Absolut årets bedste film!
6.0
Jeg kan ikke lade være med at respondere på nedenstående indlæg. Din mening om The Aviator respekterer jeg til fulde - den er lige så god som min og øvrige kommentatorers her på siden. Der er imidlertid ingen grund til at blive personlig. Hvorfor skal vi have skudt i skoene, at vore meninger er ”en parodi på den uforbeholdne ros, som mange deler ud til The Aviator” eller, at vi ”videregiver den p.t. mest populære mening”, blot fordi vi evt. synes godt om filmen? Det er ikke megen tillid at give sine medmennesker. Uanset at filmen generelt er blevet rost til skyerne af anmeldere verden over - med undtagelse af naturligvis lige Danmark, hvor ikke mindst Filmland har sin egen særegne mening - ja, så er i hvert fald mit indlæg den 29/12/04 ene og alene baseret på egen personlig vurdering, skal jeg venligst oplyse. Og efter netop af have set filmen for fjerde gang - ja, så er roserne fra min side endnu større til denne film. Den bliver simpelthen bare bedre og bedre for hver eneste gensyn. Indtrykkene er så overvældende ved første visning, at man slet ikke når at få alle de fine detaljer med. De detaljer, som netop Scorsese er en mester i at skabe på lærredet - og de fine nuancer, som netop Leonardo DiCaprio er så eminent til at formidle ud over scenekanten. I dag fik jeg øje på nogle af filmens meget fine overgange. F.eks. den intelligente glidende overgang mellem Hughes kærtegning af Katharine Hepburns ryg i deres første hede omfavnelse og ditto af prototypen på hans nyeste fly. En mesterlig måde at visualisere på, at Hughes besættelse af kvinder lå på linie med hans lidenskab til fly.
Hvad angår slutningen af filmen - ja, der er jeg nærmest lettet over, at den ikke fører os længere ind i Hughes psykotiske helvede. Vi bliver bekendtgjorte med hans sygdom og dennes tiltagende indflydelse på hans liv - og det er vel nok til, at vi selv kan forestille os, hvordan fremtiden vil tegne? Min fantasi rækker i hvert fald. De sidste tyve år af sit liv tilbragte Hughes som eneboer på et mørkt tillukket værelse på et hotel i Las Vegas, hvor hans mani overmandede ham mere og mere og sammen med et tiltagende forbrug af smertestillende medicin gjorde ham til et vrang og en særling. Der ville filmisk ikke være meget at hente der. En time yderligere med en nøgen mand, som går rundt med kleenex-æsker på fødderne i et lille rum dikterende alenlange instrukser om, hvorledes hans mad skal forberedes og serveres - og senere halvt bevidstløs liggende hjælpeløst sammenkrøben på sin seng, medens hans ”hjælpere” langsomt overtager hans forretninger og overlader ham til forfald. Til et menneskeligt forfald så grumt, at der skulle en tandlæge til for at identificere, at det virkelig var Howard Hughes, som blev meldt død. Det ville næppe have været en filmisk oplevelse at gengive - bortset fra, at det ville have udvidet filmen unødigt længe. Ingen kender nøjagtigt til, hvad der skete de sidste mange år i Hughes liv. Biografierne er ikke samstemmende, så at lade filmen stoppe netop der, hvor forfaldet for alvor tager fat, synes jeg er en utrolig god situationsfornemmelse. Til gengæld kunne jeg evt. godt have tænkt mig et par af de mere underholdende indslag medtaget som f.eks., da han en Nytårs Aften har tre forskellige dates i tre forskellige restauranter på samme hotel - eller lidt om hans to hustruer, som han behandlede som skidt og til sidst kun kommunikerede med gennem sin stab. Der er materiale til adskillige flere film om Howard Hughes, så gætter på, at Scorsese har måttet ladet adskillige dejlige ruller film tilbage på gulvet i klipperummet.
Jeg er også uenig i, at Scorsese ikke giver et bud på, hvad der er årsagen til Hughes’ neurotiske tilstand. Med sin særegne intro til filmen af den lille Sonny, som bliver vasket af sin mor og indgydes, at han er i konstant fare pga. alverdens sygdomme og bakterier, udtrykker Scorsese, at kimen til sygdommen lægges her. Undervejs i filmen vender Hughes tilbage til sin mors ord og gentager ritualet med at stave til ”karantæne” om og om igen. Slutscenen binder cirklen sammen omkring dette mantra. PS: Hughes gik ikke til lægen med sin sygdom, idet sygdommen O.C.D. slet ikke var diagnosticeret på dette tidspunkt og ingen behandling herfor endnu kendt. Derfor måtte han leve med sin angst og uforståenhed overfor sine egne vanvittige tanker.
