Tidens toneklang
4.0
15 års amerikansk musikhistorie er baggrunden for den charmerende film om sangskriveren Denise Waverly.
Året er 1958 og Edna Baxton (Illeana Douglas), der kommer fra en pæn og meget velhavende familie i Boston, har ambitioner om en sangkarriere. Sammen med sin dominerende mor skal hun vælge en kjole til en sangkonkurrence, hun skal deltage i. Edna vil gerne optræde i en stram sort kjole, men moderen synes hun skal have en hvid sag med tylskørt. En kjole der iøvrigt kræver betydelig mere barm for at bære, end den spinkle Edna er i besiddelse af. Som den pæne 50'er pige Edna er, får mor selvfølgelig sin vilje - og så alligevel ikke. For Edna får sin sorte kjole og synger sin sang, i stedet for den moderen har valgt. Hun forlader den pæne velhavende 50'er piges sikre fremtid som luksushusmor for at forfølge sin drøm om at blive sanger og sangskriver i New York.
15 år senere sidder Edna, der nu har skiftet navn til Denise, i et beachhouse i Californien. Hendes mand, Jay (Matt Dillon), er flippet fuldstændig ud ("he's into some heavy shit") og har forskanset sig i et pladestudio i baghaven. Denise har tilkaldt en guru som hjælp. Guruen spørger Denise om hendes mand tager stoffer. "Nej, nej, overhovedet ikke - jo selvfølgelig græs, pot, nogle piller og lidt svampe, men ikke noget alvorligt..."
Som sangskriver er Denise ikke alene en del af de musikalske hovedstrømninger fra slutningen af 50'erne til begyndelsen af 70'erne. Som menneske er hun en del af de skiftende livsstile, der knytter sig til at være musiker. Historien om Denise er et stykke amerikansk musikhistorie, og musikken bruges i høj grad til at fortælle historien. Sangene fungerer som en kommentar eller uddybning af handlingen. Det er en film om- og med musik. Men det er ikke tidens originale hits, der er med i filmen. Alle sangene er skrevet til filmen i datidens stil og af datidens sangskrivere. Det er hitmagere som Gerry Coffin, Joni Mitchell og Leslie Gore, som har stået for musikken. Faktisk kunne man godt få tanken, at "Grace of My Heart" er et portræt af Gerry Coffins ekskone Carole King. Hovednummeret "God give me strength" er et samarbejde mellem Elvis Costello og Burt Bacharach - ikke en konstellation jeg ville have fundet på.
Musikken er i den helt rigtige 60-70'er stil, men er samtidig lige ved at tangere til at være en parodi på samme. Dermed afspejler den meget præcist filmens tone; et sted mellem parodi og alvor. Det lykkes for filmen at holde en balance mellem de to, uden at den kommer til at virke, som om den ikke kan bestemme sig. Men man kunne måske have ønsket at den havde taget skridtet fuldt og besluttet sig for at enten det ene eller det andet. Alt i alt er "Grace of My Heart" en fin lille film, og det er rart for en gangs skyld at se en film om en kvinde, der både har et arbejdsliv og et sexliv - og ikke bliver straffet for nogle af delene.
Året er 1958 og Edna Baxton (Illeana Douglas), der kommer fra en pæn og meget velhavende familie i Boston, har ambitioner om en sangkarriere. Sammen med sin dominerende mor skal hun vælge en kjole til en sangkonkurrence, hun skal deltage i. Edna vil gerne optræde i en stram sort kjole, men moderen synes hun skal have en hvid sag med tylskørt. En kjole der iøvrigt kræver betydelig mere barm for at bære, end den spinkle Edna er i besiddelse af. Som den pæne 50'er pige Edna er, får mor selvfølgelig sin vilje - og så alligevel ikke. For Edna får sin sorte kjole og synger sin sang, i stedet for den moderen har valgt. Hun forlader den pæne velhavende 50'er piges sikre fremtid som luksushusmor for at forfølge sin drøm om at blive sanger og sangskriver i New York.
15 år senere sidder Edna, der nu har skiftet navn til Denise, i et beachhouse i Californien. Hendes mand, Jay (Matt Dillon), er flippet fuldstændig ud ("he's into some heavy shit") og har forskanset sig i et pladestudio i baghaven. Denise har tilkaldt en guru som hjælp. Guruen spørger Denise om hendes mand tager stoffer. "Nej, nej, overhovedet ikke - jo selvfølgelig græs, pot, nogle piller og lidt svampe, men ikke noget alvorligt..."
Som sangskriver er Denise ikke alene en del af de musikalske hovedstrømninger fra slutningen af 50'erne til begyndelsen af 70'erne. Som menneske er hun en del af de skiftende livsstile, der knytter sig til at være musiker. Historien om Denise er et stykke amerikansk musikhistorie, og musikken bruges i høj grad til at fortælle historien. Sangene fungerer som en kommentar eller uddybning af handlingen. Det er en film om- og med musik. Men det er ikke tidens originale hits, der er med i filmen. Alle sangene er skrevet til filmen i datidens stil og af datidens sangskrivere. Det er hitmagere som Gerry Coffin, Joni Mitchell og Leslie Gore, som har stået for musikken. Faktisk kunne man godt få tanken, at "Grace of My Heart" er et portræt af Gerry Coffins ekskone Carole King. Hovednummeret "God give me strength" er et samarbejde mellem Elvis Costello og Burt Bacharach - ikke en konstellation jeg ville have fundet på.
Musikken er i den helt rigtige 60-70'er stil, men er samtidig lige ved at tangere til at være en parodi på samme. Dermed afspejler den meget præcist filmens tone; et sted mellem parodi og alvor. Det lykkes for filmen at holde en balance mellem de to, uden at den kommer til at virke, som om den ikke kan bestemme sig. Men man kunne måske have ønsket at den havde taget skridtet fuldt og besluttet sig for at enten det ene eller det andet. Alt i alt er "Grace of My Heart" en fin lille film, og det er rart for en gangs skyld at se en film om en kvinde, der både har et arbejdsliv og et sexliv - og ikke bliver straffet for nogle af delene.
19/11-2018
