Fantastisk Film!

6.0
En pragtpræstation af Leonardo DiCaprio. Eminent instruktion af Martin Scorsese. Knivskarpe biroller. Så kan det ikke blive meget bedre! The Aviator er lykkedes over enhver forventning. De 3 Golden Globes og 11 Oscar-nomineringer er alle mere end fortjente.

Efter at have læst biografien "The True Story" tænkte jeg, nej, det er umuligt at overføre til lærredet. Det kommer aldrig til at fungere. Howard Hughes var alt for mærkelig, og historien jo nærmest utænkelig, selvom det skulle være ganske vist... Mine negative forventninger blev derfor gjort groft til skamme, da de små tre timer bare i ordets egentligste forstand fløj af sted,og det ene flotte sceneri afløstes af det efterfølgende og stille og roligt knyttede handlingen sammen til en gribende fortælling.

En fortælling om een af USA's historiske personligheder, hvis utrolige visioner og missioner er kommet til at stå i skyggen af minderne om den sidste del af hans liv, som tilbragtes som hermit i en hotelsuite i Las Vegas overmandet af psykiske lidelser og for stort medicinforburg. John Logans manuskript koncentrerer sig imidlertid viseligt om Hughes produktive periode, hvor han som knap tyveårig sætter ud efter sine mål om at blive: Verdens største filmmogul, verdens rigeste mand samt ikke mindst verdens hurtigste i luften - deraf filmens titel. Hertil kunne han med rette føje verdens største Cassa Nova, selvom hans umættelighed for at nedlægge det modsatte køn mere kan sammenlignes med hans ubeskrivelige passion for nye fly, som konstant blev hurtigere og smukkere. Som filmen passerer over lærredet bliver Hughes mørke sider imidlertid ligeledes mere og mere afdækkede. Nogle af de absolut stærkeste scener viser disse aspekter, men klogeligt afsluttes filmen ca. tyve år senere, inden sygdommen for alvor sætter ind.

Fra mindste cameoer over biroller til filmens leading ladies præsteres utroligt flotte og skarpe profiler. Største cadeaux går imidlertid til hovedrolleindehaveren Leonardo DiCaprio, som her leverer sin til dato nok mest eminente skuespilspræstation. Han formår på flotteste måde at formidle den energi og vilje, som bringer den unge Hughes frem i sine unge dage og klare stunder med en sådan intensitet, at øjnene unægtelig klæber fascineret til hans konstant skiftende ansigtsudtryk. Endnu mere troværdig er han i scenerne som den tvagstankeforfulgte Hughes, hvor han til fulde mestrer den fine balancegang mellem vanvid og normale øjeblikke. Leonardo DiCaprio er en fantastisk fortolker af komplekse karakterer, men aldrig har han været bedre. Med denne præstation cementerer han med syvtommersøm fast, at han er sin generations så absolutte bedste filmskuespiller.

6 stjerner fra mig til Scorsese, DiCaprio og hele staben bag årest film: The Aviator!
The Aviator