- Nemesis i røret -

5.0
Instruktør Joel Schumacher har stået bag nogle gode og nogle mindre gode film. Sidst han vækkede begejstring var med det stærke krigsdrama ”Tigerland”, og heldigvis skulle der ikke gå lang tid, før Schumacher atter overraskede positivt, for med ”Phone Booth” er det præcist, hvad han gør.

Denne gang er vi ude i en rendyrket thriller, men lad det være sagt med det samme – denne thriller er et særsyn. Om ikke andet så i hvert fald strukturelt. Filmen benytter sig nemlig hovedsagligt af blot én location, nemlig en telefonboks, og hele filmen foregår derfor praktisk talt på en enkelt kvadratmeter. Det må siges at være et iøjefaldende vovestykke, men mere iøjefaldende er det, at vovestykket rent faktisk er lykkedes.

Under de givne omstændigheder er det derfor nødvendigt, at filmen er vedvarende aktiv, og at spændingen konstant er på sit højeste. Og det er den. Det hele er optaget på blot 12 dage, og det er der kommet en usædvanlig intens film ud af. Det føles som ét stort klimaks, og uden at overstrenge sig selv formår filmen at være medrivende fra start til slut. ”Phone Booth” er med andre ord en formidabel spændingsfilm.

Overbevisende spillet af Farrell er vores hovedperson offer for en syg mands leg. Men midt i den hektiske handling gemmer der sig et spændende budskab, og man kan pludselig tvivle på, hvem der er fortællingens egentlige skurk, idet filmen også evner at give plads til en smule stof til eftertanke med sin kritik af det moderne materialistiske menneske.

En anderledes god filmoplevelse.
Phone Booth