Lee god, Schamus dårlig
3.0
Ang Lee er utvivlsomt en interessant og spændende instruktør, der har bevist en alsidighed, som meget få instruktører kan leve op til. Lee har kreeret alt lige fra personlige taiwanske projekter til de mere afdæmpede, om end følelsesladede dramaer til den amerikanske filmindustri, den overrumplende kinesiske Tiger på Spring, Drage i Skjul (som højst sandsynlig er den film, han med rette vil blive husket for), og ikke mindst den nærmest misforståede, men faktisk ganske fremragende Hulk (en film, som jeg første gang undervurderede totalt), en billedmæssig odysse af den sjældne slags. Lees forsøg med et karakterdreven borgerkrigsdrama er heldigvis ikke bare en celebration af hans egen alsidige talent, men Ride With the Devil er til gengæld heller ikke blevet nær så vellykket, som man havde kunnet forvente.
De klassiske temaer om venskab, opofrelse og kærlighed er linet op, men filmens største problem er, at den aldrig går i dybden med nogle af førnævnte, og selvom den psykologiske troværdighed klart er til stede, så gisner man som publikum over, hvad i alverden Lee egentlig vil fortælle med denne film. Ride With the Devil er lysår bedre end den relaterede The Patriot, som greb ud efter de mest letkøbte og pinlige klicheer i manuskriptmanualen, da Lees film netop aldrig forfalder til de patosfyldte og bombastiske klicheer. Det er en alvorlig fortælling, der desværre bare mangler noget konkret dramatik og måske endda budskab. Lee inkorporer naturligvis de fordomsfulde personer og distancerede hovedkarakterer, og det er utvivlsomt kun hans fortjeneste, at det ufokuserede manuskript er blevet til en habil film.
De mange skudvekslinger er realistisk og brutal skildret, kontrasterende de smukke og farverige billeder, der til tider nærmer sig ren poesi. Musikken af Mychael Danna kan ikke undsige sig at være rørende, og heldigvis forfalder Danna heller ikke til de alt for rørstrømske og let kendelige toner. Ride With the Devil bliver aldrig en kedelig film, og den har da også sine optimale spændingsmomenter, hvor Lees sikre instruktion skinner igennem. Den kan dog ikke helt godtgøre det skødesløse manuskript, som endda lader de ellers velspillende skuespillere i stikken.
De klassiske temaer om venskab, opofrelse og kærlighed er linet op, men filmens største problem er, at den aldrig går i dybden med nogle af førnævnte, og selvom den psykologiske troværdighed klart er til stede, så gisner man som publikum over, hvad i alverden Lee egentlig vil fortælle med denne film. Ride With the Devil er lysår bedre end den relaterede The Patriot, som greb ud efter de mest letkøbte og pinlige klicheer i manuskriptmanualen, da Lees film netop aldrig forfalder til de patosfyldte og bombastiske klicheer. Det er en alvorlig fortælling, der desværre bare mangler noget konkret dramatik og måske endda budskab. Lee inkorporer naturligvis de fordomsfulde personer og distancerede hovedkarakterer, og det er utvivlsomt kun hans fortjeneste, at det ufokuserede manuskript er blevet til en habil film.
De mange skudvekslinger er realistisk og brutal skildret, kontrasterende de smukke og farverige billeder, der til tider nærmer sig ren poesi. Musikken af Mychael Danna kan ikke undsige sig at være rørende, og heldigvis forfalder Danna heller ikke til de alt for rørstrømske og let kendelige toner. Ride With the Devil bliver aldrig en kedelig film, og den har da også sine optimale spændingsmomenter, hvor Lees sikre instruktion skinner igennem. Den kan dog ikke helt godtgøre det skødesløse manuskript, som endda lader de ellers velspillende skuespillere i stikken.
06/02-2005
