udefinerbar følelse
6.0
Jeg havde det på samme måde med denne film, som jeg havde med Sofia Coppolas perfektible Lost in Translation (en af år 2004’s bedste film). Mine forventninger var skyhøje takket være både en enig kritikerstab, der lovpriste filmens originale kvaliteter, og publikum, som tydeligvis tog filmen til sig, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg præcis skulle forvente. På trods af (eller måske netop på grund af) det havde Eternal Sunshine of the Spotless Mind en uforventet overrumplende effekt på mig, en følelsesmæssig gennemslagskraft, jeg i hvert fald ikke havde regnet med!
Manuskriptforfatteren Charlie Kaufman indtog pladsen som en af Amerikas mest særegne og originale forfattere efter den atypiske Being John Malkovich med hans friske og anderledes syn på filmmediet. Både den og meta-filmen Adaption (begge instruerede af den unge og talentfulde Spike Jonze) var beundringsværdige for deres kompleksitet, men for mig savnede de ægte følelser og forståelse. Med manuskriptet til Eternal… har Kaufman begået hans mest personlige og indsigtsfulde værk, superb instrueret af Michel Gondry (der også omsatte Human Nature til film), der bedst er kendt for hans nyskabende musikvideoer (blandt andet et par fascinerende stykker for The White Stripes), men han falder ikke i fælden som 90 procent af hans ’kollegaer’, der udsætter filmmediet for tanketom (om end flot) visuelt blær. Bevares, Eternal… byder på visuelle spidsfindigheder, der er ganske unikke og mesterligt udtænkt, men de er en integreret del i visualiseringen af mindedestrueringsprocessen, virtuost og overrumplende.
Jim Carrey har allerede bevist hans værd i nedtonede og mere realistiske roller (mest mindeværdigt i The Truman Show og Man on the Moon), men man forbavses alligevel positivt over hans håndtering af rollen som et selverklæret kedeligt menneske, der oplever en stormende forelskelse, men mister pigen igen. Carrey spiller rollen med en hjerteskærende skrøbelighed, der langer ud over og rammer publikum hårdt og brutalt. Selv Carrey-hadere må kunne værdsætte hans indfølte spil, der utvivlsomt vil stå som karrierens højdepunkt. Kate Winslet er både sød og irriterende (og uhyggelig velspillende) som den impulsive pige med evigt skiftende hårfarver, der symboliserer hendes rastløshed. Samspillet mellem Winslet og Carrey er noget nær perfekt og gør, at filmen bliver så gribende og konstant medrivende. Deres forhold fremvises naturalistisk og uglamourøst. Tillægsord som man normalvis ikke bruger om amerikanske kærlighedsfilm, men Eternal… er da også alt andet end konventionel og kommerciel, dens stjernebesatte rolleliste til trods. På uafrystelig vis formår filmen at fremvise kærlighedens mange facetter, hvori man finder nogle i sandhed poetiske betragtninger.
Efter Winslet forlader Carrey beslutter hun sig for at slette ham (og vice versa) fra hendes bevidsthed, og heri ligger Kaufmans kontribution. Selvom Eternal… ikke er kronologisk opbygget eller har en lineær handlingsfremdrift, så finder jeg ikke filmen synderlig kompliceret. Indledningen med Carrey, der af uforklarlige årsager dropper arbejdet og tager med tog til et andet sted, er faktisk begyndelsen på det nye forhold, som har overlevet på trods af, at Carrey og Winslet har hørt hinandens ondskabsfulde, men ærlige betragtninger omkring den anden person. Elementet med sletningsprocessen er anderledes og opfindsomt, men mest af alt utrolig veludført. Gondry demonstrerer et overlegent og indsigtsfuld overblik og balancerer perfekt mellem virkeligheden og Carreys underbevidsthed, der visualiseres på sin vis enkelt, men ganske originalt og uforglemmeligt. Ved gensyn opdager man flere og flere detaljer, både på det visuelle plan, men også i historieudførslen.
Man kan selvfølgelig læse meget ud fra det videnskabelige aspekt, hvor de går ind og sletter smertelige minder fra hukommelsen, blandt andet at det at hjælpe folk mere bliver en forretning end oprigtig næstekærlighed. Men det er de stærke og ægte følelser, der er i fokus, og det er her filmen brillerer. Proceduren indikerer menneskets manglende selverkendelse og uønsket konfrontation med problemerne, hvor man hellere vil glemme dem og lade vær med at udvikle sig som menneske (lidt naivt sagt). Igennem sletningsprocessen tvinges Carrey til en selvransagelse og indser, at han hellere vil leve med de dårlige minder end at miste de gode. Budskabet med at vi skabes og formes af vores fortid er måske en smule banalt, men det serveres med en hjerteskærende forståelse og indfølt ægthed. Gondry siger dog også, at kærligheden vil bestå, da den ikke kommer fra hjernen (hvor de sletter minderne), men hjertet. Dette ses gennem Kirsten Dunsts karakter, der gentager hendes forførelse af Tom Wilkinson, selvom hun har fået slettet minderne før. De kærlige følelser er uundgåelige og kan ikke slettes eller nedtrykkes. Paradokset i proceduren vises da også gennem Dunst, der ’omvendes’ fra hendes optimisme omkring videnskaben, da hun opdager, at hun selv er blevet udsat for det.
