©Forventninger indfriet©
3.0
Spoilers:
"Ju-on" - originalen til dette remake er som tidligere nævnt en af de mest uhyggelige film, jeg har set.
Da Takashi Shimizu selv stod bag dette amerikanske remake, så forventede jeg selvfølgelig, at han kunne finde noget af den gamle stemning frem i dette (igen igen) ellers overflødige amerikanske remake og det lykkes da også.
På den negative side:
Filmen vil selvfølgelig være en skræmmende oplevelse for alle gyser fans, som ikke har set originalen. Hos denne målgruppe er filmen jo næsten selvsagt en succes, da de fleste af ingredienserne som gjorde originalen uhyggelig og til en succes, er med igen.
For os som har set og elsker den japanske originalversion, er det en mere broget fornøjelse, da de fleste af scenerne bare er genskabt med amerikanske skuespillere og det gør det ikke bedre. Tværtimod.
For når Hollywood har været inde og blande sig, så skal vi pludselig have en altoverskyggende "stjerne" i hovedrollen. Denne gang er valget desværre faldet på den ukarismatiske og talentløse Sarah Michelle Gellar.
Hendes tilstedeværelse ødelægger et par af scenerne og vi skal lige pludselig også udsættes for hendes kæreste, som ikke fungerer som andet end en undskyldning for, at filmen kunne foregå i Japan igen i remaket.
Dernæst er der flere markante scener og en del af historien som er blevet udeladt i remaket og historien fremstår derved mindre kompliceret og lidt tyndere, selvom der stadig bliver hoppet i tiden og historien igen ikke bliver fortalt i kronologisk rækkefølge.
Scenerne i originalen med den anden strømer og datteren og hendes skolekammerater er således udeladt. I stedet for får vi en ret tynd erstatning i form af scenerne med Bill Pullman, som man kunne mistænke for at være blevet sat ind, for at kunne få startscenen med.
De klamme detaljer med tv-reporterens ansigt og de føromtalte skolepiger er således udeladt.
Iøvrigt forekommer det ret latterligt, at filmen forgår i Japan ligesom i orignalen, men at de fleste hovedpersoner (på nær Yoko og kommisæren) er blevet udskiftet med amerikanere, som bor i Japan og tilfældigvis alle bliver inddraget i forbandelsen. (Man mistænker således forbandelsen i dette remake for at diskriminere en smule, da den næsten kun går efter amerikanerne i filmen.)
Man har åbenbart følt, at dette har været en nødvendighed, for at få amerikanerne til at se filmen og derfor virker dette ekstra latterligt.
Det har ikke været nok, at personerne snakker engelsk, så man har kunnet skåne det fintfølende amerikanske publikum for undertekster, men det har også været nødvendigt at sætte nogle genkendelige amerikanske skuespillere ind, så det amerikanske publikum blev mere interesseret. En film som foregår i japan med japanske skuespillere, det ville bare være for meget for det amerikanske publikum tilsyneladende.
Selvfølgelig er man nødt til at prøve at skubbe dette i baghovedet sammen med følelsen af overflødighed ved amerikanske remakes som dette, hvis man skal kunne se filmen, men det er sgu svært indimellem.
På den positive side:
I forhold til f.eks. det amerikanske remake af "the Ring" er filmen på historiesiden ikke blevet FOR Hollywood agtig, selvom tilstedeværelsen af Gellar trækker lidt i den retning. Udover detaljen med hendes kæreste, så har Takashi Shimizu formået at holde filmen lidt i samme ånd.
Der er desuden tilføjet et par ekstra scener, som nok skal give et par chok til folk som har set den gamle og det var forfriskende. I forhold til at den eneste virkelig markante forandring i remkaet af "the Ring" var den latterlige hestescene.
En af de scener som var tilføjet, var den med søsteren ude på trappen, hvor lyset går ud på hver etage. Selv om den scene fungerede, så var scenen, som den erstattede fra orignalen med toilettet, efter min mening mere ubehagelig.
Alt i alt var dette remake hvad man kunne forvente og jeg sad ikke og krummede tæer hele vejen igennem, som da jeg så remaket af "the Ring". Det skulle da lige være, når Gellar "foldede sig ud".
