virker en lille smule mere kompromisløs og brutalt, end i de amerikanske film, og hvor hovedpersonerne ikke bare unuancerede helte, men har deres egne dæmoner at kæmpe med. Realismen og store dele af troværdigheden falder dog drastisk når Annaud vælger at indskrænke fokusen til en tynd og banal kærligheds- og trekantsdrama. Selvom personerne ikke er endimensionale, så har skuespillerne ikke særlig meget at arbejde med, da deres roller er rene karikaturer. Rachel Weisz er dog som altid underskøn og velspillende, mens Joseph Fiennes (hvis skuespillerevner jeg har mistet alt respekt for efter at have overværet det dilettantiske makværk Killing Me Softly af Chen Kaige) tramper forvirret rundt, ambivalent i forhold til venskabet og den misundelig kærlighed til Weisz. Ron Pearlman lyser som altid op i en birolle. Pissegrim, men som sædvanlig seværdig.
Annaud fanger i øjeblikke den desperate nihilisme og meningsløshed i krigen, men mangler den mere dyberegående refleksion for at hans film kan adskille sig fra andre krigsfilm. Der er simpelthen ikke meget nyt at finde i Enemy at the Gates, ikke andet end Annauds æstetiske sans, der så til gengæld er hamrende flot! Filmen er yderst velproduceret, og man føler virkelig den til tider klaustrofobiske og fortættede stemning. Fra at være indledningsvis en krigsfilm, trækker Annaud filmen over i den mere rendyrkede spændingsgenre, hvor det psykologiske og livsfarlige spil mellem Law og en uhyggelig kold Ed Harris sættes i fokus. Manglen på en konsekvent stil gør, at man som publikum aldrig rigtig kommer til at engagere sig i filmen, og det fragmentariske spændingsniveau (alt lige fra neglebidende sekvenser til søvndyssende og nærmest pinlige karakterpræget scener) er egentlig det eneste, som holder interessen kørende. Slutopgøret mellem Law og Harris føles måske som lidt af et antiklimaks, som jeg så alligevel fandt ganske velplaceret, da den egentlig er en ganske god virkelighedsskildring. Law skyder Harris med en uhøjtidelig mine, vi ved ej om han fandt den forløsning, som han håbede på, for han ved det ikke selv.
Enemy at the Gates er en flot, men også ganske ordinær og stedvis kedelig krigsfilm, der viser Annauds værd som billedmager, men også hans mangler som historiefortæller.
03/02-2005
