sådan nogle banditter

Bandits er en lidt for højtidelig, men ganske underholdende og morsom genremix, der nyder godt af instruktøren Barry Levinsons rutinerede og professionelle iscenesættelse. En påstand, som ikke kan nævnes i samme sætning med hans seneste ’komedie’, den forfærdelige Envy. I dette tilfælde er Levinson dog i besiddelse af et velstruktureret manuskript, der ganske intelligent blander fysisk komik med den mere subtile humor, understøttet af en lidt mere seriøs, afdæmpet og troværdig dramatik, end vi er vant til fra Hollywoods fabrikker.

Billy Bob Thornton (der med Sling Blade også viste uhyggelig talent som instruktør og manuskriptforfatter) er skudsikker som den lettere neurotiske forbryder, der i tilgift lider af hypokondri, der sammen med vennen, spillet af en mere-end-normalvis veloplagt Bruce Willis, stikker af fra fængslet og indleder et erhverv som bankrøvere for at opfylde drømmen om en natklub i Mexico. Cate Blanchett (der på overfladen har det perfekte, materialistiske hjem, men savner kærlighed og omsorg fra manden) er kvinden, der kommer imellem, men historien udfolder sig ikke nær så forudsigeligt, som man ellers skulle tro. Kemien mellem skuespillerne er forrygende, og det er denne, som gør filmen seværdig. Tempoet er skruet betydeligt ned, man kan nærmest sige, at handlingsfremdriften er tålmodig, og selvom Bandits til tider føles lidt overlang, så fungerer det hovedsagligt til filmens fordel, at Levinson tager sin tid om at fortælle denne charmerende historie.

Teknisk set er filmen helt i top. Som altid når Dante Spinotti styrer kameraet er fotograferingen virtuost (nøjagtig som i Manns mesterværk Heat), men ikke pralende og overlæsset. Desuden er Bandits ganske fremragende og egentlig også underfundigt sammenklippet, der holder spændingen på et højt niveau. Man får lidt mere ud af filmen end forventet, og derfor fortjener Bandits fire stjerner.