Titlen (som er hentet fra et digt af Alexander Pope) hentyder til den ideologiske tankegang og forhåbning om evig lykke uden bekymringer, som man ønsker kærligheden skal være. Titlen er ikke decideret ironisk, men viser heller ikke tvetydigheden i kærligheden, som filmen som fremragende omhandler. Eternal… er en komplet uforudsigelig sag, hvor det er helt umuligt at regne ud, hvor Gondry tager os med hen i næste scene. Jeg havde frygtet, at han ikke kunne få afsluttet filmen korrekt eller med den samme kvalitativ følelse, resten af filmen besad, men Gondry (og Kaufman) overrasker ved at gøre slutningen både helstøbt i filmens troværdighed, men også optimistisk. Ikke på den sentimentale eller manipulerende sødladne måde, som man nærmest er blevet standardiseret med, men dobbelttydig og plads til individuel fortolkning. Med Eternal… ser jeg med optimistiske, måske endda romantiske øjne, og jeg mener, at slutningens multi-klip (hvor man ser Carrey smide sne efter Winslet tre gange) indikerer at historien måske vil gå i ring (altså at de har overkommet en forhindring, men selvfølgelig vil få flere problemer hen ad vejen), men også at de hele tiden vil ende sammen gennem deres uforfalskede kærlighed til hinanden.
Musikken af Jon Brion er ubeskrivelig smukt, enkelt men absolut rørende (ligesom filmen i sig selv). Musikken løfter Eternal… det sidste stykke op på det åbenbarende stadie, hvor jeg ikke vil tøve med at sige, at dette er en film man aldrig vil glemme. Ikke kun en af år 2004’s bedste filmoplevelser, men en af hele livets. Man føler sig næsten ydmygende og beæret over at få lov til at overvære og føle denne film, der både er psykedelisk og livsbekræftende. Uforglemmelig, uafrystelig, gennemskærende smuk og rørende. Et betydeligt og fuldendt mesterværk.
Manuskriptforfatteren Charlie Kaufman indtog pladsen som en af Amerikas mest særegne og originale forfattere efter den atypiske Being John Malkovich med hans friske og anderledes syn på filmmediet. Både den og meta-filmen Adaption (begge instruerede af den unge og talentfulde Spike Jonze) var beundringsværdige for deres kompleksitet, men for mig savnede de ægte følelser og forståelse. Med manuskriptet til Eternal… har Kaufman begået hans mest personlige og indsigtsfulde værk, superb instrueret af Michel Gondry (der også omsatte Human Nature til film), der bedst er kendt for hans nyskabende musikvideoer (blandt andet et par fascinerende stykker for The White Stripes), men han falder ikke i fælden som 90 procent af hans ’kollegaer’, der udsætter filmmediet for tanketom (om end flot) visuelt blær. Bevares, Eternal… byder på visuelle spidsfindigheder, der er ganske unikke og mesterligt udtænkt, men de er en integreret del i visualiseringen af mindedestrueringsprocessen, virtuost og overrumplende.
Jim Carrey har allerede bevist hans værd i nedtonede og mere realistiske roller (mest mindeværdigt i The Truman Show og Man on the Moon), men man forbavses alligevel positivt over hans håndtering af rollen som et selverklæret kedeligt menneske, der oplever en stormende forelskelse, men mister pigen igen. Carrey spiller rollen med en hjerteskærende skrøbelighed, der langer ud over og rammer publikum hårdt og brutalt. Selv Carrey-hadere må kunne værdsætte hans indfølte spil, der utvivlsomt vil stå som karrierens højdepunkt. Kate Winslet er både sød og irriterende (og uhyggelig velspillende) som den impulsive pige med evigt skiftende hårfarver, der symboliserer hendes rastløshed. Samspillet mellem Winslet og Carrey er noget nær perfekt og gør, at filmen bliver så gribende og konstant medrivende. Deres forhold fremvises naturalistisk og uglamourøst. Tillægsord som man normalvis ikke bruger om amerikanske kærlighedsfilm, men Eternal… er da også alt andet end konventionel og kommerciel, dens stjernebesatte rolleliste til trods. På uafrystelig vis formår filmen at fremvise kærlighedens mange facetter, hvori man finder nogle i sandhed poetiske betragtninger.
