En af Leones flotteste

Denne film er fantastisk. Historien er enkel. Det handler om hævneren mod morderen, men omdrejningspunktet er kvinden, hvis ægtemand bliver myrdet, da en jernbanebaron vil have hans jord. Det er dog ikke historien, der gør denne film så fantastisk, men stilen. Sergio Leones lange, stille close-ups af mænd, der ved, at døden er nær. Henry Fonda som den kolde, kyniske morder med et varmt glimt i øjet. Claudia Cardinale som den smukke luder, der på den ene side er træt af farlige mænd, men på den anden side er dybt tiltrukket af dem. Charles Bronson som den mystiske pistolmand, hvis intentioner og fortid vi kun lærer at kende lidt efter lidt. Jason Robard som den brutale gavtyv, der dog på bunden er godmodig. Alt dette er fantastisk flot fotograferet og stiliseret i et langsomt, men sikkert tempo, der har til formål at imitere en døende mands sidste gisp. Visuelt er denne film fantastisk. Landskaberne, silhouetterne, ansigterne. Men denne film ville ikke være noget, hvis det ikke var for Ennio Morricones fantastiske musik. Hver gang hovedkaraktererne optræder i filmen, lyder deres tema. Frank (Henry Fonda) kendetegnes ved en svulstig guitarsolo. Cheyenne (Jason Robards) har en munter mandolinmelodi tilknyttet til sin karakter. Harmonica (Charles Bronson) spiller naturligvis mundharmonika, når hans karakter træder ud af skyggerne. Det fungerer fantastisk. Specielt når harmonikaen blander sig med guitarsoloen, så volden og kynismen i Frank spilles op overfor melankolien og smerten i Harmonica. Sergio Leone forstår virkelig at lave drama og spænding via nogle få, men effektive virkemidler. Filmen er også spændende tematisk med omdrejningspunkt i jernbanen og moderniseringen af det vilde vesten. Disse mænd er en uddøende race, som Harmonica siger. Denne film er fantastisk. Filmen er udkommet i en dobbelt-DVD udgave, der kan fås billigt overalt. Nyd den.