©Kvindelige poeters klub©
2.0
"Døde poeters klub II: the female version" havde været en mere passende titel til denne film.
Spoilers:
Filmen minder så meget om "Døde poeters klub" at det tit tager ens fokus fra hvad der kunne have været en ganske interessant historie.
Hvor "Døde poeters klub" gik mere i dybden med sine figurer, lykkedes det imidlertid ikke for Mike Newell, da han har for mange bolde i luften.
Således bliver forholdet mellem Roberts og hendes elever ikke så markant fremhævet, som det burde have været. I stedet vælger Newell at fokusere alt for meget på små sidehistorier, som i sidste ende alligevel ikke har nogen indflydelse på historien, da der ikke kommer nogen rigtig forløsning.
Scenerne hvor Roberts virkelig når ind til sine elever mangler og filmen lægger i starten op til, at vi her skal være vidne til en kvinde, som virkelig gjorde en forskel, men det falder lidt til jorden igennem filmen.
Derfor kommer slutscenen (som et alternativ til scenen i "Døde poeters klub", hvor de stiller sig op på bordene, består af pigerne cyklende efter Julia Roberts i bil) til at virke meget utroværdig på mig. Filmens "bitch" som bliver spillet af Kirsten Dunst ses således som den som har taget mest på veje over Roberts afsked og hun prøver desperat at nå Julia Roberts hånd på cyklen.
Når man tænker på, at det kun er 5 minutter før denne slutscene, at Dunst vender på en tallerken og finder ud af, at hendes liv ikke var, som hun regnede med og at Roberts (til trods for deres adskillige sammenstød) har inspireret hende til at trodse sin mor, så virker det lidt mærkværdigt.
Newell kunne sagtens have brugt mere tid på personskildringen og forholdet mellem Dunst og Roberts, så det ikke føltes som om, at historien bare lige skulle snøres sammen i de sidste 8 minutter.
Det mest positive der er at sige om filmen er, at jeg i det mindste ikke kedede mig, men Newell har lavet en så forudsigelig og klichéfyldt film, som i sidste ende kommer til at fremstå som et mindre vellykket forsøg på at skildre stemningen fra "Døde poeters klub".
Roberts gør det dog udmærket, mens jeg til gengæld stadigvæk har svært ved at se det fantastiske ved de to udråbte sex symboler Dunst og Stiles, som efter min mening ikke har meget at byde på og som jeg pt. anser for to af de mest usexede og ukarismatiske skuespillerinder i Hollywood. Kun lige overgået af Sarah Michelle Gellar.
Spoilers:
Filmen minder så meget om "Døde poeters klub" at det tit tager ens fokus fra hvad der kunne have været en ganske interessant historie.
Hvor "Døde poeters klub" gik mere i dybden med sine figurer, lykkedes det imidlertid ikke for Mike Newell, da han har for mange bolde i luften.
Således bliver forholdet mellem Roberts og hendes elever ikke så markant fremhævet, som det burde have været. I stedet vælger Newell at fokusere alt for meget på små sidehistorier, som i sidste ende alligevel ikke har nogen indflydelse på historien, da der ikke kommer nogen rigtig forløsning.
Scenerne hvor Roberts virkelig når ind til sine elever mangler og filmen lægger i starten op til, at vi her skal være vidne til en kvinde, som virkelig gjorde en forskel, men det falder lidt til jorden igennem filmen.
Derfor kommer slutscenen (som et alternativ til scenen i "Døde poeters klub", hvor de stiller sig op på bordene, består af pigerne cyklende efter Julia Roberts i bil) til at virke meget utroværdig på mig. Filmens "bitch" som bliver spillet af Kirsten Dunst ses således som den som har taget mest på veje over Roberts afsked og hun prøver desperat at nå Julia Roberts hånd på cyklen.
Når man tænker på, at det kun er 5 minutter før denne slutscene, at Dunst vender på en tallerken og finder ud af, at hendes liv ikke var, som hun regnede med og at Roberts (til trods for deres adskillige sammenstød) har inspireret hende til at trodse sin mor, så virker det lidt mærkværdigt.
Newell kunne sagtens have brugt mere tid på personskildringen og forholdet mellem Dunst og Roberts, så det ikke føltes som om, at historien bare lige skulle snøres sammen i de sidste 8 minutter.
Det mest positive der er at sige om filmen er, at jeg i det mindste ikke kedede mig, men Newell har lavet en så forudsigelig og klichéfyldt film, som i sidste ende kommer til at fremstå som et mindre vellykket forsøg på at skildre stemningen fra "Døde poeters klub".
Roberts gør det dog udmærket, mens jeg til gengæld stadigvæk har svært ved at se det fantastiske ved de to udråbte sex symboler Dunst og Stiles, som efter min mening ikke har meget at byde på og som jeg pt. anser for to af de mest usexede og ukarismatiske skuespillerinder i Hollywood. Kun lige overgået af Sarah Michelle Gellar.
07/02-2005