Efter Winslet forlader Carrey beslutter hun sig for at slette ham (og vice versa) fra hendes bevidsthed, og heri ligger Kaufmans kontribution. Selvom Eternal… ikke er kronologisk opbygget eller har en lineær handlingsfremdrift, så finder jeg ikke filmen synderlig kompliceret. Indledningen med Carrey, der af uforklarlige årsager dropper arbejdet og tager med tog til et andet sted, er faktisk begyndelsen på det nye forhold, som har overlevet på trods af, at Carrey og Winslet har hørt hinandens ondskabsfulde, men ærlige betragtninger omkring den anden person. Elementet med sletningsprocessen er anderledes og opfindsomt, men mest af alt utrolig veludført. Gondry demonstrerer et overlegent og indsigtsfuld overblik og balancerer perfekt mellem virkeligheden og Carreys underbevidsthed, der visualiseres på sin vis enkelt, men ganske originalt og uforglemmeligt. Ved gensyn opdager man flere og flere detaljer, både på det visuelle plan, men også i historieudførslen.
Man kan selvfølgelig læse meget ud fra det videnskabelige aspekt, hvor de går ind og sletter smertelige minder fra hukommelsen, blandt andet at det at hjælpe folk mere bliver en forretning end oprigtig næstekærlighed. Men det er de stærke og ægte følelser, der er i fokus, og det er her filmen brillerer. Proceduren indikerer menneskets manglende selverkendelse og uønsket konfrontation med problemerne, hvor man hellere vil glemme dem og lade vær med at udvikle sig som menneske (lidt naivt sagt). Igennem sletningsprocessen tvinges Carrey til en selvransagelse og indser, at han hellere vil leve med de dårlige minder end at miste de gode. Budskabet med at vi skabes og formes af vores fortid er måske en smule banalt, men det serveres med en hjerteskærende forståelse og indfølt ægthed. Gondry siger dog også, at kærligheden vil bestå, da den ikke kommer fra hjernen (hvor de sletter minderne), men hjertet. Dette ses gennem Kirsten Dunsts karakter, der gentager hendes forførelse af Tom Wilkinson, selvom hun har fået slettet minderne før. De kærlige følelser er uundgåelige og kan ikke slettes eller nedtrykkes. Paradokset i proceduren vises da også gennem Dunst, der ’omvendes’ fra hendes optimisme omkring videnskaben, da hun opdager, at hun selv er blevet udsat for det.
Titlen (som er hentet fra et digt af Alexander Pope) hentyder til den ideologiske tankegang og forhåbning om evig lykke uden bekymringer, som man ønsker kærligheden skal være. Titlen er ikke decideret ironisk, men viser heller ikke tvetydigheden i kærligheden, som filmen som fremragende omhandler. Eternal… er en komplet uforudsigelig sag, hvor det er helt umuligt at regne ud, hvor Gondry tager os med hen i næste scene. Jeg havde frygtet, at han ikke kunne få afsluttet filmen korrekt eller med den samme kvalitativ følelse, resten af filmen besad, men Gondry (og Kaufman) overrasker ved at gøre slutningen både helstøbt i filmens troværdighed, men også optimistisk. Ikke på den sentimentale eller manipulerende sødladne måde, som man nærmest er blevet standardiseret med, men dobbelttydig og plads til individuel fortolkning. Med Eternal… ser jeg med optimistiske, måske endda romantiske øjne, og jeg mener, at slutningens multi-klip (hvor man ser Carrey smide sne efter Winslet tre gange) indikerer at historien måske vil gå i ring (altså at de har overkommet en forhindring, men selvfølgelig vil få flere problemer hen ad vejen), men også at de hele tiden vil ende sammen gennem deres uforfalskede kærlighed til hinanden.
Musikken af Jon Brion er ubeskrivelig smukt, enkelt men absolut rørende (ligesom filmen i sig selv). Musikken løfter Eternal… det sidste stykke op på det åbenbarende stadie, hvor jeg ikke vil tøve med at sige, at dette er en film man aldrig vil glemme. Ikke kun en af år 2004’s bedste filmoplevelser, men en af hele livets. Man føler sig næsten ydmygende og beæret over at få lov til at overvære og føle denne film, der både er psykedelisk og livsbekræftende. Uforglemmelig, uafrystelig, gennemskærende smuk og rørende. Et betydeligt og fuldendt mesterværk.
09/02-2005