Som indledningsvis nævnt finder jeg filmen helt vidunderlig og flot og bestemt sine Golden Globe-priser og Oscar-nomineringer værdig. Personligt synes jeg - efter at have set Million Dollar Baby og Finding Neverland - at The Aviator ligger hestehoveder foran disse og dermed også berettiget til Oscarstatuetten so far. Naturligvis skal Ray og Sideways også have en chance.
Fortsat fulde 6 stjerner ++ til The Aviator fra mig!
Hvad angår slutningen af filmen - ja, der er jeg nærmest lettet over, at den ikke fører os længere ind i Hughes psykotiske helvede. Vi bliver bekendtgjorte med hans sygdom og dennes tiltagende indflydelse på hans liv - og det er vel nok til, at vi selv kan forestille os, hvordan fremtiden vil tegne? Min fantasi rækker i hvert fald. De sidste tyve år af sit liv tilbragte Hughes som eneboer på et mørkt tillukket værelse på et hotel i Las Vegas, hvor hans mani overmandede ham mere og mere og sammen med et tiltagende forbrug af smertestillende medicin gjorde ham til et vrang og en særling. Der ville filmisk ikke være meget at hente der. En time yderligere med en nøgen mand, som går rundt med kleenex-æsker på fødderne i et lille rum dikterende alenlange instrukser om, hvorledes hans mad skal forberedes og serveres - og senere halvt bevidstløs liggende hjælpeløst sammenkrøben på sin seng, medens hans ”hjælpere” langsomt overtager hans forretninger og overlader ham til forfald. Til et menneskeligt forfald så grumt, at der skulle en tandlæge til for at identificere, at det virkelig var Howard Hughes, som blev meldt død. Det ville næppe have været en filmisk oplevelse at gengive - bortset fra, at det ville have udvidet filmen unødigt længe. Ingen kender nøjagtigt til, hvad der skete de sidste mange år i Hughes liv. Biografierne er ikke samstemmende, så at lade filmen stoppe netop der, hvor forfaldet for alvor tager fat, synes jeg er en utrolig god situationsfornemmelse. Til gengæld kunne jeg evt. godt have tænkt mig et par af de mere underholdende indslag medtaget som f.eks., da han en Nytårs Aften har tre forskellige dates i tre forskellige restauranter på samme hotel - eller lidt om hans to hustruer, som han behandlede som skidt og til sidst kun kommunikerede med gennem sin stab. Der er materiale til adskillige flere film om Howard Hughes, så gætter på, at Scorsese har måttet ladet adskillige dejlige ruller film tilbage på gulvet i klipperummet.
Jeg er også uenig i, at Scorsese ikke giver et bud på, hvad der er årsagen til Hughes’ neurotiske tilstand. Med sin særegne intro til filmen af den lille Sonny, som bliver vasket af sin mor og indgydes, at han er i konstant fare pga. alverdens sygdomme og bakterier, udtrykker Scorsese, at kimen til sygdommen lægges her. Undervejs i filmen vender Hughes tilbage til sin mors ord og gentager ritualet med at stave til ”karantæne” om og om igen. Slutscenen binder cirklen sammen omkring dette mantra. PS: Hughes gik ikke til lægen med sin sygdom, idet sygdommen O.C.D. slet ikke var diagnosticeret på dette tidspunkt og ingen behandling herfor endnu kendt. Derfor måtte han leve med sin angst og uforståenhed overfor sine egne vanvittige tanker.
Som indledningsvis nævnt finder jeg filmen helt vidunderlig og flot og bestemt sine Golden Globe-priser og Oscar-nomineringer værdig. Personligt synes jeg - efter at have set Million Dollar Baby og Finding Neverland - at The Aviator ligger hestehoveder foran disse og dermed også berettiget til Oscarstatuetten so far. Naturligvis skal Ray og Sideways også have en chance.
Fortsat fulde 6 stjerner ++ til The Aviator fra mig!
06/02-2005