Dog sidder man med følelsen af, at det igen var overflødigt med et remake af denne karakter og det kan ikke lade være med at have indflydelse på ens helhedsindtryk.
De tre stjerner går således til de nye detaljer og
for delvist at fange stemningen fra den gamle.
Folk der ikke har set originalen, vil selvfølgelig få mere ud af filmen, men hvis man som fan af genren synes, at dette remake er uhyggeligt, så vil man helt sikkert også synes om den japanske version. Selvom erfaring viser, at den udgave man har set først, er den man synes bedst om.
Så mit reklameslogan for den japanske skal være: Prøv noget vildt! Drop det overflødige og vær original! Se den japanske originalversion først! ;o)
Mht. til det amerikanske remake af Ju-On 2 (regnede da heller ikke med, at de ville stoppe her), så må vi håbe, at Takashi Shimizu har nogle ekstra ting oppe i ærmet. For den japanske 2´er var faktisk ikke noget at råbe hurra for.
Til Christian: Du har ret i, at den som remake ikke er FULDSTÆNDIG forfærdelig, men man sidder stadig og tænker "overflødig" undervejs.
Nu smeder Hollywood jo også mens jernet er varmt og derfor går der knap nok et år efter at man har set originalversionen, før man får smidt et amerikansk remake i hovedet. Det er nok med til at forringe oplevelsen.
Ligesom det jeg nævnte for dig tidligere mht. til musik, hvor man pludselig ser en hjernedød Jessica Simpson ufortrødent fyre den af på MTV til f.eks. et Robbie Williams nummer, som ikke engang er gammelt nok, til at det ikke stadig er et hit i resten af verden.
Det er da ikke så underligt, at der er en tendens til, at der opstår en vis anti-amerikansk holdning blandt folk udenfor USA, når de gang på gang brager ind og tager noget originalt og ender med at tage succesen for det. De burde skamme sig.
I det mindste kan man sige, at "opfinderen" denne gang selv blev indbudt til at stå for projektet, men havde han noget valg?
Hvis han havde sagt "nej tak", så var der en anden instruktør, som var løbet med æren, som f.eks. i tilfældet med Gore Verbinski og "The Ring".
"They got us by the balls, I tell ya" *GG*
"Ju-on" - originalen til dette remake er som tidligere nævnt en af de mest uhyggelige film, jeg har set.
Da Takashi Shimizu selv stod bag dette amerikanske remake, så forventede jeg selvfølgelig, at han kunne finde noget af den gamle stemning frem i dette (igen igen) ellers overflødige amerikanske remake og det lykkes da også.
På den negative side:
Filmen vil selvfølgelig være en skræmmende oplevelse for alle gyser fans, som ikke har set originalen. Hos denne målgruppe er filmen jo næsten selvsagt en succes, da de fleste af ingredienserne som gjorde originalen uhyggelig og til en succes, er med igen.
For os som har set og elsker den japanske originalversion, er det en mere broget fornøjelse, da de fleste af scenerne bare er genskabt med amerikanske skuespillere og det gør det ikke bedre. Tværtimod.
For når Hollywood har været inde og blande sig, så skal vi pludselig have en altoverskyggende "stjerne" i hovedrollen. Denne gang er valget desværre faldet på den ukarismatiske og talentløse Sarah Michelle Gellar.
Hendes tilstedeværelse ødelægger et par af scenerne og vi skal lige pludselig også udsættes for hendes kæreste, som ikke fungerer som andet end en undskyldning for, at filmen kunne foregå i Japan igen i remaket.
Dernæst er der flere markante scener og en del af historien som er blevet udeladt i remaket og historien fremstår derved mindre kompliceret og lidt tyndere, selvom der stadig bliver hoppet i tiden og historien igen ikke bliver fortalt i kronologisk rækkefølge.
Scenerne i originalen med den anden strømer og datteren og hendes skolekammerater er således udeladt. I stedet for får vi en ret tynd erstatning i form af scenerne med Bill Pullman, som man kunne mistænke for at være blevet sat ind, for at kunne få startscenen med.
De klamme detaljer med tv-reporterens ansigt og de føromtalte skolepiger er således udeladt.
