en lang filmreference

I løbet af de sidste par år har zombiegenren (udødeliggjort af instruktøren George A. Romeros famøse trilogi) fået lidt af et comeback, hvor man i den kluntede ende kan finde de to Resident Evil-film, der hverken besad den subtile uhygge eller skræmmende effekt, som genren nærmest påkrævede. Mere kvalitativ var debutanten Zack Snyders genindspilning af Romeros Dawn of the Dead, der blev overraskende vellykket, men led også lidt for meget under de forslidte klicheer. Klicheer var der ingen af i Danny Boyles samfundskritiske mesterværk 28 Days Later, en på samme tid smuk og urovækkende mesterværk, der æstetik set var hel unik. Shaun of the Dead udskiller sig fra mængden ved at være en form for gyserkomedie, der kender klicheerne, men ikke lader sig forføre af dem. Det ville være for nemt at afskrive filmen som endnu en respektløs og hæmningsløs parodi på en specifik genre (parodi-filmene har mildt sagt været noget bras på det seneste), men Shaun of the Dead er nu mere en kærlig hyldest og ærbødig pastiche over de velkendte zombiefilm, hvis grundformler den følger ganske nøje.

Hovedrolleindehaveren Simon Pegg har i fællesskab med instruktøren Edgar Wright skrevet manuskriptet til filmen, der byder på nærmest overrumplende finfølt komik, tilsat den uimodståelige britiske charme. Historien er bevidst ganske ordinær, men udleveres med oprigtig fortællerlyst og talent for den gode underholdning og fængende tempo. Mange ’efterlignings’ film har det med at blive trættende efter en times tid, men Shaun of the Dead mister ingen styrke i løbet af spilletiden, om end stemningen skifter fra den mere lattervækkende humor til grusom destruering.

Pegg er en brillant komiker, som gerne skulle få den succes i udlandet, som han tydeligvis fortjener. Han er filmens største force, da han gør karakteren troværdig og sympatisk. Denne underambitiøse og delvist inkompetente antihelt træder naturligvis i karakter i løbet af filmen, men hans kærlighedsproblemer og anstrengte familieforhold er ikke bare ubetydelige sidehistorier, der forceret dukker frem, når filmen forventer noget følelsesmæssig styrke, men er en integreret del af historien, hvorved man som publikum medrives og holder interessen kørende. Komikken er troværdig (og desto sjovere) indenfor filmens egne rammer, der aldrig forfalder til de nemme og billige grin.

Peggs sociale mangler og lave status nedgøres ikke her, da dette forekommer ligegyldigt under de pressede situationer, og hans værdi udmåles i stedet for i handling og næstekærlighed. En sød lille pointe som man ikke må glemme ved filmens slutning, hvor man et øjeblik forledes til at tro, at Peggs livsstil bare kører i ring. Wright instruerer filmen fermt og ganske intelligent. Det normale samfund fremvises allerede som zombier, hvor kun anderledes personligheder distingverer sig. En overraskende subtekst i en gyserkomedie, der har meget mere at byde på, end først forventet.

På trods af det begrænsede budget, så er Shaun of the Dead ganske velproduceret, hvor især klippestilen er blændende (Guy Ritchie er tydeligvis inspirationskilde). Musikken er rigtig god som komisk understøtter, især når Wright anvender et gammelt Queen-nummer kontrapunktisk. Shaun of the Dead er en rigtig vellykket film, der både er skidemorsom (til tider tårefremkaldende), ganske uhyggelig og yderst seværdig. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale filmen, da jeg morede mig kosteligt, både over filmen, men også over det filmiske overblik.