ikke værdig

Queen of the Damned er baseret på Anne Rices The Vampire Chronichles og forsøger uoverbevisende at videreføre den gennemførte og skræmmende mytologi med et mere nutidigt præg. Resultatet er blevet en diffus og stedvis irriterende film, der ikke helt ved hvilken historie, den vil fortælle. Vi følger både vampyren Lestat, hans historie og iver efter opmærksomhed og fællesskab, samt en pige med fascination for vampyrverdenen. Halvvejs inde i filmen kolliderer sidehandlingerne, men der er man som publikum allerede stået af, da filmen ikke på noget tidspunkt formår at fænge.

Instruktøren Michael Rymer byder på flotte billeder, og Queen of the Damned er da også ganske velproduceret. Klipperytmen er naturligvis Mtv-style, men tager aldrig overhånd og giver filmen et frisk pust. Desværre er der heller ikke mere godt at sige om dette overskudsprodukt. Skuespillet er håbløst, hvor man virkelig ikke kunne forestille sig Stuart Townsend agerer Aragorn i Ringenes Herre-filmene (godt han trak sig i sidste øjeblik!), da han hverken har format eller talent til at bære en større rolle. Den nu afdøde sanger Aaliyah, som viste sikker flair for skuespil i den underholdende Romeo Must Die, er i hendes sidste filmrolle nærmest kun en statist og får noget nær intet at arbejde med. Dialogen er gumpetung og ret banal, og den skiftende voice-over er ganske irriterende.

Vampyrlivet som brutal subverden kan i de rigtige hænder være et fascinerende bekendtskab værd, men Rymer formår aldrig at finde hverken spænding eller den paranoide uhygge frem. Han står ellers med en habil historie, hvis eksistensgrundlag man dog kan sætte skeptisk spørgsmålstegn ved. Derved er selve filmen også blevet en ligegyldig og hurtig glemt sag.