Iøvrigt forekommer det ret latterligt, at filmen forgår i Japan ligesom i orignalen, men at de fleste hovedpersoner (på nær Yoko og kommisæren) er blevet udskiftet med amerikanere, som bor i Japan og tilfældigvis alle bliver inddraget i forbandelsen. (Man mistænker således forbandelsen i dette remake for at diskriminere en smule, da den næsten kun går efter amerikanerne i filmen.)
Man har åbenbart følt, at dette har været en nødvendighed, for at få amerikanerne til at se filmen og derfor virker dette ekstra latterligt.
Det har ikke været nok, at personerne snakker engelsk, så man har kunnet skåne det fintfølende amerikanske publikum for undertekster, men det har også været nødvendigt at sætte nogle genkendelige amerikanske skuespillere ind, så det amerikanske publikum blev mere interesseret. En film som foregår i japan med japanske skuespillere, det ville bare være for meget for det amerikanske publikum tilsyneladende.
Selvfølgelig er man nødt til at prøve at skubbe dette i baghovedet sammen med følelsen af overflødighed ved amerikanske remakes som dette, hvis man skal kunne se filmen, men det er sgu svært indimellem.
På den positive side:
I forhold til f.eks. det amerikanske remake af "the Ring" er filmen på historiesiden ikke blevet FOR Hollywood agtig, selvom tilstedeværelsen af Gellar trækker lidt i den retning. Udover detaljen med hendes kæreste, så har Takashi Shimizu formået at holde filmen lidt i samme ånd.
Der er desuden tilføjet et par ekstra scener, som nok skal give et par chok til folk som har set den gamle og det var forfriskende. I forhold til at den eneste virkelig markante forandring i remkaet af "the Ring" var den latterlige hestescene.
En af de scener som var tilføjet, var den med søsteren ude på trappen, hvor lyset går ud på hver etage. Selv om den scene fungerede, så var scenen, som den erstattede fra orignalen med toilettet, efter min mening mere ubehagelig.
Alt i alt var dette remake hvad man kunne forvente og jeg sad ikke og krummede tæer hele vejen igennem, som da jeg så remaket af "the Ring". Det skulle da lige være, når Gellar "foldede sig ud".
Dog sidder man med følelsen af, at det igen var overflødigt med et remake af denne karakter og det kan ikke lade være med at have indflydelse på ens helhedsindtryk.
De tre stjerner går således til de nye detaljer og
for delvist at fange stemningen fra den gamle.
Folk der ikke har set originalen, vil selvfølgelig få mere ud af filmen, men hvis man som fan af genren synes, at dette remake er uhyggeligt, så vil man helt sikkert også synes om den japanske version. Selvom erfaring viser, at den udgave man har set først, er den man synes bedst om.
Så mit reklameslogan for den japanske skal være: Prøv noget vildt! Drop det overflødige og vær original! Se den japanske originalversion først! ;o)
Mht. til det amerikanske remake af Ju-On 2 (regnede da heller ikke med, at de ville stoppe her), så må vi håbe, at Takashi Shimizu har nogle ekstra ting oppe i ærmet. For den japanske 2´er var faktisk ikke noget at råbe hurra for.
Til Christian: Du har ret i, at den som remake ikke er FULDSTÆNDIG forfærdelig, men man sidder stadig og tænker "overflødig" undervejs.
Nu smeder Hollywood jo også mens jernet er varmt og derfor går der knap nok et år efter at man har set originalversionen, før man får smidt et amerikansk remake i hovedet. Det er nok med til at forringe oplevelsen.
Ligesom det jeg nævnte for dig tidligere mht. til musik, hvor man pludselig ser en hjernedød Jessica Simpson ufortrødent fyre den af på MTV til f.eks. et Robbie Williams nummer, som ikke engang er gammelt nok, til at det ikke stadig er et hit i resten af verden.
Det er da ikke så underligt, at der er en tendens til, at der opstår en vis anti-amerikansk holdning blandt folk udenfor USA, når de gang på gang brager ind og tager noget originalt og ender med at tage succesen for det. De burde skamme sig.
I det mindste kan man sige, at "opfinderen" denne gang selv blev indbudt til at stå for projektet, men havde han noget valg?
Hvis han havde sagt "nej tak", så var der en anden instruktør, som var løbet med æren, som f.eks. i tilfældet med Gore Verbinski og "The Ring".
"They got us by the balls, I tell ya" *GG*
10/02-2005
