Hmmmm...træt af Trier.

Grænsen er nået for mig. Denne gang må jeg give op, og vedkende mig at Trier er for psykisk lidende en manuskriptforfatter til mig. Filmen stinker langt væk af en manglende forståelse af, at vi mennesker ikke kun er blinde gæs i en porcelænsbutik. Her er udelukkende kun noget at komme efter hvis man er træt af dage, og iøvrigt mener at livet er en lang sur omgang trældom.
Jeg elsker film og mennesker, og ingen af disse er tilstede i "Dear Wendy". Vinterberg skal intet ondt høre for sit helhjertede forsøg på at fortolke det livstrætte manuskript. Send Trier på en statsstøttet åndelig rejse, så vi kan få lidt kærlighed og glæde ind i ham, det vil helt sikkert gavne ham og hans filmmanuskripter og dermed os.